Fik kærligheden til at blomstre efter 30 års krise

Astrid og Svend-Åge havde et rigt familieliv, da deres søn som 4-årig fik leukæmi. Det udløste en krise, som varede i 30 år. Han gik ned, hun opgav mere eller mindre sin mand. Kunne kærligheden reddes?

– Vores læge havde tårer i øjnene, da han pludselig stod uden for vores dør. Da kunne vi godt se, at den var helt gal, husker Astrid Graversen og får selv tårer i øjnene ved erindringen, selv om der snart er gået 40 år siden den dag i Tønder.

Astrid og hendes mand Svend-Åge Graversen modtog rystede beskeden om, at deres 4-årige søn, Michael, havde leukæmi. En kræftsygdom, som kun de færreste børn overlevede i 80’erne.

Skal jeg dø nu, mor

– Næste dag kom ambulancen for at køre ham til Odense Sygehus. Jeg kan huske, at Michael kiggede op på mig i ambulancen og spurgte: Skal jeg dø nu, mor? fortæller 66-årige Astrid.

Det spørgsmål kunne ingen svare på, men Astrid så sin søn i øjnene og sagde det eneste, en mor kan svare sit skræmte barn: “Nej, selvfølgelig skal du ikke dø”.

Indeni var Astrid dog ikke så sikker. Hun var fast besluttet på at gøre alt, hvad hun kunne, for at hendes søn skulle overleve, men sandheden var, at det var usandsynligt.

På Odense Sygehus kom Michael straks i behandling med stærk kemoterapi. Astrid var indlagt med ham, og i to måneder var mor og søn isolerede på en hospitalsstue. Michaels immunforsvar var helt i bund af den stærke medicin, og man kunne ikke risikere, at han blev udsat for smitte udefra.

Syg af bekymring

Imens gik Svend-Åge hjemme i Tønder og var ved at bryde sammen af bekymring. Han havde lige åbnet herretøjsbutikken Mr. Graversen og var en hårdtarbejdende mand, der satte en ære i at få succes og forsørge sin familie, men selv om han kæmpede for at holde sammen på sig selv i de ensomme nætter i det tomme hus, krakelerede han mere og mere.

– Det begyndte med en fyraftensøl, men den blev til to, og efterhånden måtte der stærkere sager til. Så måtte jeg have nervemedicin for at holde tilværelsen ud, og til sidst kunne jeg ikke længere hænge sammen. Jeg måtte sælge forretningen og gå på understøttelse, fortæller 70-årige Svend-Åge Graversen.

Ren overlevelse

Astrid var 16, og Svend-Åge var 19, da de mødte hinanden. Inden Michael blev syg, levede de et udadvendt liv med mange venner og rejser. Fremtiden så lys og lovende ud, og parret havde planer om karriere og i hvert fald to børn. Men sygdommen satte sig som en tung og truende kile mellem Astrid og Svend-Åge, og alle drømmene forsvandt, for nu handlede det kun om at overleve.

Imens Svend-Åge brød mere og mere sammen, helligede Astrid sig pasningen af deres syge søn. Hun og Michael pendlede mellem hjemmet, hvor Astrid stod for medicinering og trøst, og Odense Sygehus, hvor Michael med jævne mellemrum fik skrappe kemobehandlinger.

Indimellem kom Svend-Åge på besøg på sygehuset, men han vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv på stuen og på børnekræftafdelingen, og han kunne ikke holde ud at være der.

– Jeg kan stadig huske, når man kom ind på gangen, og dørene var lukkede ind til nogle af stuerne. De stod ellers altid åbne, men når de var lukkede, betød det, at der var endnu et barn, der var dødt, fortæller han og rømmer sig, før han fortsætter: – Det var også svært at være der med Astrid og Michael, for jeg ville så gerne gøre noget for at hjælpe, men det kunne jeg jo ikke. Det var også svært at være hjemme, for der gik jeg rundt og frygtede det værste. Jeg kunne faktisk ikke holde ud at være nogen steder, siger Svend-Åge.

Sådan gik fem lange år, hvor ingen vidste, om Michael ville overleve. Heller ikke ham selv, der blev mere og mere traumatiseret og udviklede angst og OCD, der fulgte ham helt ind i voksenlivet.


Foto: Martin Høien/ Aller Foto & Video

Angst for døden

– I 80’erne overlevede børn sjældent, når de fik kræft. Så jeg var selvfølgelig rigtig bange for at dø. Jeg gik i anafylaktisk chock (svær allergisk reaktion, red.) som reaktion på kemoterapien to gange, og jeg overlevede kun, fordi jeg var på hospitalet og hurtigt fik indsprøjtninger med adrenalin. Det satte sig dybt i mig, husker Michael Graversen, der i dag er 42 år og filminstruktør.

Han fik anfald af panikangst, som kun Astrid kunne hjælpe ham ud af, turde ikke sove alene, og alt hvad der mindede om død, måtte for enhver pris undgås.

– Jeg kan huske, at når vi kørte forbi en kirkegård, skulle Michael sige og gøre nogle bestemte ting, fortæller Astrid.

– “Heal the world, kærlighed, kærlighed, fred,” svarer Michael som eksempel på, hvad han skulle sige. Ordene falder hurtigt efter hinanden. Det er tydeligt, at han har sagt netop denne remse rigtig mange gange som et værn mod angsten for døden.

Sparsom hjælp

Den lille familie kæmpede for at klare problemerne, så godt de kunne, på egen hånd. Ingen af dem fik nogen hjælp til at håndtere den angst og stress, der sad så dybt i dem alle. Først da Michael blev voksen og gik ned med flaget, fik han hjælp til at håndtere angsten, der endte med at følge ham langt ind i voksenlivet og stadig lurer i baggrunden.

Heller ikke Astrid og Svend-Åge fik nogen hjælp. De snakkede meget med deres forældrene om bekymringerne, men der var ingen psykologtimer, familierådgivere eller pårørendegrupper. Ingen råd til, hvordan de skulle holde sammen på sig selv, hinanden og deres ægteskab.

– Jeg havde slet ikke overskud til at tænke på, at vi voksne skulle have hjælp. Vi skulle bare overleve, siger Astrid.

Afstanden voksede

Efter fem år med kemoterapi og utallige hospitalsbesøg blev Michael, til familiens store lettelse, erklæret rask. Han kunne gå i skole og begynde at vende tilbage til livet, men mellem Astrid og Svend-Åge var intet som før sygdommen.

Svend-Åge var dybt afhængig af medicin og spiritus og var ikke til at kende. Han tilbragte dagene i sin stol eller på sit værelse. Høj af piller og alkohol, henslæbte han tilværelsen uden at kunne passe hverken arbejde eller familie.

Michael Graversen fik konstateret leukæmi som 4-årig. Længe var det uvist, om han ville overleve.
Foto: Privat

Michael Graversen fik konstateret leukæmi som 4-årig. Længe var det uvist, om han ville overleve.

Nu er det nok

Astrid passede sit arbejde og Michael, der stadig kæmpede med angst, og som sønnen blev ældre og mere uafhængig af sin mor, fik familiens hund en stadig større rolle i Astrids liv.

– Jeg gik til hundetræning og fandt et frirum i den lokale agilityforening. Det fyldte mere og mere, og til sidst trænede jeg seks dage om ugen i min fritid, fortæller Astrid.

Svend-Åge havde det forfærdeligt. Han kan ikke huske, hvor mange typer medicin han fik, men der var både beroligende piller, piller til at sove på og piller til at vågne på og mange flere. Flere af præparaterne er ulovlige i dag, fordi de er afhængighedsskabende.

En morgen vågnede Svend-Åge og fandt en håndskrevet A4-seddel. Den var fra Astrid. Han husker ikke længere ordene, men budskabet glemmer han aldrig: Nu er det nok!

Hvis han ikke ville miste sin hustru, skulle han til lægen efter en recept på antabus.

Men lægen ville ikke bare give Svend-Åge antabus. Han skulle på afvænning for al den skadelige medicin. Afvænningen måtte Svend-Åge klare alene på sit værelse.

– Jeg havde det så forfærdeligt, for jeg blev frygtelig syg af abstinenser. Det meste af tiden lå jeg i min seng med døren lukket. Jeg rystede og dirrede, og når jeg lukkede øjnene, var det, som om det lynede og tordnede inde i mit hoved. Det var virkelig et mareridt, husker Svend-Åge.

Det endte med at tage ti år for ham at komme ud af sit misbrug. For det skulle foregå langsomt og gradvist, og han fik hele tiden ordineret ny medicin for at tage abstinenserne fra den gamle, og bagefter skulle han så trappe ud af den nye medicin.

I den periode fjernede Astrid og Michael sig mere og mere fra ham. Astrid var godt brugt efter de fem år med Michaels sygdom, hun orkede ikke mere, og de var begge vrede og følte sig svigtede.

– Jeg kan huske, at jeg ikke kunne have venner med hjem, fordi min far skulle have ro. Han levede i sin egen osteklokke. Enten sad han i sin stol, eller også var han på sit værelse, hvor ingen måtte komme ind. Som teenager var jeg enormt vred på ham, for jeg forstod ikke, hvor dårligt han havde det. Jeg syntes bare, han ødelagde alting, siger Michael.

Svend-Åge kom på invalidepension. Han var tynd og afkræftet, og selv om han ønskede at være der for sin familie, havde han ikke overskud til det, og hans indelukkede eneboertilværelse fortsatte længe. Rigtig længe.

Tilbage til livet

– Jeg var selvfølgelig bekymret for ham og forsøgte at hjælpe ham, så godt jeg kunne. Jeg kunne godt se, at afvænningen tog hårdt på ham, og jeg var både bange for at køre på arbejde og bange for at komme hjem, for jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på. Nogle gange løb han rundt på en mark et eller andet sted. En overgang var jeg faktisk bange for, at jeg ville finde ham død, når jeg kom hjem, fortæller Astrid.

Svend-Åge døde ikke. Han kom igennem afvænningen og begyndte langsomt at vende tilbage til livet. Og til Astrid. Hun havde stadig travlt med sin hundetræning og var optaget af hunden Lexus, af sit arbejde og alt det praktiske i hjemmet og ind i mellem at give Svend-Åge en skulder eller et klap bagi, alt efter hvad der var mest behov for.

Det var med andre ord ikke helt let at finde melodien, men langsomt begyndte de at lære at tale sammen igen. Svend-Åge fik overskud til at se fortidens synder i øjnene og begyndte at kæmpe for sit ægteskab. Han vidste, at hvis han og Astrid skulle nå at få en ny chance i livet, var det ham, der skulle bryde tavsheden, så han fik sagt undskyld for sit misbrug og sit fravær.

Selv om Astrid aldrig har bebrejdet ham noget, rørte det hende alligevel dybt at høre ordene fra sin mand.

– Jeg ved jo godt, at Svend-Åge ikke kunne gøre for det, og at han ikke begyndte at drikke for at gøre os ondt, så jeg synes egentlig ikke, der er noget at tilgive. Jeg er bare glad for, at vi endelig har fået det godt. Vi er endelig blevet gode til at snakke sammen, siger Astrid.

– Du har klaret det godt med os to syge, siger Svend-Åge og sender sin hustru et kærligt blik, inden han fortsætter: – Jeg vil ikke forlade denne jord uden at få rettet op på tingene med Astrid og Michael. Det føler jeg, at jeg gør nu, og det giver ro i sjælen.


Foto: Martin Høien/ Aller Foto & Video

Sammen på ny

Parret er flyttet til Jægerspris for at være tættere på Michael, hans hustru og deres to børn.

– Vi fik jo at vide, at Michael nok aldrig ville kunne få børn på grund af kemoterapien, så det er et mirakel, at vi har fået børnebørn, og dem vil vi selvfølgelig gerne være tæt på, siger Astrid med et smil.

Nu håber de bare, at de får lov at leve mange år endnu, hvor de kan nyde den gode tid i deres liv.

Efter at parret er flyttet til Sjælland, er de blevet gode til at tage på opdagelse sammen, og de har planer om at prøve både badminton og linedance sammen. Astrid har i hvert fald. Hun går kun til agility en enkelt gang om ugen og prioriterer at have tid sammen med Svend-Åge.

– Det meste af vores liv sammen har været præget af sygdom og problemer. Nu har vi fundet hinanden igen, så håber jeg bare, vi får mange år til at nyde den her gode tid i vores liv, for vi har aldrig haft det bedre, end vi har nu, siger Svend-Åge.