Min dumhed kostede mig alt - del 2:4

Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg havde en affære med Jens.

Jeg ved bare, at jeg i dag fortryder det bittert.

Sådan set kunne jeg have haft en affære med hvem som helst.

At det blev Jens, var bare en tilfældighed, en dag vi sad ved siden af hinanden på motionscyklerne.

– Er det virkelig kun din anden gang hernede? spurgte han og hævede øjenbrynene.

Jeg smilede og nikkede. Jeg blinkede til ham og gjorde et kast med håret.

Selv om han måske smurte lidt tykt på, følte jeg mig smigret – og jeg følte mig pludselig som en kvinde igen.

En dag efter træning foreslog spurgte jeg, om han ikke havde lyst til at drikke en kop kaffe med mig.

Du kan se første del af serien her:

Det var Jens frisk på, og sådan gik det stille og roligt med sniksnak og flirteri i nogle uger, indtil vi en dag havnede på et hotelværelse sammen.

Jens var hverken flottere eller mere charmerende end min mand.

Det var heller ikke, fordi vi havde bedre sex.

Og selv om han var sød og god til at lytte, var han langtfra så intelligent og skarp som Carsten.

Jeg tror, at jeg savnede spænding i mit liv.

Min tilværelse havde været så festlig og farverig i min ungdom, og nu var jeg bare en helt almindelig husmor med tvillinger og en mand, der arbejdede hele tiden.

Det var kedeligt og forudsigeligt.

Det var nok det, der fik mig til at have en affære.

Spændingen og faren for at blive opdaget tændte mig, og selv om jeg godt vidste, at det i bund og grund var forkert, havde jeg ikke synderligt dårlig samvittighed.

For mig havde min affære nemlig intet med mit forhold til Carsten at gøre.

Ham elskede jeg jo: Han var manden i mit liv, mine børns far.

Det andet var bare en slags fritidsfornøjelse. Nærmest en form for hobby.

Til at begynde med gjorde affæren, at Carstens og mit forhold faktisk blev endnu bedre.

Det var, som om jeg fik mere energi og elskede ham endnu højere, fordi jeg ikke længere kedede mig så meget i dagtimerne.

Det var ikke hver dag, jeg så Jens.

Han var også gift, så vi måtte planlægge hvert møde nøje, for at det ikke skulle blive opdaget, og vi sås som regel et par gange om måneden.

Affæren stod på i tre år, men allerede efter to år var jeg klar til at stoppe den.

Efterhånden havde spændingen fortaget sig, og jeg fortsatte egentlig bare det sidste år, fordi det var blevet en vane.

Havde jeg dog bare gjort det forbi tidligere, kunne jeg måske have undgået det forfærdelige, nemlig at Carsten opdagede affæren.

Som en skæbnens ironi havde jeg netop sms’et til Jens, at nu var det slut mellem os, og jeg lagde telefonen fra mig, og gik ud i bryggerset.

Men så kaldte Carsten på mig inde fra i stuen.

– Vi skal have en snak, sagde han.

Pigerne, som på det tidspunkt netop var fyldt seks, var lagt i seng.

Jeg havde været ved at lægge noget tøj sammen, men satte mig nu i sofaen foran Carsten, som sad i sin brune læderstol med min mobiltelefon i hånden.

– Tror du, at jeg er komplet idiot? spurgte han.

Hans øjne lynede, men stemmen var stadig rolig og fast.

Jeg lukkede øjnene og kunne mærke, jeg blev helt kold indeni: Han havde opdaget det.

Jeg kunne have slået mig selv ihjel.

Normalt var jeg meget påpasselig med at slette mine beskeder, når jeg havde skrevet til Jens, men det var åbenbart glippet denne gang.

Tårerne vældede op i mine øjne, mens jeg febrilsk stammede:

– Carsten, jeg kan forklare. Det er ikke, som du tror. Uanset hvad det var, er det forbi. Det er jo dig, jeg elsker, hikstede jeg og tørrede febrilsk mine øjne.

Han sukkede og rejste sig op:

– Ja, Iben, du har fuldstændig ret. Det er forbi. Jeg kan ikke bo sammen med en billig luder.

Han fortsatte med uforsonlig stemme:

– Du har en uge til at flytte. Børnene må vi finde ud af, hvordan vi deler.

– Det er slut mellem os, sagde han og gik ud af stuen.

Du kan se tredje del af serien her: