En læser fortæller: Jeg fik en god dag med farfar

Farfar havde altid god tid

Min farfar var næsten midaldrende, før han blev far til den lille dreng, der senere blev min far, og min far var tæt på 40, da han og mor fik mig. Derfor har jeg altid kun kendt min farfar som en gammel mand. Engang arbejdede han som fodermester og skytte på et gods, men allerede i min barndom gik han på pension og blev også enkemand.

Han boede i et lille hus på landet, og han havde altid god tid til at have mig på besøg. Farfar kunne virke brøsig og som noget af en bulderbasse, og mine veninder var lidt bange for ham. Men inderst inde var farfar verdens mest godhjertede menneske.

Det var farfar, der lærte mig navnene på blomster og vilde dyr, og det var ham, der åbnede mine øjne for naturen. Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år, og i den forbindelse var farfar min støtte og trøst. Det var ikke, fordi vi snakkede meget om det, men han var der for mig.

Læs også:

En læser fortæller: Farfar var min helt

I teenageårene tog jeg mine kærester med ud til farfar, og de havde alle respekt for ham. Så begyndte jeg på gymnasiet og siden på det studium, som jeg nu snart kan afslutte, og jeg havde ikke længere så meget tid til at besøge farfar.

Hjerneskade og demens

I en af de varme perioder i sommeren 2018 skete der desværre det, at farfar faldt om hjemme i sin entré på grund af dehydrering. I faldet slog han sit hoved, og han lå formentlig i mange timer, før han fik hjælp.

Farfar blev indlagt, og han kom kortvarigt hjem til sig selv at bo igen. Han havde pådraget sig en hjerneskade, som bevirkede, at han blev ramt af demens. Kort før julen 2018 flyttede han ind på et plejehjem, og nu var han knap nok skyggen af sig selv. Han var svær at komme i kontakt med, og han lå enten i sengen eller sad i sin stol, var meget fjern og uden liv i øjnene.

Jeg besøgte ham på plejehjemmet nogle gange, men jeg må indrømme, at det delvist gled ud, for jeg syntes slet ikke, at det var min dejlige farfar, der var der. Men jeg tænkte tit på alle mine dejlige minder om ham, og jeg var ked af, at han ikke længere var der mentalt, og at jeg aldrig rigtig havde fået taget afsked med ham.

Læs også:

Brev til Anne-Marie Østersø: Bedsteforældrene gør forskel

Lidt dårlig samvittighed havde jeg også, fordi det kun blev til korte besøg hos ham med en buket blomster eller en æske chokolade. Det virkede aldrig, som om han vidste, om jeg var der eller ej.

Farfar genkendte mig

Det var min far, der forvaltede farfars økonomi efter indflytningen på plejehjemmet, og en af de første dage i 2019 bad far mig om at hente et girokort, som ved en fejl var blevet sendt til farfar på plejehjemmet. Jeg kunne lige nå forbi på vej mellem to andre aftaler, og jeg småløb på den lange gang og forventede at finde farfar halvsovende som altid.

Da jeg kom ind på hans stue, var den tom og rengjort, og sengen var redt pertentligt. Min første, chokerede tanke var, at farfar var død. Så dukkede en plejer op og sagde, at min farfar havde en god dag og sad i dagligstuen – og om jeg ikke lige ville hilse på ham?

Jeg gik ind i dagligstuen, hvor farfar sad i en kørestol og spiste kage. Jeg trak en stol hen ved siden af ham og fortalte, hvem jeg var.

– Ja, ja, det ved jeg da godt. Tænk, at du kan finde helt herud, svarede farfar.

Det var en kæmpe overraskelse, at han genkendte mig og tilmed virkede ret klar. Jeg aflyste den aftale, jeg havde haft travlt med at nå, og i stedet blev jeg hos farfar, indtil han blev træt. Vi oplevede intet mindre end en stjernestund, mens vi sad der med hinanden i hånden og talte om mange ting, vi havde oplevet sammen, når jeg som barn besøgte ham.

Da jeg tog af sted fra plejehjemmet, følte jeg det, som om farfars uventede nærvær var en særlig gave til mig. Det var et velgørende pust fra fortiden, som jeg havde brug for. Nu er farfar væk, men jeg er lykkelig for, at jeg fik lov til at opleve ham som sig selv en sidste gang.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.