En læser fortæller: Jeg følte mig udenfor

Alene på sygehuset

Jeg var kun et lille pus, der vejede 2100 gram og var 46 centimeter lang, da jeg kom til verden i 1965. Det var syv uger for tidligt, men min mor havde fået en alvorlig fostervandsforgiftning, og derfor blev fødslen sat i gang. Forløbet blev kompliceret, og på sygehuset satte man alt ind på at redde min mors liv.

Efterfølgende blev min mor udskrevet, mens jeg lå alene i en kuvøse på afdelingen for nyfødte. Min mor kom hver dag med den modermælk, hun havde pumpet ud derhjemme. Det må have været lidt hårdt for hende, for hun var kun 21 år, og min far sejlede som kok og hovmester på et containerskib, og han kunne ikke bare sådan afmønstre.

Alligevel har jeg siden tænkt på, om et tilbagevendende mønster i mit liv med manglende tilknytning allerede begyndte på dette tidlige tidspunkt i mit liv.

Da jeg var fire uger, var min vægt øget så tilpas meget, at min mor fik lov til at tage mig med hjem. Jeg var vænnet så meget til at få flaske, at jeg nægtede at die hos hende, og derfor måtte hun fortsætte med at flaskemade mig.

Mor og far forlod mig

Da jeg var halvandet år og struttede af sundhed, forlod min mor mig for at sejle rundt med far de næste seks måneder. I det halve år boede jeg hos min mormor og morfar og min stadig hjemmeboende morbror. De tre kom til at repræsentere tryghed for mig, og dette gjaldt egentlig også deres nabo. Jeg vidste, at hos dem fandtes omsorg og kærlighed.

Jeg var fire år, da min mor fødte min lillebror, og i forbindelse med familieforøgelsen besluttede min far at gå i land.

Nu burde vi fire jo have udgjort en kernefamilie, men af en eller anden grund opnåede jeg aldrig et godt og nært forhold til hverken min mor, min far eller min lillebror. Det var stadig min mormor, morfar og morbror, som jeg følte mig mest elsket af.

Min store, dejlige morfar faldt til min sorg bort, da jeg var 10 år. Mange år efter kunne jeg stadig få følelsen af, at han stadig var her, og i de øjeblikke lugtede der af de cigarer, han altid røg. Det kan faktisk stadig ske i dag.

Mor døde, da jeg var kun 28. Da havde de store, tunge spørgsmål i livet endnu ikke meldt sig hos mig, så dem fik jeg desværre aldrig drøftet med hende. Jeg var heller ikke selv blevet mor endnu, og hun oplevede derfor aldrig at blive mormor. Året efter mistede jeg min mormor.

Nu havde jeg kun min far og min lillebror tilbage, men forholdet til min lillebror blev aldrig særligt tæt. Min far brød jeg mig ærligt talt ikke meget om, og jeg havde så lidt kontakt med ham, som jeg kunne nøjes med.

Far kunne ikke lide min søn

Da min søn kom til verden for 28 år siden, mødte min far ham naturligvis, men de to blev aldrig et godt match. Jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig prøvede at præge min søn negativt mod min far, men det var faktisk, som om min far ikke kunne lide min søn.

Det kunne drengen mærke, og som femårig sagde han til mig, at han ikke havde lyst til at se sin morfar.

Min far døde for to år siden, og da var der fred og ro mellem os, men et rigtigt far-datterforhold fik vi aldrig.

Som voksen har jeg kæmpet meget med et behov for at høre til et sted. Måske har fødslen, manglende omsorg og min mors valg haft en betydning, eller også er det et tilfælde, at jeg altid haft følt mig udenfor, har haft svært ved at knytte mig og have tillid til nogen og har holdt mig meget for mig selv.

I dag har jeg meget lidt kontakt til min familie, men jeg har arbejdet med mig selv og har omsider erkendt, at sunde venskaber kan være stærkere end blodets bånd.

Heldigvis har jeg et fantastisk forhold til min voksne søn, som ikke minder ret meget om mine slægtninge. Som lille kom han med overalt og blev kun to gange passet af sin farmor. Det har jeg aldrig fortrudt.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.