Emma forbrændt 93 procent: Mor redder alle seks børn

Da Emmas hus pludselig stod i flammer, handlede den modige mor hurtigt og fik alle sine seks børn reddet ud. Heltedåden var dog uhyggeligt tæt på at koste hende livet.

3. september 2019 ændrede livet sig på et splitsekund for Emma og hendes seks børn. Inden deres hus brød i brand, havde familien en helt normal hverdag med arbejde, skole og fritidsaktiviteter. Pludselig blev de kastet ud i en kamp for overlevelse.

Morgenen var begyndt, som den plejer, da flammerne tog fat, og hele underetagen på få øjeblikke forvandlede sig til et inferno. Da Emma opdagede ilden, indså hun hurtigt, at hun ikke kunne nå at slukke den. Nu handlede det kun om at redde børnene.

Først fik hun sine yngste sønner ud, og derefter kæmpede hun sig op på øverste etage gennem den ulidelige varme og røg for at få fat på resten af søskendeflokken. Med nærmest overmenneskelige kræfter lykkedes det hende at løfte lille Mollie op fra tremmesengen og få de andre ud på gårdspladsen via en stige. Alle børn slap mirakuløst ud uden alvorlige skader.

Emma var til gengæld så svært brandskadet, at huden på hendes arme og ben rullede af hende. Hun blev bragt til hospitalet med ambulancehelikopter, og her begyndte en overlevelseskamp, der varede flere måneder.

93 procent af hendes krop var forbrændt, og med så store skader er det kun ganske få, der overlever. Emma svævede længe mellem liv og død, og hun blev forbundet fra top til tå for at beskytte det blottede væv. Hun lå i koma og blev ramt af flere livsfarlige infektioner, inden det endelig gik den rette vej. Derefter begyndte den pinefulde rejse tilbage til livet.

– Smerterne var forfærdelige. Når mine sår skulle renses, var jeg ved at besvime. Jeg gennemgik utallige hudtransplantationer og fik stærk medicin. De første måneder på sygehuset handlede alt om at overleve. Ingen vidste, hvordan mit liv ville se ud i fremtiden, fortæller 32-årige Emma Schols fra Edsbyn i Sverige.

Styrken til at kæmpe fandt hun i sine børn, som altid har været hendes ét og alt.

– Bare tanken om, at de skulle miste deres mor – det måtte simpelthen ikke ske. Eller at jeg aldrig skulle opleve dem vokse op. Nu overlevede jeg heldigvis, men det, som skete, har ændret livet for hele familien. Vi bliver aldrig de samme igen, siger hun stille.

Lignede en mumie

I nogle af sine mørkeste perioder på hospitalet bildte hun sig ind, at lægerne løj om, at børnene havde overlevet, så hun ikke selv skulle miste livsgnisten. Hendes børn måtte ikke besøge hende, da hun var så slemt tilredt og kunne skræmme dem. Hun lignede en mumie, som hun lå dér, viklet ind i bandager.

 

 

Tanken om, at hun måske ikke havde reddet alle børn, gjorde, at hun krævede at se dem ansigt til ansigt, så hun kunne få ro i sindet.

– Hvis nogen af dem var død i branden, havde jeg ikke siddet her i dag, siger hun og stryger en hånd gennem sit skulderlange hår.

Ved første øjekast er det ikke til at se, hvad hun har været igennem. Hendes ansigt blev skånet i branden, og når kroppen er dækket af tøj, er det kun hænderne, som afslører arvævet efter den transplanterede hud.

– Mange brandofre vil ikke vise sig frem, fordi de vil undgå andres blikke. Men jeg har valgt at møde verden med min arrede krop. I svømmehallen har jeg badedragt på, som alle andre, og om sommeren går jeg i shorts og tanktop. Folk kan bare kigge! Jeg bærer mine ar med stolthed, og mine børn er også stolte af mig.

Det blev et følelsesladet første møde med børnene på hospitalet.

– Jeg havde en trakeotomi i halsen, så jeg kunne trække vejret, og det påvirkede min stemme, så den lød lidt robotagtig. Især min yngste datter blev bange for mig og forstod ikke, at jeg var hendes mor. Det var så hårdt at opleve, og jeg var bange for, at hun ikke ville knytte sig til mig igen, siger Emma, som også var hævet i ansigtet af medicin og havde mistet håret.

Overraskede lægen

Emmas læge var overrasket over, hvor hurtigt og godt hendes skader helede igen. Han havde aldrig mødt nogen, som kom sig så flot med tanke på de svære odds, hun havde haft.

I starten af 2020 fik hun endelig lov til at komme hjem til sin familie igen. Dog ikke til huset, som stadig var under genopbygning, men til en lånebolig. I starten skulle hun have støtte og hjælp til det meste, men stille og roligt – med en del træning og rehabilitering – blev hun mere og mere selvkørende.

– På hospitalet vidste jeg ikke, om jeg ville komme til at gå igen. Jeg havde store skader på fødderne, og huden strammede og gjorde ondt overalt. Men jeg lærte at gå og tvang mig selv til nye udfordringer for at blive stærkere og en fuldt fungerende mor for mine børn – hvilket jeg er i dag.

 

Emma måtte kæmpe for livet i flere måneder. Styrken til at fortsætte fandt hun i sine børn.

Emma måtte kæmpe for livet i flere måneder. Styrken til at fortsætte fandt hun i sine børn.

 

I sin nye bog “Ärren bär jag med stolthet” (Arrene bærer jeg med stolthed, red.) fortæller Emma, hvordan hun også prøvede at cykle. Men det endte med et styrt og en tur på hospitalet. To skridt frem og et tilbage. I dag kan hun stort set det samme, som hun kunne før ulykken.

Efter den dramatiske brand i Edsbyn var hun genstand for stor opmærksomhed. Nyheden om den modige mor nåede også ud til andre lande, og Emma blev kåret til “Årets livredder 2020” i den svenske udgave af Hjertegalla.

– Jeg blev kontaktet af medier hele tiden, men valgte at takke nej til de fleste. For mig var første prioritet at genskabe båndene til mine børn, lytte til dem og være der for dem, efter alt hvad der var sket. Det er jo børnene, som har bragt mig hele vejen hertil, og jeg vil ikke gå glip af et eneste øjeblik med dem.

Lykkeligere end før

Emma beskriver sig selv som en mentalt stærk person. Alligevel var der øjeblikke, hvor fortvivlelsen og angsten overmandede hende. Nogle dage havde hun lyst til bare at give op. Genforeningen med børnene gik dog over al forventning. Uroen for, at Mollie ville tage afstand fra hende, forsvandt i samme sekund, som trakeotomien blev fjernet, og hun fik sin normale stemme tilbage.

– Det er som regel hende, der vil smøre mig ind på ryggen og være tæt på mig. Jeg synes faktisk, at mit forhold til børnene er blevet stærkere efter ulykken. Jeg er lykkelig over, at jeg i dag kan kramme mine børn, uden at det gør ondt.

Smerterne er der stadig. Hver dag. De er bare ikke lige så brutale som før. Det kan virke som et paradoks, men Emma føler sig lykkeligere i dag, end hun var inden branden.

– Jeg har aldrig taget noget for givet. Den indsigt fik jeg allerede som barn, da min søster, Frida, blev født med svære funktionsnedsættelser. Men i dag er det, som om jeg lever livet fuldt ud. Jeg sætter pris på de små øjeblikke og er helt til stede i nuet. Jeg bruger ikke mine kræfter på små problemer. Jeg vil bruge min tid rigtigt. På børnene, skoven og alt det, som giver mig energi.

Ved at skrive sin bog har Emma fået bearbejdet det traume, som ulykken var anledning til.

– Med bogen sætter jeg punktum for traumet. Nu vil jeg tage de næste skridt og måske holde foredrag. Jeg ønsker at give inspiration og håb. Det kan godt lade sig gøre at komme tilbage efter en slem ulykke. Selv var jeg mere død end levende. Og her er jeg i dag.