En læser fortæller om mobning: Ikke bare drilleri

 I år tog min familie og jeg som sædvanlig på en lille ferie i min barndomsby for at besøge min mor. Det er altid hyggeligt at komme ”hjem” og se, hvad der er sket siden sidst. Det hænder også, at jeg møder gamle venner eller bekendte.

Det gjorde jeg også i år, men det var et gensyn, der gjorde mig flov. Allerede fra skolestarten i 1981 skilte Ivan sig ud fra os andre.

Jeg greb aldrig ind mod mobning

Han var eneste barn af temmelig gamle forældre, som drev et landbrug, og han havde som den eneste i klassen aldrig gået i børnehave.  

Ivan var gammelklog, han havde andet tøj på end os andre, havde tykke briller, talte anderledes og opførte sig også anderledes, og det førte desværre til, at han blev drillet rigtig meget, blandt andet med at lugte af ko og svin.  Der var især to i klassen, som førte an i drillerierne.

For drengenes vedkommende var det Jacob, for pigernes Kisser. I de første skoleår tænkte jeg ikke ret meget over det, men omkring femte klasse begyndte jeg at have ondt af Ivan ind imellem.  Dengang erkendte jeg det ikke, men Ivan blev jo ikke ”bare” drillet, han blev simpelthen mobbet.

Læs mere her: Tegn på mobning

Selv om jeg nogle gange led med ham, når han blev grinet ud i klassen eller udsat for grovere spøgefuldheder, greb jeg aldrig ind mod mobning. Aldrig én gang gik jeg hen og talte med ham, satte mig ved siden af ham i spisesalen eller slog følge med ham hjem fra skole.

Mig bekendt klagede Ivans forældre aldrig til skolen, og lærerne virkede også indimellem irriterede på ham og tog ham i hvert fald aldrig i forsvar. Efter 9. klasse kom jeg på efterskole, mens Ivan gik i gymnasiet. Jeg så ham ikke igen før denne sommer, men gennem årene har jeg tit tænkt på ham og skammet mig over den behandling, han fik i klassen.  

Et flovt gensyn

Den dag i sommer var der pludselig en høj mand med en pæn kone og to halvstore sønner, som nikkede genkendende til mig ved torvedagen. Han smilede ikke, og det forstår jeg godt. 

– Du har ikke briller mere, Ivan! røg det ud af mig. Han svarede kort, at han havde fået opereret øjnene, og adspurgt fortalte han også, at han havde uddannet sig til landskabsarkitekt og var tilbage i vores gamle hjemby for at ordne salget af forældrenes gård.  Vi talte kun meget kort, så forsvandt han, og jeg stod tilbage og følte mig så forlegen.

Læs mere her: Ofre for mobning får stress

Det så ud til, at han på trods af alt havde skabt sig et godt liv, men i hans øjne kunne jeg læse, at han ikke havde glemt noget som helst. Det vil jeg heller aldrig gøre … 

Læs mere om Ude og Hjemmes Stop Mobning-kampagne på udeoghjemme.dk/mobning

Har du også en historie, du vil fortælle anonymt? Så skriv trygt til [email protected]