Forældreløs som 9-årig: Jeg kunne ikke redde min bror

Martinas lillebror, Christian, røg tidligt ud i et stofmis-brug efter forældrenes død. Gang på gang prøvede han at rydde op i sit liv, men lige så mange gange forsøgte han at afslutte det. Imens levede Martina med en konstant frygt for, hvad der skulle blive af ham.

Martina var kun ni år, og hendes lillebror, Christian, seks, da de blev forældreløse. Deres mor gik bort med kræft, og bare et år senere døde deres far af en blodprop i hjertet. Hurtigt blev Martina mere som en mor end en storesøster for sin forsigtige og fåmælte bror.

– Når jeg tænker tilbage, sagde min bror aldrig rigtigt noget. Han holdt sig altid bag mig som en skygge. Vi havnede i en plejefamilie, og jeg påtog mig rollen som en ekstramor, fortæller 45-årige Martina Ekstrand fra Sverige.

Hun føler ikke, at hun selv havde tid eller rum til at sørge. I stedet lukkede hun af for sine følelser og græd aldrig. Det var hendes måde at håndtere den sårbare situation.

– Jeg var overbeskyttende og hundeangst for at miste min lillebror. Jeg puttede ham om aftenen og gik ind til ham, hvis han havde mareridt. Vi blev ekstremt tætte. Med tiden fik vi en fælles lejlighed. Det var min lillebror og mig mod resten af verden.

Plejemoren var alkoholiker og psykisk syg, og når hun talte til Martina, var det med trusler og grimme ord.

– Hun provokerede mig. Hvis jeg var ked af det eller vred, lo hun hånligt, og flere gange røg jeg i flæsket på hende og slog hende. Jeg blev mere og mere udadreagerende, og det handlede helt klart om indestængt sorg og vrede. Jeg smadrede døre og porcelæn, og det skete også, at jeg klappede til min bror.

Det forkerte selskab

Da Christian var omkring 14 år, kom han i det forkerte selskab, hvor der blev drukket alkohol og taget stoffer. Da han fortalte, at han havde prøvet at ryge hash, blev Martina rasende.

– Jeg følte et stærkt had mod min plejemor og alt, hvad hun udsatte os for. Det blev også startskuddet til en lang medafhængighed. Jeg ville redde ham for enhver pris. Jeg kunne ikke klare, at nogen behandlede ham dårligt.

Martina fortalte aldrig nogen om, hvad hendes bror havde rodet sig ud i. Hun var bange for, at de ville blive skilt fra hinanden, hvis hun sagde det.

Christians stofmisbrug eskalerede hurtigt, og da han var 17 år, tog han heroin. På det tidspunkt havde Martina anskaffet sin egen lejlighed, og han boede hos hende i perioder.

– Jeg så ham tage heroin i mit køkken, og jeg tænkte, at det var bedre, at han gjorde det i vores hjem. Mine grænser og min moral blev flyttet konstant. Nogle gange lånte han penge af mig, andre gange stjal han dem fra mig.

Forandrede sig

Martina var skrækslagen for, at Christian skulle dø. Hun udviklede angst og havde selv svært ved at fungere. Da de ikke længere boede sammen, ringede hun gerne til sin bror tyve gange om dagen, og hele hendes krop var i alarmberedskab, hvis han ikke svarede. Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har ringet til hospitalet og politistationen for at spørge efter ham.

– Jeg var i en konstant stresstilstand og planlagde hans begravelse, selv om han ikke var død. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på, hvordan han forandrede sig, når han var påvirket af stoffer. Han fik så kolde og følelsesløse øjne. Han havde så megen smerte indeni, og det var, som om han satte en mur op, når jeg forsøgte at tale med ham.

Nogle gange fandt hun ham besvimet på badeværelsesgulvet, og hun troede, at han nu var død. Det satte dybe spor i hende.

 

Martina blev tidligt en ekstramor for sin tre år yngre bror, Christian.

Martina blev tidligt en ekstramor for sin tre år yngre bror, Christian.

 

Christian forsøgte forgæves at komme ud af sit misbrug. Da han blev dømt for et overfald og indlagt på et behandlingshjem, blev håbet vakt til live hos Martina.

– Efter han havde aftjent sin straf, fik han styr på sit liv og begyndte at arbejde og træne. Men så fik han et tilbagefald og mistede alt, hvad han havde opbygget. Sådan blev det ved, og til sidst opgav de sociale myndigheder ham.

Da Christians daværende kæreste uventet gik bort, blev han aldrig sig selv igen.

– Han sagde, at der hvilede en forbandelse over ham. Flere gange forsøgte han at tage sit liv. ”Alle andre dør, men jeg har ikke held med det”, sagde han til mig.

Tog en overdosis

I 2014 tog Christian en overdosis, som gav ham mén for livet. Han lå bevidstløs i et døgn i samme stilling og ødelagde i den forbindelse nogle muskler i kroppen, ligesom han fik akut nyresvigt.

– Da jeg så ham sidde i kørestolen, var jeg knust. Jeg besøgte ham dagligt for at muntre ham op, men jeg var ikke selv i stand til så meget. Fire måneder tidligere havde jeg fået en hjerneblødning og gik i princippet fra min egen hospitalsseng til hans. På det tidspunkt havde jeg også to små børn. Jeg var tæt på at give helt op.

Christian gjorde et nyt forsøg på at vælge livet. Han fik en ny lejlighed og oprettede en instagramprofil med navnet ”chrisbacktolife”. Han sagde, at han ville finde motivationen til at ændre sit liv, og at det var nu eller aldrig.

– Jeg var begyndt at holde foredrag om vores opvækst i en dysfunktionel plejefamilie, og han blev inspireret af, at der var andre, som ville høre om vores livsrejse. Vi fik for første gang en normal søskenderelation, og jeg kunne slippe mit usunde kontrolbehov.

 

De smiler på billedet, men Martina og Christian voksede op i en dysfunktionel plejefamilie.

De smiler på billedet, men Martina og Christian voksede op i en dysfunktionel plejefamilie.

 

Efter en kort fængselsstraf i 2016 flyttede Christian ind hos Martina med sine få ejendele.

– Perioden, som fulgte, var en god tid. Vi havde ærlige samtaler og talte om at lave en podcast sammen. Vi tog gas på hinanden og grinte af alle de skøre ting, vi havde været igennem. Han var på vej mod noget godt, og han sendte mig en sms, hvor der stod, at han ikke engang havde lyst til stoffer mere.

Blev 38 år

Den 5. april 2017 tog Martina hjem til sin bror. Han var fyldt 38 år dagen forinden, men han havde ikke svaret på hendes opkald eller beskeder. Martina græd hele vejen. Hun vidste, hvad der ville møde hende.

– Jeg ringede på døren og kiggede ind ad brevsprækken. Inde i entréen stod hans krykker, som han aldrig gik uden. Mit hjerte hamrede helt vanvittigt. Han lå i sofaen, og jeg så straks, at han ikke var i live, husker Martina.

Hendes telefon var løbet tør for batteri, så hun styrtede rundt og bankede på naboernes døre. Nogen ringede efter en ambulance, og alt var kaos omkring hende.

– Jeg glemmer aldrig mit skrig, inden politiet kørte mig til psykiatrisk skadestue.

Mareridtet, hun havde frygtet i så mange år, var nu blevet til virkelighed. Martinas lillebror var død. Månederne efter var også kaos. Hun led af hukommelsestab, og angsten var en fast følgesvend. Hun var vred på sin bror, på sin plejefamilie og på samfundet.

Sorg og glæde

Men Martina gav ikke op, og al den styrke, hun havde opbygget i løbet af årene, var med til at bære hende videre. Tre uger efter Christians død holdt hun et foredrag i hans minde. At tale om hans skæbne hjalp hende med at bearbejde sin sorg.

– Da jeg blev gift med min mand for tre år siden, havde jeg først planlagt at have små billeder af mine forældre og af Christian i brudebuketten. Men så ændrede jeg mening. Det her var min dag. Det var min tur til at have det godt.

I dag går sorgen hånd i hånd med glæden.

– Jeg er lykkelig, men nogle gange har jeg det også svært. Heldigvis har jeg en evne til at se lyst på tingene. Jeg er en overlever, og jeg føler, at min lillebror stadig er her et sted. Jeg kan høre ham sige: ”Hvad pokker, søster. Endelig fokuserer du på dig selv”.

 

 ”Hvad pokker, søster. Endelig fokuserer du på dig selv”, fortæller Martina, som her holder et billede af sin voksne bror.

– Jeg føler, at min lillebror stadig er her et sted. Jeg kan høre ham sige: ”Hvad pokker, søster. Endelig fokuserer du på dig selv”, fortæller Martina, som her holder et billede af sin voksne bror.