En læser fortæller: Bedste veninder i 81 år

Besøg af kongefamilien

Astrid og jeg lærte hinanden at kende, da vi var tre år og gik i samme børnehave. Årstallet var 1941. Vi boede også i den samme gade i vores jyske hjemby.

Jeg boede i en stor ejendom med mine forholdsvis gamle forældre, mens Astrid boede i et lille hus bag en palæagtig bygning lige overfor.

Palæet tilhørte en øjenlæge. Astrids mor havde været stuepige hos ham og fik efter sit bryllup lov til at bo i det lille hus. Astrids far skulle passe fyret og haven foruden sit eget arbejde, og Astrids mor skulle hjælpe til, når der kom gæster i huset hos lægen. Det gjorde der tit.

Engang fik de endda besøg af nogle fra kongefamilien. De skulle til te, og lægefruen tog fat i Astrid og mig. Vi var syv år dengang.

– I skal begge have en fin kjole på og sløjfe i håret, og så må I sidde i spisestuen, mens vi får te og kage. I skal neje pænt for gæsterne og ellers være stille.

Min mor blev helt misundelig på mig, og hun stod ude på gaden og kiggede, da den fornemme bil kom kørende. Det gik fint for Astrid og mig med at være i selskab med de fornemme gæster, og bagefter skulle vi med ud til et hjem, hvor de kongelige delte tøj ud til fattige børn.

Vi fik mange andre spændende oplevelser i barndommen, for lægefamilien var barnløs, og de var glade for os to søde piger.

Vi var som søstre

Astrid og jeg fulgtes også ad, da vi begyndte i skolen, og vi fik også begge lov til at blive spejdere og nød det rigtig. Da vores skolegang var forbi, kom jeg på kontor, mens Astrid fik job i en børnehave. Det var hendes ønske at uddanne sig til barneplejerske.

I fritiden gik vi til bal på en dansested i byen, og der manglede vi ikke opvartende kavalerer. Vi var dog begge lidt generte, så vi snakkede mest med de venner, vi kendte i forvejen.

Senere kom jeg på husholdningsskole i nabobyen, og Astrid rejste helt til Nordsjælland, hvor hun gjorde alvor af sine planer om at blive barneplejerske. Vi holdt altid kontakten med hinanden, præcis som hvis vi havde været søstre.

Jeg blev gift som den første af os, og tre år senere var det Astrids tur. Hun og hendes mand bosatte sig i vores barndomsby, mens min mand og jeg boede i nabobyen, og vi fire var ofte sammen. Senere blev det til dejlige fælles ferieture.

Både Astrid og jeg fik først en søn og derefter en datter, og vi syntes, at det var et pudsigt tilfælde. På et tidspunkt vandt Astrid en rejse til Monaco for fire personer, og hun invitere min mand og mig med. Det blev en stor oplevelse for os.

Da vi blev bedstemødre, opstod en lille forskel mellem os. Jeg fik nemlig fem børnebørn, som alle var drenge, og i første omgang gjorde Astrid det samme. Men så fik hun et barnebarn til, også en dreng. Da hørte ligheden mellem os op. I dag har jeg seks oldebørn, mens Astrid endnu ikke har nogen.

Desværre mistede Astrid sin mand for 16 år siden. Han blev syg af kræft, da han var 74, og hun var 68. Det var tungt for hende.

Vi følger hinanden tæt

For fire år siden var det mig, der blev ramt af alvorlig sygdom. Det var kritisk, og kort før min 80-års-fødselsdag så det ud til at lakke mod enden for mig. Astrid besøgte mig på sygehuset hver eneste dag, og hun trøstede mig, når jeg var langt nede.

– Nu kommer din søster på besøg igen, sagde sygehuspersonalet til mig, når Astrid var på vej hen ad gangen. Den misforståelse gjorde mig kun glad, for mine søskende havde begge været meget ældre end mig, og jeg mistede dem for mange år siden.

Heldigvis blev jeg rask igen, og Astrid og jeg følger stadig hinanden tæt. Forleden tog vi en tur hen til øjenlægens palæ og kiggede på det udefra.

Vores venskab er meget tæt, og vi er taknemlige for alt det, vi har fået lov til at opleve sammen. Vi supplerer hinanden så godt, og jeg håber, at vi får flere år sammen.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.