Jeg vil aldrig mere være tyk - 2:4

Jeg trivedes med at være enlig mor, men jeg havde det ikke godt med min vægt. Igennem flere år prøvede jeg et utal af slankekure, både de fornuftige og de ufornuftige – Piller, pulver, suppe, overdreven motion og meget andet.

Men jeg kunne ikke lade være med at spise. Og når jeg efter en hård kamp endelig havde tabt nogle kilo, røg de uvægerligt på igen, så snart kuren var overstået.

Udadtil var jeg som altid den glade, smilende pige, og jeg havde et godt socialt netværk i form af både venner og familie. Jeg var altid den, veninderne kunne læsse problemerne af hos.

Men virkeligheden var en anden. Jeg følte mig tit udnyttet af mine omgivelser, og inderst inde vidste jeg godt, at de hverken så eller hørte den person, jeg var.

Du kan se første del af serien her:

Ud over min størrelse var det også et ømt punkt at finde et job. Efter min barselsorlov skulle jeg selvfølgelig i gang med noget, men uanset hvor mange jobs jeg søgte, fik jeg ikke noget.

Det blev aldrig sagt lige ud, men det lå nok i luften, at en meget tyk pige som mig ikke var en arbejdsgivers første valg. Efter utallige forsøg på at finde et arbejde, røg jeg på kontanthjælp, og der blev jeg de næste mange år.

Jeg tacklede det på samme måde som jeg altid havde gjort: Nemlig med en kvik bemærkning og et glimt i øjet. Men bag mine egne, fire vægge havde jeg gentagne gange forfærdeligt sorte tanker, og jeg bar også på en stor, uforløst vrede, der kom til udtryk i raserianfald.

I de første fem år af Astrids liv var der ingen mand i hverken hendes eller min tilværelse, for da Oskar og jeg gik fra hinanden, valgte han at forsvinde helt og aldeles ud af vores liv.

Som tiden gik, begyndte jeg at savne en mand, men som enlig mor på fuldtid er det, som de fleste nok ved, ikke så nemt at komme i byen. Og der er heller ikke så mange mænd, der falder for en kvinde på 130 kilo.

Jeg fandt løsningen online, hvor jeg oprettede en profil på en datingside, og her jeg lærte Rasmus at kende.

Han var ensom ligesom mig, og han havde brugt så meget tid på sit arbejde, at der ikke havde været overskud til at dyrke det sociale.

Vi blev kærester, og da jeg gerne ville have et barn til, og Rasmus gerne ville være far, blev jeg efter et par års samliv gravid igen. Og det på trods af min læges advarsler om at jeg skulle vente, indtil jeg havde tabt mig rigtig meget.

Denne gang kom jeg igennem graviditeten uden helt så mange problemer som sidst. Til gengæld blev fødslen et rent mareridt. Da jeg lå og skulle føde, var jeg så tyk, at jeg ikke kunne få fat om mine ben og presse barnet ud.

Det hele blev meget kaotisk: Jordemoderen sagde, at barnet sad fast og var i fare, og jeg var selvfølgelig rædselsslagen.

En sygeplejerske stillede sig op i sengen og pressede med sin arm på min mave for at skubbe barnet ud. Takket være hende kom lille Malte til verden, og han var en vidunderlig lille dreng. Men jeg var flov og ked af det efter fødslen, men jeg skjulte det ligesom jeg plejede.

Min periode som kontanthjælpsmodtager i jævnlig aktivering blev nu afbrudt af en ny barselsorlov, og jeg nød at gå hjemme og passe mine to børn. De elskede jo deres mor, uanset hvor tyk hun var.

Jeg mødte stadig troligt op til alle familiesammenkomster jeg blev inviteret til, og veninderne græd altid ud ved min skulder. Men jo ældre jeg blev, desto mere forkert føltes det, og jeg følte mig tit tvunget til at være der for dem.

Derhjemme gav jeg mine følelser luft i form af vredesudbrud, som bestemt ikke gavnede forholdet mellem mig og Rasmus. Han brugte stadig meget tid på sit arbejde efter Malthes fødsel, og jeg følte mig tit svigtet af ham, fordi han næsten aldrig var hjemme.

Vores forhold styrede stødt og roligt mod afgrunden, og da Malthe var et par år gammel, forlod Rasmus os.

Da det skete, blev jeg simpelthen så rasende – både på Rasmus. Og på mig selv.

Jeg havde nogle slemme dage, og til sidst besluttede jeg at bryde med alle dem, som ikke var gode for mig at omgås. Det var både om familie og om veninder, som jeg havde haft i mere end 10 år, men det var nødvendigt.

Jeg fik jeg meldt ud over for dem, at jeg ikke kunne have dem i mit liv mere. Selv om de blev kede af det, kunne jeg mærke, at det var den helt rigtige beslutning. Og jeg følte et stort pres lette fra mine skuldre bagefter.

Du kan se tredje del af serien her: