Jeg vil aldrig mere være tyk - del 1:4

Alle barndomsbilleder af mig viser en sød, smilende og alt for tyk pige. Da jeg var helt lille tænkte jeg ikke over, at jeg var tykkere end de andre børn i børnehaven.

Jeg levede en god og tryg tilværelse med min mor og far og storebror. Begge mine forældre var begge overvægtige, mens min storebror var normalvægtig.

Da jeg begyndte i børnehaveklasse som femårig, var jeg dog godt klar over, at jeg var den tykkeste pige i klassen. Allerede dengang var det ikke så sjovt, og jeg blev også nogle gange drillet med min størrelse.

Men jeg var rap i replikken og kunne hurtigt finde på et svar, som ramte plet. Så blev der grinet højt i klassen, og jeg grinede selv med, både af bemærkningen om min overvægt og den kommentar, jeg havde sendt retur.

Men indvendig sved det alligevel i mig. Og når andre ikke kunne se mig, var jeg bestemt ikke altid lige så glad som i skolen. Set i bakspejlet trøstede jeg mig med mad allerede dengang, for det gav mig både en tryg fornemmelse og en tilfredsstillelse at have maven fuld af mad.

Både min læge og sundhedsplejerske var opmærksomme på det, og i en alder af ni år fik jeg tilbud om at komme på et Julemærkehjem. Det ville jeg gerne selv, og mine forældre støttede mig i planen.

Jeg var i alt 13 uger på Julemærkehjemmet, hvor jeg fik god hjælp til at tabe mig og jeg var glad for at se en ny og tyndere udgave af mig selv når jeg spejlede mig.

Men desværre kom de for mange kilo stille og roligt på igen, da jeg flyttede hjem. Min mor og far magtede ikke at tage den opgave op, det var at hjælpe mig med at holde den slanke linje.

Vi fortsatte med at spise det, vi altid havde gjort, og det var både alt for meget og alt for fedt og sødt. I mine teenageår var jeg dog kun buttet. Jeg vejede omkring 10 kilo for meget for min højde, og udadtil var jeg en glad og munter teenager, der også var temmelig populær.

Jeg havde masser af veninder, for jeg var jo altid skæg og altid frisk på en aften i byen. Hvis der faldt en drillende bemærkning af om mine svulmende former, var jeg den, der grinede aller højest og gav igen af samme skuffe.

Men inderst inde gjorde det ondt, og jeg havde det slet ikke godt i rollen som den evige klovn.

Da jeg var 16-år, blev jeg forelsket i en fyr, der var 10 år ældre end mig. Han hed Oskar og havde ikke spor imod, at jeg var buttet. Han kunne tværtimod lide mig, som jeg var, og jeg blev nok lidt betaget af hans alder og modenhed.

Oskar var allerede etableret med bil og eget hus, og inden længe var vi et fast par. Vi flyttede sammen, og som 18-årig og netop i færd med at tage min afsluttende eksamen blev jeg gravid.

Det var absolut ikke planlagt, men jeg var himmelhenrykt, for nu skulle vi jo være en familie.

Oskars begejstring var måske lidt mere behersket end min, men han vænnede sig til tanken om at skulle blive far og begyndte også at glæde sig over det.

På grund af graviditeten kom jeg ikke i gang med enten at søge job eller finde en uddannelse efter skolen. Jeg gik derhjemme og hyggede mig med at gøre klar til barnet, og min vægt steg voldsomt.

I forvejen havde jeg taget en del på og var nok mere overvægtig end buttet. Da jeg nåede ottende måned, havde jeg taget 35 kilo på og vejede 125 kg.

Både lægerne og min jordemoder var stærkt bekymrede for mit og barnets helbred, og jeg havde det heller ikke spor godt.

Min krop kunne slet ikke håndtere de mange kilo sammen med graviditeten, så jeg fik en masse vand i kroppen og udviklede gammelmandssukkersyge.

Da jeg til sidst også fik svangerskabsforgiftning, blev jeg indlagt på sygehuset og lå der i den sidste måned af graviditeten.

Men heldigvis mundede min besværlige graviditet ud i fødslen af en perfekt, lille pige, som vi blev enige om at kalde Astrid.

Hun var så sød og vidunderlig, og jeg var utroligt lykkelig for hende. Ingenting kunne slå mig ud – heller ikke de problemer, der snart begyndte at melde sig i forholdet mellem Oskar og mig.

Det var som om, vi var vokset fra hinanden, og jeg var faktisk hverken knust eller ulykkelig, da jeg flyttede fra ham og for første gang fik min egen lejlighed.

Da var Astrid et halvt år, og jeg var lige fyldt 19.

Du kan se anden del af serien her: