Hurra for min genboveninde

Ensom efter skilsmissen

Kort efter at jeg fyldte 41, blev jeg forladt af min datters far, der kort meddelte mig en aften, at han havde fundet en anden. Inden for en måned var Amanda der var 10, og jeg flyttet ind i et lejet hus for os selv. Det lå i en lille landsby uden for vores gamle by, og på den måde mistede jeg også vores nabolag. Men det hus var det eneste, jeg havde råd til.

Den første tid havde jeg travlt med at komme på plads i huset, og samtidig var jeg også optaget af, at Amanda faldt til og kom ind i den nye rutine med at besøge sin far i weekenderne. Da først jeg fik overskud til at mærke efter, gik det op for mig, at jeg følte mig ensom, rigtig ensom. Begge mine forældre var døde tidligt, og min bror og hans familie boede i den anden ende af landet. Mine kolleger var søde, men ikke nogen, jeg sås med i fritiden.

Det gjorde særligt ondt, at de få fælles venner, jeg og min eks havde haft, havde valgt ham. Det var jo ellers mig, der var blevet forladt. Det fik mig til at føle mig endnu mere som en, andre mennesker ikke ville være sammen med. Jeg var genert, så jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle få nogen nye venner.

Pludselig stod Kirstine der

Gennem mit køkkenvindue havde jeg udsigt til min ældre genbo Kirstines gule bindingsværkshus. Hun måtte have en stor familie, for jeg så hende jævnligt kramme nogle, der måtte være børn og børnebørn, og vinke muntert efter bilerne. Det stak i hjertet at se, for det var netop sådan en stor, lykkelig familie, jeg havde drømt om.

En dag gik jeg og klippede halvhjertet i rosenbuskene i min forhave. Jeg må have gjort det helt forkert, eller også har jeg set virkelig trist ud. I hvert fald stod Kirstine der pludselig og spurgte forsigtigt, om jeg havde brug for hjælp.

Vi endte med at sludre om alt fra roser til landsbyen. Inden hun gik, smilede hun og sagde: – Har du ikke lyst til at komme over og få en kop kaffe en dag?

Først tænkte jeg, at hun ikke mente det, men da Kirstine gentog invitationen et par dage senere, tog jeg hende på ordet. Der var præcis lige så hyggeligt i hendes lille køkken, som jeg havde forestillet mig. Over kaffen og Kirstines hjemmebagte kringle sludrede vi om vores familier.

Til min skræk begyndte min stemme at ryste lidt, da jeg fortalte om bruddet med Amandas far, og om, hvor svært det var at finde mine ben igen. Men Kirstine fik mig til at smile, da hun tørt konstaterede, at den mand vist alligevel ikke var en, der var værd at samle på.

Nu er vi næsten familie

Over de næste måneder kom Kirstine og jeg i vane med at invitere hinanden på kaffe. Vores snakke blev lige så stille mere fortrolige. Jeg opdagede, at hun var en god lytter, og at hun havde en masse erfaringer, jeg kunne lære af. Jeg tror, hun kunne mærke, at jeg trængte til at blive taget lidt under vingerne på det tidspunkt i mit liv.

Jeg følte en stor taknemlighed og var meget optaget af at gengælde hendes venlighed, og derfor inviterede Amanda og jeg hende med ud på ture i lokalområdet. Når jeg havde bagt, bad jeg også Amanda smutte over med noget til Kirstine. Det, jeg ikke kunne sige med ord, kunne jeg i hvert fald sige med kage.

I dag har Kirstine og jeg været genboer i godt et år, og selv om jeg aldrig ville have troet det, er hun blevet min nærmeste veninde. Det kan lyde skørt, når nu der er næsten 27 år imellem os, men vi har mange af de samme interesser. Samtidig har Kirstine en optimisme, der virker beroligende på mig, og hun har altid et godt råd eller et knus klar.

Amanda er begyndt at kalde hende nabobedste, og jeg har Kirstine mistænkt for at være ret så stolt. Hun er endda begyndt at invitere Amanda og mig med, når hun holder store familiesammenkomster, for som hun siger, er vi jo efterhånden familie.