Jeg var en gøgeunge

Afsnit 1:3

Et kærlighedsbarn

Da jeg kom til verden i forsommeren 1936, var jeg bare et lille gryn, som var alt for tidligt født, og egentlig skulle jeg slet ikke være kommet til verden. Men det gjorde jeg altså alligevel.

For at begynde et sted vil jeg først fortælle lidt om mine forældre, som begge var fra gode familier.

Min mor kom fra det nordjyske, hvor hendes far var mejeribestyrer. Han var en dygtig mand, men stædig som et æsel. Min mormor fødte ham 10 velskabte børn, otte piger og to drenge. Hun var mejerske og hjalp til på mejeriet, og alle børnene havde også deres opgaver.

Hvis et af børnene kom for tæt på mormor, når hun havde travlt med de tunge mælkejunger, kunne der godt falde en ørefigen, og det gik især ud over min mors eneste søster. Så græd hun og følte sig uretfærdigt behandlet, men min mor trøstede hende og prøvede at forklare, at hun skulle holde lidt afstand.

Min mor drømte som så mange andre nordjyske piger om at komme til København, og hun søgte en plads i huset derovre og fik den. Det var i 1935.

I hovedstaden lærte min mor en ung pige at kende, og denne unge pige var inviteret til studenterfest i et af de fine områder nord for byen. Mors veninde skulle dog noget andet og måtte melde afbud til studenterfesten. Der skulle have været 14 gæster omkring bordet, men nu ville der kun blive 13, og det var ikke så godt. Derfor tog min mor med i stedet.

Mor var på det tidspunkt 19 år, og jeg ved, at hun var en meget smuk kvinde. Lidt eventyrlysten var hun nok også, og hvorfor skulle hun ikke tage med til den fest, selv om hun ikke kendte nogen af de andre gæster?

Men det kom hun til. Hun fik nemlig den unge mand til bords, som skulle blive min far.

Min far var et par år yngre end min mor, og han var søn af en landsretssagfører, som han angiveligt var lidt bange for, for han var en meget skrap herre.

Til studenterfesten var der dans og fest og ballade. Min far bød min kønne mor op, og de to dansede sammen hele aftenen. Næste aften besøgte han min mor, og de to unge forelskede sig i hinanden og havde mange dejlige timer sammen.

Mor var ikke fin nok

Det endte brat, da min farfar, landsretssagføreren, fik nys om deres unge kærlighed. Han syntes absolut ikke, at min mor var fin nok til hans søn, for hun var bare datter af en mejerist fra Nordjylland med en større børneflok, og han forbød sin søn at have mere med hende at gøre.

Min lille mor var blevet gravid med mig, hvilket jo ikke var så heldigt. Det var absolut ikke en nyhed, landsretssagføreren brød sig om at få. Han forbød, at der blev talt om ”det barn”, og i stedet for min rigtige fars navn på fødselsattesten skulle der stå ”fader ukendt”. Han bestemte også, at barnet skulle bortadopteres.

Min mor gemte sig selv og sin voksende mave i det store København. Ad veje, jeg aldrig er blevet klar over, havde hun fået en sum penge i hænde, som skulle gå til en illegal abort hos en kvaksalver. Det var en læge af en noget anløben karakter, men min mor fortrød, for hun syntes alligevel, at hendes lille kærlighedsbarn skulle have lov til at leve.

Det viste sig desuden, at den omtalte læge sad i fængsel for at have udført disse ulovlige fosterfordrivelser, og derfor endte jeg med at komme til verden.

Det skete hos en jordemoder i omegnen af København, og på forhånd var der skabt kontakt til et ægtepar i en større by i det midtjyske. Min mor kendte lidt til dette ægtepar. De havde fået et barn med Downs syndrom, som ikke havde levet længe.

Nu mente man, at ægteparret ikke kunne få flere børn, og derfor ville de gerne adoptere mig. Jeg ved, at min farfar, landsretssagføreren, trak i trådene og betalte dem et større beløb for deres tavshed om min oprindelse.

Min mor fik også penge af landsretssagføreren for at holde mund om, at hun havde fået en lille pige med hans søn, og hun måtte acceptere at rejse helt ned til Lolland, hvor hun fik ansættelse som selskabsdame for fruen på et stort gods.

Da det kom frem, at min mors ene bror havde set hende i gravid tilstand, købte landsretssagføreren også hans tavshed. Han var ellers en frisk fyr, men han spillede på Klampenborg Galopbane og kunne nok bruge et økonomisk tilskud, så han tog imod pengene og lovede at tie stille.

Et hus med 12 værelser

Lillebæltsbroen var blevet indviet året før min fødsel, og den blev jeg transporteret over som næsten nyfødt.

Mine adoptivforældre blev med pengene fra min farfar i stand til at købe et stort hus med hele 12 værelser, og min adoptivfar kunne grundlægge sin egen forretning med bogføring. Byens borgere anså mig for at være familiens biologiske datter, og det var også meningen, men det skulle mange år senere vise sig, at nogen alligevel kendte sandheden.

Jeg voksede op i den midtjyske by under forhold, som godt kunne minde om miljøet i tv-serien Matador. Min adoptivfar trillede lange ture med mig i min rustrøde barnevogn, og de gik enten til anlægget eller forbi mosen, hvor mange fattige mennesker dengang tjente til føden ved at grave tørv.

Mine adoptivforældre adopterede også endnu et barn, som var to år, da han ankom til familien. Jeg var et år på det tidspunkt. Drengen hed Peter og var en stille dreng og en god bror.

Til dels takket være pengene fra landsretssagføreren var mine adoptivforældre steget i samfundet, og jeg husker, at vi havde unge piger i huset. De var der dog aldrig ret længe, for min adoptivmor var ikke let at arbejde for.

Min adoptivfars forretning blomstrede, og han ansatte tre bogholdere til at klare regnskaberne for kunderne. Der var også en sekretær, og selv tronede han på et kontor på første sal over forretningen.

Vi havde også fået et sommerhus ude ved Vesterhavet. Jeg husker mange skønne sommerdage med ture ned til stranden, hvor vi kastede os i bølgerne.

Jeg fik søskende alligevel

Tiden gik, og mod alle forventninger fik mine adoptivforældre alligevel biologiske børn. Da jeg var fire år, fik jeg nemlig en lillesøster, som blev døbt Helle, og året efter blev min lillebror Hans født.

Så kom året 1940, hvor tyskerne besatte Danmark. På vores egn rykkede de ind på et mindre gods, og selv om jeg ikke var ret gammel, blev jeg bange, når jeg så dem i gadebilledet.

Uanset besættelsen var der hver torsdag markedsdag i vores by, og jeg var kæk og syntes, at jeg skulle deltage i alle markeder. Jeg havde udviklet mig til lidt af en drengepige, mens min adoptivbror Peter var lidt pjevset og altid havde brug for hjælp.

En vinterdag tog vores unge pige i huset os med ud at spadsere i anlægget, og her var en svane frosset fast i isen på søen. Peter fik ondt af svanen og løb ud på isen for at redde den, men isen knækkede, og så stod han der på en stor isflage og så fortvivlet ud.

Jeg kastede mig ud i et redningsforsøg, som mundede ud i, at vi nu begge stod på den samme flage. Så måtte den unge pige tilkalde hjælp, og vi blev reddet og vendte våde og kolde hjem. Den historie kostede den unge pige stillingen, for hun blev fyret for ikke at have holdt ordentligt øje med os.

Jeg var lidt af en drengepige og gik ikke af vejen for en god gadekamp med de andre unger, og så gjaldt det bare om at have en god kæp at slå med. Det med gadekampene kunne dog kun lade sig gøre, når min adoptivfar var på forretningsrejse, for han var blevet lidt snobbet og ønskede ikke, at hans børn legede med hvem som helst.

Bortset fra det var han mere kærlig end min adoptivmor. Når jeg tænker tilbage, opførte hun sig altid køligt over for mig, men det blev meget mere udtalt, da hun blev mor til sine egne to børn. Måske fortrød hun endda at have adopteret, for jeg følte mig mest af alt i vejen.

Når far ikke var hjemme, slog hun både Peter og mig, men aldrig de to små. Det var tungt og svært ikke at føle sig elsket, og jeg reagerede med at blive lidt vildere, end pæne piger ellers var.

En ny, ung pige skulle se efter os fire børn en aften, hvor mine adoptivforældre skulle til fest, men jeg drillede hende så meget, at hun trak mig ned i kælderen og låste mig inde i et mørkt rum, som ellers kun blev brugt til tomme flasker. Så vidt jeg husker, var jeg ikke særligt skræmt, men lagde mig bare til at sove.

Min adoptivfar blev meget vred, da han fandt mig i det mørke kælderrum ved midnatstid, og så blev endnu en ung pige i huset fyret.

Jeg var bare en gøgeunge

Jeg fik lov til at blive spejder og fik blåmejseuniform med dolk, og jeg tog duelighedstegn og nød det glade spejderliv. Som barn tænker man jo ikke over, at man vokser op under privilegerede forhold, og det gjorde jeg heller ikke.

Dette ændrede sig, da jeg sammen med en veninde besøgte en brunkulslejr, hvor der også blev skovlet sand og grus. Arbejderne boede i små skure, og der var både mænd, kvinder og spædbørn. Det sidste opdagede jeg, fordi der hang bleer til tørre mellem de små beboelsesskure. Da blev jeg lidt lamslået og forstod, hvor godt jeg havde det derhjemme.

Min skolegang begyndte, og det blev nogle gode skoleår. Vores klasselærerinde var netop blevet færdiguddannet som lærer, og hun elskede sine elever og blev hos os i alle årene.

Da jeg var 12 år, skete der noget afgørende. Min bror Peter, som nu var 13 år, legede med nogle drenge, som troede, at han havde penge, fordi han kom fra en rig familie. Men det havde han ikke, for vi fik ikke lommepenge. Vores adoptivfar mente, at vi havde, hvad vi skulle bruge.

Nu skulle Peter altså bruge nogle penge sammen med de her to drenge, og den ellers sagtmodige Peter fattede den plan, at de kunne negle nogle tomme flasker og sælge dem. De blev uheldigvis opdaget, og drengene blev uvenner. De to drenge råbte til Peter, at han bare var et adoptivbarn, og han kom grædende hjem og fortalte det til mig.

Jeg blev rasende over, at drengene havde såret min bror, så jeg fandt min gode kæp, opsøgte dem og gav dem nogle prygl. Det gik især ud over den ene dreng, som hylede og tudede. Midt i alt denne ballade fik han så skreget til mig, at jeg også bare var adoptivbarn og en gøgeunge.

Det kom helt bag på mig, så jeg gik hjem og spurgte min adoptivfar, om det dog kunne passe. Selv om jeg var en stor pige, tog han mig op på skødet og forklarede mig, at det var sandt. De havde adopteret mig, da jeg var spæd.

Min lillesøster Helle stod i nærheden og lyttede, og hun spurgte nu, om hun også var adoptivbarn.

– Nej, Ella, du er bare kommet, svarede min adoptivfar.

Siden den dag hadede Helle mig som pesten.

For Peter fik hele denne kedelige sag et endnu værre udfald, for han blev nemlig sendt på en kostskole for drenge på Sjælland. Mine adoptivforældre gik meget op i at holde en pæn facade som bedsteborgere, og min adoptivfar mente jo nok også, at han var nødt til at fremtræde som hæderligheden selv, eftersom han førte regnskaber for andre mennesker og beskæftigede sig med deres penge.

Af den årsag var det ikke så heldigt, hvis hans søn var ved at komme ud i noget kriminalitet. Kriminalitet var det jo slet ikke, det var kun et spørgsmål om nogle tomme flasker. Peter var ulykkelig, og det var jeg også. Efter hans afrejse savnede jeg ham og var så ked af det på hans vegne.

En smuk tale og en dyr kjole

Efterhånden nærmede min konfirmation sig, og min adoptivmor tog ud for at købe en hvid konfirmationskjole til mig. Hun kom hjem med en i noget billigt stof, som blev kaldt bæk og bølge, og da hun viste den til min adoptivfar, blev han sur.

Inde fra min seng kunne jeg høre, hvordan de skændtes om den.

– Den kan du selv bruge til natkjole, sagde han vredt. – Ella skal have en flot kjole!

Sådan blev det, for jeg fik nemlig en rigtig fin kjole, og på konfirmationsdagen følte jeg mig som en prinsesse. Der var mange gæster til min konfirmation, og min adoptivfar holdt en smuk tale for mig, hvori han sagde, at han elskede mig, og at jeg var en sød pige. Det blev jeg meget glad for.

Min adoptivmor havde skrevet en sang om mig, som vist var spydigt ment, men det gjorde ingen skår i min glæde over at være midtpunkt.

Blandt de mange gæster var en dommer, og jeg fik at vide, at han var min værge. Jeg anede intet om, at jeg havde en værge, men jeg hængte mig ikke så meget i det den dag. Dog forstod jeg, at det havde noget med min adoption at gøre.

Alt var så fint og festligt den dag. Vi havde både kok og to serveringspiger, og efter middagen sad vi inde i dagligstuen og fik kaffe og likør. Der blev rigtig gjort stads af mig, konfirmanden, og jeg kunne mærke på min adoptivmor, at hun syntes, det var lige lovlig meget.

Hvad jeg endnu ikke anede, var, at hun snart ville gøre alt for at få mig ud af sit liv og ud af familien ...

Læs afsnit to og tre i Ude og Hjemme nr. 15 og 16 de kommende uger.