Stærke nok til en krise

Vi var børn af alkoholikere

Jeg er vokset op i en familie, hvor både min mor og far drak for meget. Da jeg mødte Carsten, fandt vi hurtigt ud af, at det var noget, vi havde til fælles, og det var en lettelse, at jeg ikke behøvede at forklare Carsten, hvordan det er at være barn i et hjem med alkoholmisbrug. Senere, da vi blev gift og fik børn, var vi enige om aldrig at være fulde foran dem og i det hele taget drikke med måde.

Vores døtre var blevet teenagere, og jeg var lige fyldt 45, da jeg første gang lagde mærke til, at noget havde ændret sig. Carsten arbejdede som portør på byens hospital, og det betød skiftende arbejdstider. Han havde ofte fri om dagen efter en aftenvagt, men hvor han førhen brugte tiden på praktiske gøremål i vores hus, sov han nu dagen væk.

Han begyndte at ringe til mig, mens jeg var på arbejde, og der var noget i hans stemme, der bekymrede mig, uden at jeg for alvor turde tænke tanken til ende.

Carsten var blevet opereret i knæet et halvt år forinden, og han påstod, da jeg spurgte til det, at hans snøvlen måtte være en bivirkning af den smertestillende medicin, han havde fået. Jeg købte den forklaring, for jeg havde ikke lyst til at tænke på den oplagte grund: At min mand var begyndt at drikke.

I tiden efter opstod der flere underlige situationer. Carsten hentede altid vores døtre, når de var til fest, og en nat, da han havde hentet vores ældste, Caroline, var hun ked af det, da de kom hjem. Hun sagde, at hendes far havde været helt forvirret og var kørt den forkerte vej.

Jeg var i syv sind, for Caroline havde fået en del at drikke, men spørgsmålet om, hvorvidt det også gjaldt Carsten, blev ved med at rumstere i mit hoved.

Plakatfuld til fødselsdagen

Det var først til Carolines 18-års-fødselsdag nogle måneder senere, at jeg ikke længere kunne lukke øjnene for det, der foregik. Vi havde inviteret hele familien til brunch klokken 11, og Carsten var plakatfuld. Det var synligt for enhver.

Samme aften gik han til bekendelse. Hans drikkeri havde stået på i over et år. Selv om jeg inderst inde havde vidst det længe, føltes det overvældende. Jeg havde lovet mig selv, at mine døtre aldrig skulle opleve det, jeg oplevede i min barndom, og nu stod vi her.

Jeg havde ondt af Carsten, men mest af alt var jeg rasende på ham for at have sat mig i denne situation. Det var skilsmissegrund, og det havde vi altid sagt til hinanden.

Carsten vidste det godt. Han skammede sig, men mest af alt var han rædselsslagen, for han kunne godt huske vores aftale. Børnene kom først, og sådan var det.

Han tog udfordringen op

Jeg ville gøre alt for at beskytte vores piger, men det gik op for mig, at der var en afgørende forskel på min barndom og så det, der skete nu. I modsætning til mine forældre benægtede Carsten ikke, at han havde et alkoholmisbrug, og han skød ikke ansvaret fra sig. Han var indstillet på at gå i behandling, og det blev afgørende for mig.

Allerede ugen efter begyndte han i medicinsk behandling og gik til ugentlige samtaler med en psykolog, og jeg besluttede, at jeg gerne ville være der for ham. Jeg blev i mit ægteskab.

Det var hårdt, især i starten, men da vi fik fortalt vores døtre, hvad Carsten kæmpede med, oplevede jeg, at en sten faldt fra mit hjerte. Det var stort for mig at se, at selv om Carsten var alkoholiker ligesom sine forældre, håndterede han det helt anderledes. Min mand tog udfordringen op, og efter et enkelt tilbagefald gik det fremad.

Carsten kommer til at være tørlagt alkoholiker resten af livet, men han kan godt få et fint liv uden alkohol. Det har givet mig styrke at finde ud af, at Carstens og mit forhold er stærkt nok til at klare det, jeg altid har frygtet mest.