En læser fortæller: Det gule hus var mit helle

Sorg og taknemlighed

Da jeg vågnede i morges, var det med en følelse af sorg, fordi jeg igen havde drømt om det lille gule hus med de blå vinduer. Gennem det meste af min barndom var det hus symbolet på fred og frihed, og min sorg skyldtes, at den tid for længst er forbi.

Heldigvis blev min sorg hurtigt overdøvet af følelsen af taknemlighed for alle de timer, dage, uger og år, jeg fik mulighed for at opholde mig på den skønne plet.

Det lille gule hus med de blå vinduer var min mormor og morfars kolonihavehus. Fra min fødsel og til jeg blev omkring 13 år, tilbragte jeg så meget tid som overhovedet muligt i det.

Da jeg kom til verden, kunne mine forældre ikke rigtig finde ud af at tage sig af mig, og derfor tilbragte jeg mine første år hos mormor og morfar. De havde det gule hus dengang. Senere blev jeg storesøster, og da var jeg flyttet hjem til mine forældre igen, men de formåede stadig ikke at tage sig ordentligt af deres børn. Derfor var vi alle tre ofte hos mormor og morfar og dermed i kolonihaven.

Huset blev centrum for utroligt mange af mine barndomsoplevelser, og senere kom det samme til at gøre sig gældende for min datter. I kolonihavehuset blev der holdt familiefester, familiemiddage og sankthans. Her deltes glæder, sorger og tragedier. Det lille gule hus med de blå vinduer kunne rumme det hele, og det føltes måske, som om de tunge følelser blev lidt mindre tunge der.

Mormors ternede forklæde

I husets lille køkken, hvor min mormor regerede, blev der ført lykkelige samtaler, når endnu et nyt barnebarn eller oldebarn var på vej. Det var her, mormor håndterede de lettere problemer, mens hun samtidig tog sig af madlavningen.

Hun var altid iført sit blå- og hvidternede forklæde, som hun ikke engang tog af, når hun spiste. Det kunne efter hendes mening ikke betale sig, for der var jo altid arbejde at gøre i køkkenet.

Her blev der sandelig også lavet meget god mad, selv om der i mine første år kun var koldt vand og et isskab til at holde maden kold. Senere blev der indlagt strøm og, og der blev installeret et rigtigt køleskab. Inden da var jeg tit med morfar på marketenderiet for at hente en stor isklump til skabet.

Mormors faste ansvarsområde var det indendørs, mens morfars gjaldt det udvendige og haven. Det var her, de mere alvorlige snakke fandt sted. Jeg husker tydeligt, at min mor førte lavmælte samtaler med morfar, mens de plukkede ribs. De handlede om, at min far nu igen havde drukket ugelønnen op.

Der var hjerterum til alle

År senere drejede de sig om, at min far atter var indlagt efter et selvmordsforsøg eller med en psykose. Han var psykisk syg, og det satte et tungt aftryk på mit barndomshjem.

Jeg tror, der var mange i min familie, som tog en tur i kolonihaven, når livet blev for smertefuldt. Mine kusiner har som jeg dejlige minder derfra, men de husker også, at deres forældre i krisesituationer søgte ud i det gule hus.

Heldigvis kunne huset og den tilhørende have rumme det hele. Der var varme, hygge og masser af kærlighed. Altid var der en kop kaffe på kanden til de voksne, en rød sodavand til børnene og noget at spise.

Jeg husker en bestemt sankthansaften, hvor mormor i flere timer stod og bagte æbleskiver, fordi alle mormor og morfars fire voksne børn med ægtefæller og børnebørn kom for at fejre aftenen. Når heksen var sendt af sted til Bloksbjerg, skulle der spises æbleskiver, og med så mange gæster var det nødvendigt med et mindre bjerg.

Bange for kongens foged

Jeg elskede at besøge mormor og morfar i kolonihaven efter skoletid, selv om det ikke passede min far. På et tidspunkt fik jeg en såkaldt skolehave. Det var et lille stykke jord, som vi børn fra stenbroen kunne opdyrke, så vi senere kunne se, hvordan vores afgrøder voksede.

Disse små skolehaver lå tæt på kolonihaven, og jeg kørte derud på min fine blå cykel. Jeg elskede min cykel og var altid så bange for, at kongens foged skulle komme og hente den.

Mine forældres økonomi var elendig, og de skyldte penge alle vegne. Derfor kom fogeden forbi flere gange under min opvækst og tømte vores lejlighed for det, der var af værdi. Vores senge tog de aldrig, for det forbød loven, men cyklen måtte de nok gerne have taget. Heldigvis fik jeg lov til at beholde den.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg satte cyklen uden for den altid nymalede hvide låge med skiltet ”Nr. 173”. Når jeg havde låst cyklen, løftede jeg hovedet og missede med øjnene på grund af den skarpe sol.

Havegangen var flankeret af de smukkeste blomstrende og duftende roser, og oppe for enden stod min morfar og ventede på mig. Selv på afstand kunne jeg se, hvor meget det betød for ham, at hans ældste barnebarn kom på besøg. Han var altid så stolt af mig.

I døren til det lille, gule hus stod mormor iført sit ternede forklæde. Hun vinkede og smilede til mig, og jeg vidste, at hun havde friskbagt franskbrød med smør og hjemmelavet jordbærsyltetøj parat. Jordbærrene havde morfar selvfølgelig dyrket i kolonihavens bede, og alt åndede fred, ro og ingen fare.

Ofte sad jeg på et rødternet tæppe på græsplænen og havde morfar ved siden af. Vi ledte efter firkløvere, og jeg kunne bruge timer på det, for jeg havde hørt de voksne sige, at firkløvere bragte lykke. Jeg håbede sådan, at jeg fandt en. Så ville jeg ønske mig en glad og harmonisk familie derhjemme med en far, der ikke var psykisk syg og alkoholiseret, og med en mor, der ikke konstant skældte ud i afmægtighed og indimellem også slog os.

Uanset de mange firkløvere, jeg havde held til at finde, gjorde de ingen forskel. Jeg fik altid ballade, når jeg kom hjem fra skolehaven eller kolonihaven og ikke var kørt direkte hjem fra skole. Her hjalp ingen firkløvere, for derhjemme var der kaos på alle hylder, råb, skrig, overgreb og meget andet, som kunne gøre en lille og senere større pige bange og utryg.

Jeg savner stadig morfar

Min mormor døde desværre tidligt, for hun døjede med sygdom det meste af sit liv og blev kun 64 år. Min morfar blev 74, men han var flere år ældre end mormor og levede kun få år efter hendes død. Min mor var ikke ret gammel, da hun fik mig, og derfor var jeg så heldig, at jeg blev næsten 30 år, før jeg mistede ham.

Jeg holdt meget af min mormor, men morfar elskede jeg af hele mit hjerte. Selv når jeg skriver dette i en alder af 62 år, får jeg tårer i øjnene, fordi jeg stadig savner ham. Jeg har fået at vide, at morfar var en meget hård far under sine fire børns opvækst, men i mit liv var han en velsignelse.

Havde det ikke været for ham, hans kærlighed til mig og hans støtte og omsorg, ved jeg ikke, om jeg havde kunnet sidde og skrive dette i dag. Det gjaldt ikke mindst, da jeg blev gravid som teenager. Da var morfar der for mig med sin betingelsesløse kærlighed, og det hjalp mig at vide, at han stadig var stolt af mig.

Kolonihaven var han også stolt af, og flere gange fik han ærespræmie i haveforeningen, fordi alt var så velholdt. Jeg ved, at der var flere omstændigheder i hans liv, han ikke var stolt af, og jeg ved også, at han havde et hårdt liv som arbejdsmand med en syg hustru og fire børn. Men kolonihaven var morfars helle og hans åndehul, ligesom den senere blev min.

Jeg husker havehuset som stort, og når jeg tænker på, hvor mange vi ofte var samlet i det, burde det have været stort. Men da jeg genså det for nylig, overraskede det mig meget at se, hvor lille det var. Haven var heller ikke nær så stor, som jeg huskede den.

Drivhuset, som morfar dyrkede peberfrugter og chili til mig i, fordi jeg som voksen godt kunne lide at bruge disse grøntsager i madlavningen, fremstod så forfaldent, at det næsten gjorde ondt i mig. I det hele taget var haven ikke nær så velpasset som i morfars tid, og det samme gjaldt det kære, lille hus.

Mit helle fungerer

Min belastede opvækst i et utrygt hjem er bestemt ikke gået sporløst hen over mig, og jeg har blandt andet været i traumebehandling hos en psykolog. Hun lærte mig, at jeg i mine tanker skulle udvælge mig et helle, så jeg havde et sted at søge hen, når det hele blev for slemt og svært for mig.

Jeg behøvede ikke at tænke mig om, for jeg vidste straks, at mit helle selvfølgelig skulle være i morfars have, mens han og jeg sad på det ternede tæppe, og jeg havde lagt min hånd i hans store næve. Det har vist sig at fungere, og det er smukt og værdifuldt for mig.

Selv om jeg er et troende menneske, mener jeg, at der findes en ekstra himmel, nemlig verdens smukkeste plet: Det lille gule hus med de blå vinduer. Jeg vil altid være glad for at have haft det sted at søge hen til. Først med utallige besøg i barndommen, ungdommen og mine første voksenår og nu i tankerne. Hvis jeg kunne få et ønske opfyldt, skulle det være, at alle mennesker må have et sted, som jeg havde hos mormor og morfar.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.