En læsers fortæller: Mormors fotoalbum
Billeder på papir
I mine reoler står der bøger, men også mange fotoalbummer, og de har nogle år på bagen. Forleden spurgte mit seksårige barnebarn Mathilde til dem, og jeg hev et af dem ud og viste hende de fotos, der var sat ind i plastiklommer.
Mathilde blev overrasket, for hun er jo vant til, at voksne tager fotos med telefonen og gemmer dem der eller på computeren. Men mormor havde altså billeder på papir, og det bekræftede hende vist i opfattelsen af, at jeg måtte have levet, siden der gik dinosaurer rundt på jordkloden.
Med fryd opdagede Mathilde nogle fotos af sin mor som baby, og så måtte vi tage nogle flere albummer ned.
Rørende krammefoto redder to hunde fra døden
– Hvorfor er der mange flere billeder af morbror som lille end af mor? spurgte Mathilde.
Så måtte jeg forklare, at når hendes mor kun fyldte omkring fire mapper, skyldtes det, at hendes morbror var vores førstefødte. Dem tager man som bekendt flest fotos af.
Nogle af billederne var endda sort-hvide, og det vakte endnu mere undren.
Vores fælles aner
Vi så billeder helt tilbage fra min barndom, og det gav os en unik mulighed for at tale om dengang og alle vores fælles aner. For mig fik historien nyt liv, og Mathilde konstaterede, at eftersom der fandtes billeder af mig som lille, var jeg måske alligevel ikke helt så oldgammel.
Mit barnebarn hæftede sig også ved, at der var utroligt mange fotos med hunde på. Jeg forklarede, at hunde har fyldt meget i mormors liv, og at når der ikke var billeder af hendes oldeforældre, skyldtes det, at der dengang hverken var penge eller private kameraer til at forevige deres eksistens.
Jeg valgte mine børnebørn
Nogle af billederne i mine albummer er ufokuserede og skæve, men nu ved Mathilde, at dengang skulle man betale for at få fremkaldt billeder, og først derefter kunne man se dem.
I dag tager vi ufatteligt mange billeder, men vi sletter de fleste og beholder kun de perfekte. Det kan man både sige for og imod om, men hvem har brug for 14 ens festbilleder?
Fortid og nutid
Det blev en lang og hyggelig stund for Mathilde og mig, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi skal sidde sammen og tale om fortid og nutid. Det er meget anderledes at sidde med papirbilleder frem for at kigge på fotos på computer eller mobil, så jeg er glad for, at jeg stadig har mine albummer.
Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.
