Efter ulykken: Simon blev lam i 84 procent af kroppen

Simon levede et liv med god fart på, indtil han i 2017 blev påkørt af en bil og blev lam i 84 procent af kroppen. Pludselig skulle han og Trine til at starte et helt nyt liv sammen.

– Der var nogle dage, hvor jeg tænkte, at hvis det her skulle være mit liv nu, så gad jeg det ikke.

Da Simon Kahr var 21 år, blev han påkørt af en bil og brækkede nakken. Han lå i mange måneder på intensivafdelingen på sygehuset, hvor han ikke kunne bevæge sin krop, og han kunne heller ikke trække vejret selv.

– Den person, jeg var før, var der ikke meget tilbage af, da jeg lå der. Det var forfærdeligt, husker Simon.

Det var ikke kun Simon, der oplevede konsekvensen af, at han var blevet lam og nu lå sengebundet 24 timer i døgnet. Hans kæreste Trine Holler gik også en tid med sorg og tvivl i møde.

– Det var svært for mig at se Simon på den måde, både fordi jeg selv var bange for, hvordan han ville klare det, og fordi det jo heller ikke var den Simon, jeg kendte, der lå der, fortæller Trine.

Deres forhold var på en prøvelse i den periode.

– Somme tider overvejede jeg, om jeg kunne byde Trine det her. Det var jo ikke fedt for hende at have en kæreste, der ikke kunne noget. Måske ville det være bedre for hende, hvis hun fandt en anden, der ikke var lam, så hun kunne få et nemmere liv, fortæller Simon.

Trine kigger på Simon og rynker lidt på brynene. Det ses tydeligt, at selv om det har været hårdt, og deres forhold har oplevet både smerte og sorg, og deres liv ikke bliver som forventet, så er det meningen, at de to skal være sammen. Kærligheden er for stærk til alternativet.

Kørte en tur

De var 19 og 20 år, da de mødte hinanden. Ingen af dem husker præcis hvordan, men de er begge vokset op i Silkeborg og har haft fælles venner, så de har tit været til de samme fester og arrangementer.

– Da vi lærte hinanden at kende, kom vi faktisk tit op at skændes. Vi kunne ikke lade være med at stikke til hinanden, fortæller Trine.

Trods skænderier, groede venskabet, og da Simon manglede et sted at bo, flyttede han ind til Trine, der havde et ledigt værelse i sin lejlighed. Hverdagen gik sin gang, det ene tog det andet, og pludselig var de ikke bare roomies, men også kærester.

– Jeg tror, vi begge forelskede os i hinandens humor, for selv om vi kan skændes en del, har vi også en helt vild kemi, fortæller Simon.

Sådan var hverdagen for det unge par. Det var et forhold, der indeholdt både meget humor og meget kærlighed, men kemien fik undertiden bølgerne til at gå højt, og det skete den skæbnesvangre dag i august 2017.

– Jeg kan ikke huske detaljerne, men jeg var frustreret og sur, så jeg ville køre en tur, fortæller Simon.

Simon hoppede på en knallert og kørte af sted, men 10 minutter senere sluttede køreturen, da Simon blev ramt af en bil.

– Da jeg ligger på jorden, kan jeg huske, jeg beder en mand om at rette mig ud, så jeg ikke ligger sammenkrøllet. Da han fortæller mig, at jeg allerede er rettet ud, ved jeg godt, at det er alvorligt, for det betyder, jeg ikke kan mærke mine ben.

Simon blev kørt med ambulance til Aarhus og direkte ind på en operationsstue. Imens gik Trine rundt i hjemmet i Silkeborg og var sur over, at han ikke tog telefonen, da hun ringede for at høre, om han ville spise med til aftensmad.

Kunne ikke tale 

En time senere blev Trine ringet op af et ukendt nummer. Hun fik at vide, at Simon havde været involveret i en ulykke. Pludselig blev deres skænderi fuldstændig ligegyldigt.

– Jeg gik i panik over det opkald. Jeg tror ikke helt, jeg forstod, hvad der var sket, og jeg kunne ikke få noget at vide om, hvordan han havde det. Så jeg pakkede en taske med hans tandbørste, nogle blade og så af en eller anden grund også fjernbetjeningen til vores fjernsyn. Så jeg har været forvirret, fortæller Trine og bryder ud i grin. Simon griner med.

Den dag var der ikke noget at grine ad. Trine kom til sygehuset omkring klokken 13, og da klokken var 23, havde hun stadig ikke set Simon. En sygeplejerske sagde til Trine, at hun burde tage hjem, for de opererede stadig Simon, og de vidste ikke, hvornår operationen ville slutte. Først dagen efter kunne Trine se Simon. Simon husker kun tiden efter i små glimt. Trine husker det hele.

– Det var så underligt at se ham. Han lå der, og jeg kunne bare se, at den gnist, han altid havde i øjnene, var væk, fortæller Trine.

Da Simon vågnede op efter de timelange operationer, kunne han ikke bevæge sig, han var tilkoblet en respirator, og han kunne ikke tale.

– I lang tid brugte jeg en staveplade til at kommunikere med. Noget af det første, jeg skrev til Trine, var, ”jeg er lam”. Jeg tror ikke, at nogen af os rigtig forstod, hvor meget det ville ændre, fortæller Simon.

I det sammen

Hvor Simon før havde været den stærke i forholdet, var rollerne nu byttet om. Det var Trine, der skulle være den stærke.

– Jeg følte mig enormt utilstrækkelig, magtesløs og overflødig. Jeg ville jo ønske, jeg kunne gøre noget, så Simon ville få det bedre, men der var bare intet, jeg kunne gøre, fortæller Trine.

I ni måneder var Simon indlagt, først på sygehuset, derefter på et genoptræningscenter for rygmarvsskadede. I den periode var Trine der så tit, hun kunne. Hun endte med at miste sin studieplads og sige sit job op, fordi hun ikke kunne være andre steder end hos Simon.

– Jeg prøvede at være den stærke, fordi jeg kunne se, hvor meget Simon kæmpede. Men hver gang jeg lukkede døren for at tage hjem, brød jeg sammen, fortæller Trine.

Imens prøvede Simon at genvinde nogle af sine kræfter. Han ville ikke leve, hvis han skulle mades og trække vejret igennem en respirator og ikke kunne tale.

– Det føltes som at være en baby og skulle begynde forfra. Men jeg nægtede at være sådan, så jeg begyndte at træne, og jeg gjorde også fremskridt, bare ikke i det tempo, jeg gerne ville, fortæller Simon.

Simon øvede sig også i at trække vejret selv. I starten kunne han kun klare få sekunder uden hjælp fra respiratoren. Men sekunder blev til minutter, og minutter til timer, og timer til dage. Til sidst kunne Simon trække vejret af sig selv. Talen er også kommet tilbage, han har lært at bruge dele af sin overkrop igen, og han kan spise uden at blive madet. Efter ni måneder kom Simon tilbage i sit eget hjem, tidligere end nogen læge havde troet.

– Det er den viljestyrke, Simon har haft hele vejen igennem, der har gjort, at jeg også kæmpede for vores forhold, fortæller Trine.

Der har været meget at kæmpe for, og der er ting, de stadig kæmper med. Men spørger man parret, er de enige om, at de indtil videre har klaret det ret godt, selv om der har været ting, de skulle vænne sig til. For eksempel kommer der nogen fra hjemmehjælpen for at hjælpe Simon i løbet af dagen, mens Trine er i skole, hvor hun læser til sosu-assistent.

– Det var svært at acceptere, at jeg skulle have hjælp af fremmede mennesker. Før var det Trine, der følte sig magtesløs og utilstrækkelig, men nu var det mig, fortæller Simon.

Drømmen om en familie

Som tiden er gået, er Simon blevet mere og mere selvstændig, og der er kommet en ro over parret. De er begyndt at hvile i, hvordan deres hverdag ser ud nu, og de er stoppet med at sammenligne alt med, hvordan det kunne have været. De har også givet sig selv lov til at drømme igen.

– Vi drømmer jo om rigtig mange ting, fortæller Trine, og Simon supplerer:

– Først og fremmest håber jeg på at kunne få en ny slags hjælperordning, der kan gøre mig mere selvstændig og sørge for, at jeg også kan komme mere ud af huset. Og så drømmer jeg om at få et job. Det er for dumt, jeg skal sidde her på førtidspension, når der er masser af ting, jeg kan, så jeg vil rigtig gerne arbejde med salg. Og så drømmer vi jo også om at stifte familie.

De har klaret sig igennem krisen ved hjælp af deres fælles humor, men de har også talt om det svære. Snakken om forældreskab har fyldt meget, især Simon har været bekymret for, om han ville klare en farrolle som handicappet. Men bekymringerne findes ikke mere, og parret er nu begyndt i fertilitetsbehandling.

– Jeg ved nu, at jeg kan blive en god far, selv om jeg måske ikke kan skifte mit barn eller spille fodbold i haven med det. Det ligger jo ikke i benene at være en god far, og jeg er sikker på, at Trine og jeg vil være et fantastisk team i det her, for efter min ulykke er vi kun blevet stærkere sammen, så jeg tror, vi kan klare de fleste udfordringer, så længe vi er sammen om dem.