Arne var den grimme ælling

Arnes mor forlod ham

Min mor kom til verden i 1888 og fik en hård barndom som plejebarn. Det samme gjaldt hendes fætter Arne, men han havde det endnu værre. Hans unge og ugifte mor udvandrede til Amerika, og Arne hørte aldrig fra hende igen.

Myndighederne overlod ansvaret for Arne til et gårdmandspar, som accepterede at have ham boende for en billig penge. Det betød, at han fra helt lille skulle arbejde fra klokken fire om morgenen til langt ud på aftenen. Han blev kun vasket, når en ung tjenestepige på gården forbarmede sig over ham.

Når skoledagen begyndte, var han så træt, at han faldt i søvn i timerne, men heldigvis havde han en forstående lærer, som lod ham sidde og sove ved pulten.

Min mor betragtede sin fætter som en god bror, og selv kom jeg også til at holde meget af den milde og muntre Arne, der var så god til at fortælle.

Som alle andre skulle Arne konfirmeres, og da tiden kom, gik han derfor til præst. På vej til præstegården passerede han et lille, lerklinet hus, hvor der boede en fattig, gammel kone. Hun blev kaldt Pot Signe, fordi hun havde en natpotte, som hun brugte til spand.

Jævnligt gik hun hen til en stor gård i nærheden af sit hus med potten, og så fik hun en sjat mælk eller lidt kød, hvis der var blevet slagtet gris. Pot Signe stod ofte i sin åbne dør med en pibe i munden, mens hun strikkede strømper og sokker for folk i nabolaget.

Konfirmeret i det slidte tøj

En dag råbte Pot Signe til Arne, at han kunne komme ind og få pandekager. Desværre havde Pot Signe ingen stegepande, så hun bagte pandekagerne på et skovlblad. Den historie gengav fætter Arne gerne, da jeg var barn, og jeg spurgte, om det var slemt at spise dem.

– Nej, svarede Arne. – Jeg var altid sulten, så jeg nød at spise alle de pandekager, Pot Signe gav mig, og det var mange.

Før Arnes konfirmation sagde Pot Signe til ham, at han bagefter skulle komme hen til hende, for hun havde noget til ham. Det glædede Arne sig til.

Gårdmanden gav hverken Arne nyt tøj eller sko til den store dag, så han måtte møde op i kirken i sit luvslidte tøj og de gamle træsko. Det var han selvfølgelig ked af, og han græd lidt under højtideligheden. Da præsten lagde sin hånd på Arnes hoved og velsignede ham, sagde han: – Du er en god dreng, Arne.

Som barn blev jeg altid bevæget, når Arne nåede til den del af historien, og jeg kan stadig få en klump i halsen, når jeg tænker på den dag.

Bagefter gik Arne hen til Pot Signe, og hun forærede ham to par uldne sokker og et halstørklæde, som hun havde strikket af optrævlet garn fra en tyk strikketrøje, hun havde fået af en kvinde, som hun strikkede strømper for. Pot Signe var den eneste, der gav Arne en konfirmationsgave.

Præsten var god ved Arne og hjalp ham på mange måder, og det medførte, at Arne blev troende. Han begyndte at gå til møder for unge kristne, og der mødte han Oda, som også havde været plejebarn, men hos flinke mennesker.

Et lykkeligt liv som voksen

Da Arne slap ud af plejeforholdet hos gårdmanden, fik han arbejde som kusk på et bryggeri, og han var så dygtig til at spare op, at han kort før sit bryllup med Oda kunne købe et bageri med forretning til. Han ansatte en mestersvend til at tage sig af bageriet samt en bagersvend og en bydreng, og den fikse og dygtige Oda stod i forretningen og solgte brød og kager. Arne selv havde en brødvogn, som han kørte ud på landet med og solgte brød til folk.

Oda og Arne fik seks søde og velopdragne børn, og mine forældre var med til deres sølvbryllup. Her var der skrevet en rørende sang om Arnes strenge barndom og hans lykkelige liv som voksen.

Jeg husker Arne for hans blide og venlige måde at tale på, og jeg husker den pæne og pertentlige Oda. Arne voksede op som den grimme ælling, men han blev til den smukke svane. Æret være hans minde.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.