Min dumhed kostede mig alt - del 4:4

Jeg havde det forfærdeligt.

Min tanker kredsede konstant omkring Carsten og Hanne, og jeg forestillede mig, hvor lykkelige de var.

Jeg så for mig, hvordan de lavede mad sammen i mit køkken og elskede i min seng, i mit hus.

For sådan havde jeg det. Det var jo mit liv, Hanne levede.

I virkeligheden boede jeg slet ikke her i den dumme lille lejlighed, tænkte jeg. Det var bare noget midlertidigt.

Jeg boede jo hos Carsten. Vi var mor og far og børn i vores dejlige hus, tæt på byen, skov og strand.

Det hele var en stor misforståelse, bildte jeg mig selv ind.

Jeg var sygeligt jaloux, når pigerne kom hjem og fortalte, at Carsten havde taget dem med i skoven, i Tivoli eller i biografen.

Især hvis Hanne havde været med.

Du kan se første del af serien her:

Jeg holdt jul hos mine forældre sammen med børnene.

Det gik fint, lige indtil vi skulle pakke gaver op. Så brød jeg sammen og måtte løbe ind på gæsteværelset og græde ud.

Jeg følte, at jeg var en stor fiasko, både som mor og som kvinde.

Nytårsaften sad jeg alene i lejligheden.

Børnene var hos Carsten.

Jeg tog ikke telefonen, de to gange den ringede.

Jeg havde ikke lyst til at snakke, så jeg sad bare i mørket, indtil jeg gik i seng lidt i ni.

I løbet af foråret begyndte jeg at se min gamle veninde, Jane igen.

Vi havde ikke set hinanden så meget i de senere år, men en dag ringede hun og spurgte, om ikke vi skulle mødes på en café til en kop kaffe.

Hun fortalte mig, at hun og Jonas var gået fra hinanden for mange år siden, og hun nu boede alene med sin søn August, som efterhånden var blevet en stor dreng.

– Velkommen i klubben af alenemødre, sagde Jane og smilede.

– Alenemor? Jeg er da ikke alenemor, protesterede jeg, og rodede mig ud i en lang forklaring om, at det var en frygtelig fejltagelse, og at jeg snart kunne flytte hjem til Carsten igen.

Jeg var rystet. Jane så på mig og gav min arm et lille klem:

– Det skal nok gå, skal du se, sagde hun.

Jane endte med at blive min redningsplanke.

Lidt efter lidt åbnede jeg op over for hende. Og når børnene var hos Carsten, snakkede vi i telefon i timevis.

Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det, og afslørede endda, at jeg et par gange havde overvejet at tømme et pilleglas for at få smerten i mit hjerte til at holde op.

Jeg fortalte hende, hvordan jeg flere gange i løbet af vinteren havde taget toget ud til vores hus om aftenen, hvor jeg i mørkets skjul havde stået og kigget ind gennem vinduerne på Carsten og Hanne og børnene, mens jeg græd lydløst.

En dag slog Jane i bordet og beordrede mig at gå til lægen.

– Hør nu her, Iben, du har det ikke godt. Du skal have hjælp.

– Tænk dog på dine børn, sagde hun og fik mig til sidst slæbt med i konsultationen, hvor jeg fik konstateret en depression og kom på antidepressiver.

Jane holdt ved, og lidt efter lidt begyndte mørket at lette.

Om det var pillerne eller de mange nætter med Jane i røret, ved jeg ikke, men langsomt vågnede jeg fra det mareridt, mit liv var blevet til.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden.

Der var snarere tale om en blød kurve, en næsten umærkelig forvandling dag for dag, indtil jeg til min store overraskelse mærkede, at jeg faktisk havde det godt, at himlen var blå, og at jeg havde en masse at glæde mig over. Ikke mindst mine dejlige piger.

Jeg er stadig ked af, at jeg satte mit liv med Carsten over styr.

Jeg mistede den mand, jeg elskede over alt på jorden, mine børns far og hele min drøm af en tilværelse.

Men jeg har indset, at gjort er gjort, og jeg får aldrig Carsten igen.

Jeg har altid været forkælet og er kommet let til det meste. Jeg var jo populær socialt og havde let ved at få mænds opmærksomhed.

Især gifte mænd, men det var der aldrig sket noget ved.

Carsten var jo også gift, da vi mødte hinanden, men det var vitterligt aldrig faldet mig ind, hvordan det kunne have påvirket hans eks og deres voksne børn.

Og da jeg selv var utro, tænkte jeg simpelthen ikke over, at det ikke bare havde indflydelse på mit eget liv, men også på en hel masse andre menneskers liv.

Man kan sige, at jeg fik den nedtur, jeg fortjente.

Jeg var naiv og dum, men man må leve med konsekvenserne af de valg, man træffer, uanset hvor meget man måske senere fortryder dem.

Og efterhånden har jeg lært at leve med mig selv, og de valgt jeg traf dengang.