Minder og veninder

Først på kontor, så giftes

I 1953 gik jeg ud af skolen efter 8. klasse, og jeg var faktisk ikke spor ked af nu at have afsluttet min skolegang. Sandt at sige havde jeg ikke været nogen særligt flittig elev, for mine tanker havde haft det med at flyve deres egne veje, når lærerne underviste os. Jeg havde heller ikke altid været god til at tie stille, og derfor havde jeg tilbragt en del af skoletimerne uden for døren.

Det gode ved skolen havde været hele min dejlige flok af veninder, for dem havde jeg hængt sammen med både i skoletiden og i fritiden.

Nu skulle jeg jo have noget at bestille, og det lykkedes mig at få en kontorplads.

– Så kan du blive der, til du bliver gift, sagde min far.

Det var et nyt liv, der begyndte, og nogle fra venindeflokken rejste fra byen. Andre var stadig tilbage, og det var godt, for så kunne vi følges ud om aftenen. Der blev nemlig danset i pavillonen Sommerlyst, og her var der altid nogle ungersvende, som var villige til at følge os piger hjem.

Min mor mente dog ikke, at det lød så trygt, for tænk nu, hvis min følgesvend myrdede mig på hjemvejen eller smed mig i havnen. Derfor gav hun mig 15 kroner til en taxa, men de penge brugte jeg på en såkaldt gummisjus, som kunne vare hele aftenen. Drinken bestod af vermouth, snaps og sodavand.

Ikke længe efter skete der noget meget sørgeligt, for en af pigerne fra venindeslænget havde lyttet til sine forældres formaninger og taget en taxa hjem. Taxaen kørte galt, og pigen blev dræbt.

Til fest i købmandsgården

Den tragedie talte vi meget om, når vi samledes ved pølsevognen om aftenen. Pølsevognen var noget nyt i byen, og efter arbejdsdagen på kontoret og aftenundervisningen på handelsskolen passede det fint med en hotdog til aftensmad.

Med hensyn til den stakkels, afdøde pige var der en, der vidste, at hun havde fået sine nye højhælede sko på i kisten, og det var alligevel spild af sko, blev der hvisket.

Hvisket blev der også om noget andet, for der var også en af veninderne, der i en alder af blot 16 år fik en søn. Drengen havde et lille handicap, og hans far forduftede.

I byen lå en stor købmandsgård, og en aften inviterede sønnen i familien alle vi unge til gilde. Hans forældre var ikke hjemme, og vi morede os med at spise chokolade og drikke øl i forretningen, mens vi sang med på hits som ”Hele ugen alene” og ”Vovsen i vinduet”.

Vi var kloge nok til at rydde pænt op efter os, men jeg skulle aldrig have fortalt min mor, hvor jeg havde været til fest henne.

Den følgende dag var mor nemlig inde hos købmanden for at handle, og hun fortalte, at hendes datter havde sunget og danset der aftenen før. Det vidste købmanden ikke noget om, så sønnen fik stuearrest. Mine forældre idømte også mig en straf, for jeg skulle vaske trapper i begge opgange i vores ejendom helt fra stuen og op til anden sal.

Da jeg var en skarnspige

En aften var der en ung mand, der tilbød at følge mig hjem. Da vi var nået så langt, ville han også med ind på mit værelse, og han var ret insisterende.

Det endte med, at jeg skubbede ham ud i den lukkede gård og låste døren, og så stod han indespærret derude og råbte om hjælp.

Jeg skyndte mig op på mit værelse, og min far måtte iført natskjorte befri den ihærdige unge mand. Far kunne jo godt regne ud, at jeg havde været involveret i et vist omfang, så næste dag blev jeg skældt ud for at være en skarnspige.

Årene gik, jeg mødte manden i mit liv, blev gift og mor til to dejlige børn, og i 2022 fejrede vi krondiamantbryllup. Desværre mistede jeg mine forældre så tidligt, at de ikke kom til at opleve den familielykke, jeg fryder mig over den dag i dag.

Min kære mand og jeg fejrede nemlig mærkedagen omgivet af børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn samt andre familiemedlemmer og nogle gode venner. Blandt disse var der to af veninderne fra min glade ungdom.