Evigt sultne Sally

En græsk gadehund til os

I sommeren 2019 blev vores familie på fire til en familie på fem, for da fik vi Sally. Jeg, min mand Kristian, Augusta på syv og Alex på ni år savnede et kæledyr, og da vi hørte vi om andre, der havde taget en græsk gadehund til sig, kontaktede vi formidleren og blev præsenteret for Sally på to år.

Hendes udseende vidnede om gener fra utallige hunderacer, men hun var smuk og ret tynd. Sky var hun også. Hun var født på Rhodos og havde fristet en kummerlig tilværelse på gaden sammen med sin mor og en bror. Broren var også kommet til Danmark og allerede afsat, og Sally blev overladt i vores varetægt, da formidleren havde godkendt os som hundeejere.

Det varede nogle uger, før Sally kom til at føle sig hjemme hos os, men der var fremskridt hver dag. Vi bor på landet, og vores have støder op til åbne marker, men Kristian indhegnede det meste af vores enorme græsplæne, så Sally havde masser af plads til at røre sig på. I begyndelsen skræmte traktorer og andre landbrugsredskaber på marken nærmest livet af hende, men som tiden gik, nøjedes hun med højlydt at give dem besked.

Sally havde en umådelig appetit, og hun spiste alt lige fra agurker til løg og peanuts. Hvis nogen form for mad faldt på gulvet, var det væk på sekunder. Det forstod vi godt, for hun havde jo nok måttet slås for føden. Mens hun knyttede sig til os, blev hun kraftigere, men vi syntes, det klædte hende.

Dyrlægen sagde stop

I sommeren 2022 råbte dyrlægen dog vagt i gevær ved den årlige vaccination.

– Hun må på kur, afgjorde han. – Det er ikke sundt for hende at være så overvægtig, og I vil sikkert gerne beholde hende i mange år, ikke?

Sally var faktisk blevet meget bred. Hun var heller ikke så vild med de helt lange gåture mere, så måske var overvægten også en belastning for hende. Hos dyrlægen købte vi noget fuldfoder med lavt kalorieindhold, men Sally blev ikke mæt af de afmålte rationer. Hun præsterede at tage frugt fra frugtskålen og forsøgte at bryde ind i køleskabet.

Nogle gange faldt børnene for fristelsen til at give hende mad. Det opdagede vi, da hun nærmest begyndte at bo oppe på første sal, hvor deres værelser ligger.

En dag fangede hun en mus under en gåtur, hvilket hun tit havde gjort. Men denne gang slap hun den ikke, så snart hun havde vist os den. I stedet insisterede hun på at bære den med sig hjem i munden, og så lagde hun sig foran køkkendøren med den døde mus mellem forpoterne og slikkede lidt på den.

Samtidig skulede hun til os, som om hun ville advare os om, at hvis hun ikke snart fik mere mad, måtte hun gribe til selv at skaffe sig flere måltider. Det endte med, at vi frikøbte den døde mus ved hjælp af leverpostej, men situationen var uholdbar. Kristian og jeg talte også om, at følelsen af sult måske mindede hende om den hårde kamp for livet på Rhodos.

Sådan var situationen, da formidleren af de græske gadehunde ringede til os for at spørge, om vi på nogen måde kunne overtales til at give Sallys bror Sammy et hjem også. Han var nemlig kommet retur, fordi han i længden havde brug for mere motion, end ejerne havde tid til at give ham.

Og så kom Sammy

Vi overvejede sagen og endte med at sige ja. Den beslutning viste sig at løse Sallys vægtproblem. Så snart Sammy ankom hos os, begyndte de to søskende at drøne rundt og lege i den indhegnede have. Det var morsomt at se på, og hundene lod også til at have det sjovt sammen.

Dag for dag blev Sally slankere på grund af al den motion, hun nu fik, og vi kunne sætte madrationerne op og tilmed give hende noget af den menneskeføde, hun var så begejstret for. I dag er Sally en slank, fit og muskuløs hund, selv om hun spiser lige så meget mad som før i tiden, og vi er vældig glade for at være blevet en familie på seks.