En læser fortæller: Jeg trak ensomhedskortet

Kun mig og min kat

Igen i dag mærkede jeg det stik i maven, der minder mig om min ensomhed. Jeg havde ringet til min datter på 26 år og foreslået, at vi skulle gå en tur sammen.

– Ikke i dag, mor, svarede hun. – I aften skal Stefan og jeg spise aftensmad hos far og Trine.

Jeg fik sagt noget om, at det lød da hyggeligt, og at hun skulle hilse, men bagefter stak det sådan i min mave. For jeg er jo kun mig, min kat og mine 39 kvadratmeter. Dem har min datter intet forhold til, sådan som hun har med det hus, hvor hendes far og hans nye kone bor.

Det hus byggede han og jeg sammen, og det var vores datters barndomshjem, men han ville ikke lade os blive boende i det efter skilsmissen.

Igen ramte den tanke mig, at jeg har trukket ensomhedskortet her i livet. Det er dog ikke den slags ensomhed, hvor man føler, at man keder sig, for det gør jeg aldrig. Jeg nyder mit eget selskab, min selvstændighed og at træffe mine egne valg, og jeg har også været gift to gange. Nej, det handler om, at jeg ikke rigtig har noget sted at høre til.

Jeg har en storesøster, men hun har nok at se til med mand, tre børn, børnebørn og fuldtidsjob. En gang hver anden måned ringer jeg til hende.

Sidste gang fik jeg ikke afbrudt samtalen, efter at vi havde sagt farvel, og det gjorde hun åbenbart heller ikke, for jeg kunne høre, at hun sukkende sagde: – Det var moster. Åh, hun er så ensom, men hun har jo også kun sin kat.

Da mærkede jeg virkelig stikket i maven. Mit første indfald var, at min storesøster jo havde ret, men hurtigt fik jeg manet den tanke til jorden. For jeg har faktisk en rig tilværelse, og jeg gør alvor af mange ting, jeg altid har drømt om. Lidt senere indså jeg, hvad min indre smerte handlede om, for hvis min storesøster opfatter mig som ensom, hvorfor kontakter hun mig så aldrig?

Lidt omsorg til mig

Jeg savner, at nogen spørger til mig og tjekker op på mig. En dag sagde jeg halvt i sjov til min datter, at hun skulle huske at ringe til mig i ny og næ for at sikre sig, at jeg stadig var i live. Hun svarede, at det ikke var nødvendigt, for hun kunne jo se, hvornår jeg sidst havde været aktiv på Facebook.

Min datter er faktisk fantastisk, og vi rejser sammen, går på restaurant og i biografen sammen, og vi traver lange ture, hvor vi vender stort og småt. Jeg ved, at hun selvfølgelig skal leve sit eget liv, men jeg længes efter, at hun også giver lidt omsorg tilbage til sin mor indimellem.

Når jeg tænker på mine familiemedlemmer som mostre, onkler, fætre, kusiner, niecer og nevøer, så er det altid mig, der kontakter dem for at spørge, hvordan de og deres helbred har det. Det går aldrig den anden vej rundt, og jeg har heller ikke indtryk af, at de spørger til hinandens ve og vel.

Nogle gange tænker jeg på, om den manglende interesse i andre kan være et arveligt mønster, som gentages i familien? Så er jeg virkelig det sorte får, for jeg gør det modsatte af dem.

Det er så vigtigt, at vi mennesker bliver set, hørt og får opmærksomhed fra andre. Vi har brug for at vide, at nogen bekymrer sig om os.

De har nok i sig selv

Jeg ved, at jeg ikke er en skidt person. Det har bare altid været sådan, at venner og bekendte kom ind i mit liv og forsvandt igen. Familiemedlemmer bliver ved med at være der på en anden måde, men mine har nok i dem selv.

I hverdagen og på jobbet er jeg omgivet af mange mennesker, og jeg har lært at leve med min egen form for ensomhed. Jeg ønsker dog stadig at blive set, og at nogen i min nærhed ved, at jeg er til. Mon det vil ændre sig, hvis jeg lader være med at bekymre mig om alle andre? Måske, men sådan ønsker jeg jo ikke at have det – eller at være.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.