Saras mor drak i smug - del 2:2

Da Maria og mig mødtes næste dag, og havde bestilt en kop kaffe, tog jeg mod til mig og sagde:

– Jeg ved godt, at det lyder vanvittigt. Men jeg er nødt til at høre, om du nogensinde har kørt med pigerne, når du har drukket?

Jeg stirrede på Maria og holdt vejret.

Hun sad med åben mund og stirrede tilbage.

– Hvad taler du om? spurgte hun.

– Har du? spurgte jeg igen.

– Nej, selvfølgelig har jeg ikke det! Hvad går der af dig? spurgte hun irriteret.

Hun kiggede på mig: – Jeg havde høfeber og ondt i hovedet. Hvordan kan du overhovedet tænke sådan om mig? Hvad er du for en veninde? skældte hun.

Jeg følte mig flov og kejtet.

– Det må du også undskylde, svarede jeg: – Glem det. Det var bare en tosset tanke. Jeg måtte bare have det ud, sagde jeg til sidst.

Maria tøvede lidt, før hun svarede: – Ja, det er så i orden.

Vores forhold var en anelse anspændt de næste uger, men pludselig var alt som før.

Jeg havde næsten slået min mistanke ud af hovedet og tænkte, at det nok var mig, der havde været galt på den.

Men en dag ringede min mobil, mens jeg var på vej hjem fra arbejde. Det var Anna.

– Mor, du er nødt til at komme. Saras mor er faldet, sagde hun med gråd i stemmen.

Jeg vendte bilen med det samme og kørte mod deres hus.

I døren stod Anna og Sara, og de var tydeligt rystede. – Hun ligger derinde. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, sagde Anna og pegede ind i huset.

– Jeg har ringet efter min far, sagde Sara stille.

For foden af trappen i entreen lå Maria med en ordentlig bule i panden. Jeg kunne tydeligt lugte alkoholen, da jeg forsigtigt rørte ved hendes skulder. Pludselig vågnede hun med et sæt.

– Hvad fanden glor du på? råbte hun, og i det samme kom Henrik ind ad døren.

– Henrik! Snøvlede hun og begynde at grine: – Jeg er faldet, og nu kan jeg ikke komme op.

Henrik var kridhvid i hovedet. Han kiggede anstrengt på mig:

– Tak, fordi du kom. Jeg skal nok tage mig af Maria herfra, sagde han mens han nærmest skubbede mig ud ad døren.

– Henrik, det går da ikke. Vi bliver nødt til ... nåede jeg at protestere, før han snerrende skar mig af: – Bare kør!

Det var sidste gang, jeg var i deres hjem.

Jeg holdt Anna hjemme fra skolen i et par dage, for at hun kunne sunde sig oven på den ubehagelige oplevelse. Og da hun begyndte igen, undgik hun og Sara hinanden. Sara stoppede også til svømning.

Anna var meget ked af det og forstod ikke, hvad der var sket.

En aften, da hun lå i sin seng, spurgte hun mig, hvad der egentlig var sket med Saras mor den dag.

– Var hun fuld? spurgte hun tøvende.

– Ja, svarede jeg og pyntede lidt på sandheden, da jeg begyndte at forklare, at Saras mor havde en sygdom, ligesom sukkersyge eller astma, og at hun derfor ikke kunne tåle alkohol på samme måde som andre mennesker.

Jeg sagde til hende, at det ikke var noget, hun kunne gøre for, men at hun sandsynligvis skulle have hjælp for at blive rask igen.

Jeg sagde også, at det måske var en meget svær tid for Sara og hendes familie.

Anna kiggede ned og nulrede stroppen i sin natkjole.

– Jeg savner Sara, sagde hun og brast i gråd. Det skar i mit hjerte, og jeg trak hende ind til mig og gav hende et knus, mens jeg prøvede at trøste hende.

Sara og Annas venskab blev aldrig det samme som før.

Kort før sommerferien fortalte en af de andre forældre i klassen mig, at Sara skulle flytte til en anden by og starte på en ny skole.

Jeg hørte, at familien ville begynde på en frisk, og at Maria var kommet i behandling på en klinik.

Anna var knust, da hun hørte om flytningen, men også fordi de ikke havde snakket sammen, siden den triste hændelse.

Der er nu gået et par måneder, og heldigvis er Anna kommet videre.

Hun har fundet en ny veninde, men hun er også så småt begyndt at skrive med Sara igen, og det giver mig håb for de to.

Jeg har tænkt meget over, om jeg burde have gjort noget anderledes. Men jeg tror det ikke.

Jeg prøvede at beskytte min datter, da jeg var bange for, at der kunne ske hende noget. Og jeg tror Sara var flov over sin mor.

Men forhåbentlig er det noget, de vil kunne lægge bag sig med tiden.