Jeg higede efter omsorg - del 3:5

Som 17-årig fik jeg min egen lejlighed, og min omgangskreds bestod mest af folk, der drak og røg hash, og gradvist begyndte jeg at selvskade igen.

En dag hældte jeg kogende vand over min fod og pakkede den ind i en plastikpose i håb om, at der ville gå koldbrand i den. Det var også tæt på at ske, men jeg endte på skadestuen, hvor en læge reddede den i sidste øjeblik.

Jeg ønskede at mærke omsorg og bekymring fra andre, og det fik jeg, på sygehuset, så jeg kom igen mange gange med nye skader, på arme og ben.

Da jeg fyldte 18 år og blev myndig, ledte jeg stadig febrilsk efter voksenkontakt og den følte jeg endelig, jeg fik, da jeg kom i arbejde på en fabrik.

Her fik jeg en mandlig chef, som var godt 20 år ældre end mig. Han var utrolig sød ved mig, og i nogen tid følte jeg, at jeg endelig havde fundet en slags erstatning for min far.

Men det begyndte langsomt at gå op for mig, at han lagde an på mig, og det var bestemt ikke den form for forhold, jeg ønskede at have til ham.

Jeg magtede ikke at sige fra over for ham, fordi jeg var bange for at miste ham. Til sidst kunne jeg dog ikke længere holde det ud, og bad selv om at blive fyret, for at komme væk.

Jeg fandt et nyt job, og begyndte at tage bussen på arbejde om morgenen. Der var en chauffør, jeg tit sludrede med. Han hed Frank, og var 11 år ældre end mig.

Når vi talte sammen, kunne jeg mærke en helt særlig kontakt. Frank boede ganske vist sammen med en enlig mor, men han beskrev hende som en psykopat, så jeg havde ikke for alvor dårlig samvittighed over at kissemisse med ham.

Egentlig havde jeg slet ikke forestillet mig Frank som en mulig kæreste, men vi endte alligevel med at blive kærester. I løbet af et par måneder fik han pakket sine ting og flyttet fra den enlige mor, og rykkede ind min lejlighed til mig. 

Tre måneder senere blev vi forlovet, og et halvt år senere købte vi vores eget hus. På det tidspunkt var jeg 20 år, meget lykkelig, og jeg begyndte at drømme om at blive mor. Men den idé var Frank ikke med på.

Da jeg alligevel blev gravid, fordi vi ikke havde været gode nok til at beskytte os, blev Frank både chokeret og vred. Han ville ikke være far og mente, at jeg skulle få barnet fjernet. Det nægtede jeg kategorisk.

”Jeg vil hellere gå fra dig end få en abort”! sagde jeg fast.

”Men på den måde har jeg jo overhovedet ikke noget valg”, rasede han.

Selv om vi var uenige, blev vi dog sammen, og efter en scanning slog Frank fuldstændig om, og begyndte at glæde sig til vores barn.

Desværre mistede han samtidig enhver lyst til at have noget seksuelt at gøre med mig. – Det kan jeg ikke, når der ligger noget og lurer derinde, forklarede han.

Vores datter, Lærke, kom til verden og jeg var så lykkelig for hende, og Frank var stolt som en pave.

Jeg svor i mit stille sind på, at jeg ville gøre alt for at give min lille datter den trygge, kærlige opvækst, jeg ikke selv havde fået.

Både Frank og jeg var overvældet af, hvor højt vi elskede hende, og jeg havde de bedste forhåbninger om en god fremtid.

Men selv om viljen var der, var det alligevel vanskeligt at føre drømmen om den lille kernefamilie ud i livet.

Mange måneder efter fødslen, havde Frank stadig ikke lyst til mig, og det var som at tale til en mur, når jeg forsøgte at tage emnet op med ham.

Jeg bed tænderne sammen og kiggede fremad for vores families skyld, men efter et dødt sexliv i et år fik jeg mig en grim overraskelse: Frank havde været mig utro.