Min dumhed kostede mig alt - del 1:4

Jeg har altid haft et privilegeret liv. Jeg voksede op i et trygt og kærligt hjem, jeg fik gode karakterer i skolen, og jeg var populær.

I mange år nød jeg min singletilværelse, og var sammen med hvem jeg havde lyst til.

Nogle var single, andre var gift. Det tog jeg ikke så tungt, for det var jo deres problem, tænkte jeg.

Da min veninde Jane mødte sin kæreste Jonas, og de blev gravide, kunne jeg mærke, at der var noget, der rykkede inden i mig.

Jeg vidste jeg gerne ville stifte familie, men det skulle være med den helt rigtige.

Jeg fik arbejde i et konsulentfirma, og jeg flirtede med alt og alle. Men en dag blev det alvor.

I receptionen faldt jeg en dag i snak med Carsten, der var kommet for tidligt til et møde.

Selv om han var 20 år ældre end jeg, kunne jeg med det samme mærke, at han var noget helt særligt. Han var en flot mand. Høj, solbrun, med grå stænk i håret, iklædt en hvid skjorte uden slips.

Han havde pæne hænder. Og en vielsesring siddende.

Men jeg var solgt.

Der var ingen tvivl i mit sind, om at her var min drømmemand.

Han fik mit nummer, inden han gik ind til sit møde, og dagen efter og inviterede mig på en drink ude i byen.

Samme weekend var vi sammen for første gang på et hotel.

Carsten var ikke en mand, der ventede på, at tingene skulle ske.

Han handlede hurtigt, og allerede en måned efter vores første møde meddelte han sin kone og sine to voksne børn, at han havde fundet en anden, og at han ville skilles. Sådan var det.

Og så stod vi pludselig en onsdag i oktober med en ejendomsmægler og kiggede på et hus nord for København.

Tæt på byen, skov og strand. Og kort efter jul flyttede vi ind. Det var som en drøm.

Men han ville ikke giftes. I hvert fald ikke i en kirke, for det havde han prøvet, sagde han.

Han var heller ikke synderligt interesseret i at få et barn.

Han havde jo allerede to, sagde han, og han mente, at en lille ny ville lægge for meget beslag på vores tid sammen.

Men på det punkt stod jeg fast: At jeg skulle være mor, var ikke til forhandling.

En ting var at jeg havde vinket farvel til drømmen om at stå hvid brud og holde en stor eventyrfest. Det kunne jeg gå med til.

Men et barn - dét ville jeg have. Og jeg følte, at det var ved at være på tide. Jeg fyldte snart 30.

Og til sidst fik jeg Carsten overtalt til at prøve.

Da jeg efter det første halve år stadig ikke var blevet gravid, begyndte bekymringen så småt at snige sig ind i mit sind.

Efter endnu et halvt års forgæves forsøg var jeg ikke længere bare bekymret, men i decideret total panik.

Vi tog til lægen, og efter han havde undersøgt os begge, slog han ud med hænderne og sagde, at der sådan set ikke var noget galt med os, og at vi bare skulle klø på.

Vi prøvede at afpasse det med min ægløsning, vi prøvede at holde pauser for at forbedre Carstens sædkvalitet, vi prøvede alverdens husmor-råd, men intet hjalp.

Til sidst foreslog Carsten selv, lidt tøvende, at vi kunne prøve kunstig befrugtning.

Det var slet ikke faldet mig ind, og at det var Carsten, der kom med forslaget, fik mig kun til at elske ham endnu højere, for jeg vidste jo godt, at han ikke var nær så forhippet på at få et barn som mig.

Og så skete miraklet: Jeg blev gravid.

I april, to måneder før min 33-års fødselsdag, blev Carsten og jeg forældre til to små piger.

Det var den lykkeligste dag i mit liv, men det blev også vendepunktet i Carstens og mit forhold.

Jeg holdt op med at arbejde og koncentrerede mig i stedet om at passe tvillingerne og huset.

Til gengæld arbejdede Carsten mere og mere for at tjene det ekstra, der skulle til, for at vi ikke skulle skære ned på vores levestandard.

Men lidt efter lidt fik jeg den nagende fornemmelse, at Carsten slet ikke var interesseret i pigerne.

Udover en masse arbejde, begyndte han også at gå til golf, og jeg følte mig i stigende grad overladt til at tage mig af det hele på hjemmefronten.

Jeg elskede mine piger, men alt det praktiske hang mig ud af halsen.

Da Mona og Maria begyndte i børnehave, troede jeg, at nu ville alt blive godt, og jeg nu ville få mere tid til mig selv og nyde livet.

Men i stedet for begyndte jeg at kede mig.

Da jeg en aften klagede min nød til Carsten, svarede han fraværende:

– Jamen, så begynd at arbejde igen. Du kan sikkert godt finde noget på halvtid. Eller begynd at spille tennis eller et eller andet. Gå til fitness. Find noget adspredelse.

Det irriterede mig, at han var så ligeglad med mit liv og ikke tog mit problem mere seriøst.

Det irriterede mig også, at han uden videre forventede, at det var mig, der skulle arbejde på halvtid, fordi det var mig, der skulle hente og bringe børnene.

Alligevel fulgte jeg hans råd og begyndte at gå til fitness.

Men det skulle jeg nok aldrig have gjort, for allerede efter en måned fik jeg en affære med en mand fra fitnesscenteret.

Og endnu en gang, var han gift...

Du kan se anden del af serien her: