Tristan og Tristan bryder fordomme: Venner for livet

– Jeg er klogere end dig. Tristan H kigger drillende på sin ven Tristan R, der bare griner ad sin ven.

– Ej, du er måske nogle få procent bedre til matematik. Men jeg er bedre til engelsk, siger Tristan R og får et anerkendende nik.

Det fyger gennem luften med intern humor, og deres blikke til hinanden siger mere end de ord, der også kommer i stride strømme. Men bag de drillende kommentarer er et solidt venskab, der ikke lader sig true af ligegyldige ting, som det faktum, at Tristan H sidder i kørestol på grund af muskelsvind.

Manglende udfordringer

Tristan H begyndte på en skole for psykisk og fysisk handicappede, men for det viste sig hurtigt, at den livsglade og kloge dreng hverken blev udfordret intellektuelt eller socialt. Han fik ikke knyttet venskaber i skolen, og når skoledagen var overstået, havde han aldrig venner med hjem. Derfor besluttede hans forældre efter et år, at han skulle i en almindelig folkeskole, og valget faldt på den lokale folkeskole, Egholmskolen, i Vallensbæk.

Læs også:

Vi har fået en chance til

– Jeg lagde da godt mærke til, at han sad i kørestol, men ellers tænkte jeg ikke over det. Jeg ville bare gerne lære ham at kende, siger Tristan Ringgaard Fon Mbacham om dengang, hans navnebror begyndte i klassen.

De to jævnaldrende drenge kom hurtigt på bølgelængde, og når de skulle arbejde sammen to og to i klassen, gav de hinanden et hurtigt blik, der sagde det hele.

Fik hurtigt venner

– Jeg har på intet tidspunkt følt mig udenfor i klassen. Allerede fra første dag var der en, der spurgte, om vi skulle være venner. Lige siden er der kommet mange til, fortæller 13-årige Tristan Højrup Faravola.

Hurtigt begyndte venskabet mellem Tristan og Tristan at strække sig ud over skoletiden. Ofte var det hjemme hos Tristan H, at de hyggede sig efter skoletid og i ferier. Efter at Tristans storesøster flyttede hjemmefra, blev et værelse omdannet til et gamerrum, hvor to computere blev det vigtige element. Drengene kunne bruge flere timer på at spille Fifa, mens der med jævne mellemrum kom udbrud af glæde eller irritation over spillets forløb. Når de for en stund forlod den virtuelle verden, stod den ofte på telefonfis, Snapchat eller kørestolsræs ude foran lejligheden.

Læs også:

Basse blev bortført fra barnevogn: Mysteriet i Odense

Begge drenge elsker at spille fodbold. I skolen har de lavet nogle særlige regler, så Tristan H kan være med, og ellers er han med som dommer. Han er på landsholdet i kørestolsfodbold, som han bruger megen tid på, og der er ofte kampe i weekenden.

Det handler om at have det sjovt

Selv om de begge godt ved, at de ikke kan lave det samme som alle andre, har de aldrig set det som en begrænsning.

– Vi tænker faktisk ikke så meget over det, for der er jo en masse ting, vi godt kan. Det handler jo om at have det sjovt sammen, og en god ven er en, man kan snakke med om problemer. Der gør vi også en del, forklarer Tristan R, mens han smiler hemmelighedsfuldt, hvorefter Tristan H puffer ham i siden.

– Nej, nej. Jeg skal nok lade være med at sige noget, griner Tristan R.

Tristans skole har sørget for, at han kan være sammen med sine kammerater på lige fod. Da de skulle på lejrskole, blev der fundet et sted, der var kørestolsegnet, og hans lærere sørger for, at lektier er scannet ind, så Tristan H kan følge med på sin computer. Skolen har i det hele taget klaret opgaven med at inkludere en elev med handicap godt.

Søren Jul Lamberth/Aller Foto og Video

Støtte fra søster

– Jeg har aldrig selv oplevet at føle mig udenfor, men jeg kan godt forestille mig, at der er mennesker med handicap, der gør det. Man kan nok godt føle sig ensom, hvis man ikke kan det samme som andre, fortæller Tristan H, der udover venskaber i skolen også har venner fra landsholdet i kørestolsfodbold, og dem, han har mødt gennem Muskelsvindsfonden.

Læs også:

Handicap er ingen hindring: Vi er de bedste venner

Tristan R har efterhånden kendt Tristan H i syv år, og han har for længst vænnet sig til, at der er en handicaphjælper ved Tristans side. En af dem er hans 22-årige søster Luana, der både hjælper ham i skolen, og når han er hjemme i lejligheden i Vallensbæk. Hun har set sin lillebror blomstre, og frygten for de fordomme, familien kunne have ved at sende Tristan i en almindelig folkeskole, er for længst manet i jorden.

– Han er et af de gladeste mennesker, jeg kender, det er nok derfor, at han er så populær, siger hans søster, der dog skal trække vejret ekstra dybt nogle gange, når fjolleriet indimellem tager overhånd.

Hun ved godt, at det er hendes job som hjælper at holde sig i baggrunden og være en forlængelse af de lemmer, som han ikke selv kan bruge. Men nogle gange er det svært.

– Hvis han fjoller i timen, har jeg jo lyst til at sige, at han skal opføre sig ordentligt. Så kommer storesøsteren op i mig. Men jeg bliver også hurtigt irettesat af Tristan, smiler Luana.

Tænker ikke over handicap

Tristan og Tristan kan ikke se, at deres venskab er usædvanligt, men de ved godt, at der er nogle, der kan være usikre på, hvordan det er at have en ven, der er handicappet.

– Jeg synes egentlig bare, at man skal prøve det. Det er jo ikke så meget anderledes end med en, der ikke er handicappet. Hvis det viser sig, at man har det sjovt og har de samme interesser, tænker man ikke over det, forklarer Tristan R.

Læs også:

Maise har muskelsvind: Ingen skal have ondt af os

I lejligheden i Vallensbæk har de to drenge svært ved at sidde stille. Der bliver med jævne mellemrum puffet til hinanden, og især Tristan R har svært ved at lade være med at grine med sin ven.

– Jeg må helt klart være den sjoveste. For han griner hele tiden ad mig, siger Tristan H med et smil.