Pæne piger går til dans

Til dans med borgerskabet

I 1964 begyndte jeg til dans. Torsdag eftermiddag iklædte min mor mig en strutkjole, flettede mit hår og touperede sit eget, hvorefter vi kørte til byens eneste hotel, hvor frøken Johansen underviste i dans.

Man skulle være fyldt seks år for at deltage, og min mor havde længselsfuldt ventet på, at jeg skulle blive gammel nok.

I vores lille, sjællandske købstad var det et must, at ens børn skulle gå til dans på hotellet, hvis man tilhørte borgerskabet eller havde ambitioner om at gøre det. Det kostede nemlig noget at gå til dans, så det var ikke alle og enhver beskåret.

Min far forsørgede os ved at drive et cykelværksted på hovedgaden, som hed Algade. Selv om han ikke havde ansatte, var han alligevel selvstændig erhvervsdrivende, og det var finere end at være ansat.

Frøken Johansen røg cerutter, mens hun underviste, og hendes søster hamrede i klaveret.

Vi blev undervist i klassiske danse som engelsk vals, wienervals, polka og quickstep. Når vi skulle præsenteres for en ny dans, bad frøken Johansen altid et af de ældste par om at vise os nybegyndere den, og det var altid det samme.

– Vil apotekerens Inge og præstens Ole træde frem på gulvet og vise dansen? bad frøken Johansen altid. Der var kun en Inge i byen og en Ole på holdet, så hun kunne i realiteten have sparet sig at nævne fædrenes titler, men danseskolen var snobberiets højborg.

Derefter skulle vi alle prøve at træde dansen, og drengene stillede sig op i en række på den ene side af parketgulvet og vi piger på den anden. Derefter skulle drengene inklinere, men løb var strengt forbudt, så de tog turen over parketgulvet i kapgang.

Desværre havde min mor på forhånd truffet aftale om, at jeg skulle danse med min fætter Per. Vi var lige gamle, men jeg var et hoved højere end ham.

Sladder og nyheder langs væggen

Mens vi blev undervist, sad mødrene i en kødrand på stole, der var sat frem langs væggene. Så blev der delt sladder og nyheder. Når jeg havde været til dans, vidste min mor altid en masse nyt, som hun fortalte min far hen over frikadellerne om aftenen.

I august 1965 begyndte jeg i skolen, men mor insisterede på, at jeg skulle fortsætte med dans, selv om jeg ikke var noget indlysende dansetalent. Men pæne piger gik til dans, som hun understregede.

Kort før afdansningsballet med den traditionelle medaljeuddeling blev Per syg og stoppede på holdet. Dermed var alle fri til at byde mig op, og jeg erfarede snart, at det kunne være værre at blive valgt end ikke at blive valgt og derfor var henvist til at danse med en anden pige, for der var flest piger. Nogle af drengene var nemlig drilagtige og nev dansepartneren eller trådte dem over lakskoene med vilje.

Til afdansningsballet det år bød en mørkhåret dreng på min egen højde mig op. Han hed Richard og var ny på holdet, men gik på en anden skole. Af uvisse grunde brød min mor sig ikke om hans familie, men jeg var henrykt. Tilmed var Richard en god danser, og vi vandt andenpladsen i engelsk vals og skulle dermed have en sølvmedalje.

På det tidspunkt havde jeg tabt hjertet til Richard, og jeg var stolt og lykkelig, da vi stod pænt mellem guldmedaljeparret og bronzemedaljeparret og ventede på at træde frem og modtage medaljen.

Richards dårlige manerer

Da frøken Johansen læste vores navne op, skulle Richard og jeg solo gå hen over gulvet til det lille podie, men pludselig tog pokker ved Richard. Han slap min hånd, tog tilløb og kurede på skrå hele vejen hen til podiet.

Så måtte jeg gå alene, og mine kinder kogte af ydmygelse. Jeg var så rasende over Richards manglende manerer, at jeg knap nok kunne fryde mig over sølvmedaljen.

Det var første, men ikke sidste gang, at det modsatte køn skuffede mig. Det blev også første gang, jeg satte mig op imod min mor. Jeg nægtede nemlig at gå til dans den følgende sæson, og selv om min mor var rasende over at gå glip af sladderen og samværet med de andre fruer, stod jeg fast.

Min tid som danser var forbi, og jeg begyndte i stedet at gå til spejder.