Maria blev alkoholiker: Jeg drak min usikkerhed væk

Maria var tolv år, da hun første gang mærkede alkoholens lindrende effekt. Med rusen forsvandt hendes dårlige selvværd, og hun var straks afhængig. Lige siden har hun kæmpet med konsekvenserne.

”Idioten i hovedet”. Det er navnet, som 56-årige Maria Grönhave fra Helsingborg har givet sin alkoholisme. Hun kan håndtere ham nu, men sådan har det ikke altid været, og det har haft ødelæggende konsekvenser.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

I Marias hoved sidder idioten i en gyngestol, klar til at rejse sig og slå til, så snart hun smider sit skjold.

– Jeg ser mit liv i billeder. Det er enklere på den måde. Min alkoholisme er en blind passager, som jeg må leve med. Men jeg kan afvæbne ham ved aldrig at tage det første glas. Så snart jeg drikker, forsvinder al virkelighed. Så handler det kun om at få mere at drikke.

Den første gang, Maria smagte alkohol, var i slutningen af 1970’erne i hendes barndomsby i Skåne. Sammen med sine søskende og venner befandt hun sig hos den lokale alkoholiker, som Maria kalder ham. Ungdommen samledes der og rodede med knallerter. Friheden føltes lidt større i hans baghave.

En dag bød han dem på hjemmebryg. Maria fik et glas. Hun var tolv år.

– Jeg stod på hans veranda, kiggede ud over markerne og følte kun én ting: ”Sådan her vil jeg have det hver dag i resten af mit liv.”

Søgte bekræftelse

Med ét var hun afhængig. I gymnasiet gik hverdagene med at planlægge weekender med druk.

– Der var fester og socialt samvær. Men for at turde deltage, så drak jeg. Med alkohol i kroppen blev jeg ”nogen”.

Alkoholmisbruget eskalerede. Marias usikkerhed og dårlige selvværd forsvandt, i takt med at promillerne i blodet steg. Hun blev midtpunkt, set og hørt.

– Jeg havde brug for bekræftelsen. Den blev min drivkraft.

 

Maria som otteårig. Fire år senere smagte hun alkohol for første gang – og blev afhængig.

Maria som otteårig. Fire år senere smagte hun alkohol for første gang – og blev afhængig.

 

Senere lykkedes det hende at sætte bremsen i for en stund. Under alle sine fire graviditeter lagde hun alkoholen på hylden.

– Mens børnene var små, drak jeg sjældent. Men jeg havde blackouts. Jeg syntes, det var ubehageligt, men jeg følte ikke, at jeg havde et problem. For mig var en alkoholiker sådan en i joggingbukser på en bænk.

I dag ved Maria, at hun allerede dengang havde en syg adfærd. Hendes jagt på bekræftelse fik hende til at overskride grænser, som hun ikke burde have krydset. Hun var sin mand utro, selv om hun elskede ham.

– Til sidst kunne jeg ikke se denne fantastiske mand i øjnene længere. Jeg forlod ham, fordi han fortjente bedre end mig.

Ramte bunden

Kort efter årtusindskiftet mødte Maria en ny mand, som hun beskriver som en storforbruger af alkohol.

– I dag forstår jeg, at det var min sygdom, der opsøgte ham.

Marias alkoholmisbrug tog atter fart og blev undskyldt med sociale aktiviteter, spilaftener og grillarrangementer. Sådan fortsatte det i flere år, indtil hun udviklede angst og depression og valgte at stoppe i en periode.

I slutningen af 00’erne drak Maria hver dag. Men den værste periode lå stadig foran hende. Hun havde ikke ramt bunden endnu.

I 2010 blev hun skilt og flyttede for sig selv i en anden by. Hun glædede sig over sin nye start og havde været ædru i nogle måneder, da hun tænkte, at ”en øl kunne hun nok sagtens tage”. Øllen blev hurtigt til flere.

– Det var der, min sygdom for alvor brød ud.

Da det var værst, tømte Maria en hel karton med papvin hver aften.

– Man lyver for sig selv. Hver aften, når jeg opdagede, at kartonen var tom, sagde jeg til mig selv, at det var den, jeg købte i går.

Uventet hjælp

I starten var alkoholen en forræderisk ”ven”, der hjalp hende med at opretholde en facade. Men til sidst udfyldte den ikke længere samme funktion. Hun madede et monster, som ikke kunne få nok.

En januardag i 2013 sad hun foran endnu et stort glas vin. Hun sagde til sig selv, at hun ikke skulle drikke det, men kunne ikke modstå fristelsen.

– Da blev jeg for alvor bange. Jeg indså, at jeg ikke kunne stoppe. Kroppen skreg efter alkohol.

Nogle måneder senere stødte hun på en tørlagt alkoholiker til en fest. Han havde set hende drikke, hidsigere og mere end de andre. Kort tid efter bankede han på hendes dør. Han fortalte om et fællesskab for anonyme alkoholikere, som havde hjulpet ham.

Den 24. april 2013 gik Maria til sit første møde. Deltagerne var helt normale mennesker, som hun selv, der delte deres historier om skyld og skam. Hun genkendte sig selv i hver eneste fortælling, og det blev vendepunktet.

Den dag blev hendes første dag som promillefri i mange år, og lige siden har hun været ædru. Men det har ikke været en nem rejse at vinke farvel til alkoholen.

 

Maria har været ædru i ni år nu. I dag forstår hun, at hun har værdi i sig selv, og at hun ikke har brug for alkohol for at føle sig lykkelig.

Maria har været ædru i ni år nu. I dag forstår hun, at hun har værdi i sig selv, og at hun ikke har brug for alkohol for at føle sig lykkelig.

 

Maria havde gået til møderne i fem måneder, da hun en lørdag i september brød sammen hjemme på sofaen. Hun følte sig tom indeni, og det gik op for hende, at hun i alle årene havde udfyldt tomrummet med alkohol. Det var ikke længere en mulighed.

De andre i fællesskabet rådede hende til at kontakte sin chef og bede om hjælp til at komme i behandling. Hun ringede til ham en weekend, og om mandagen gennemgik de mulighederne sammen.

Knytnæve i sjælen

Nogle uger senere sad hun i bilen med sin chef bag rattet. Han kørte hende til et behandlingshjem, hvor alkohol var bandlyst. Til gengæld var der mænd.

– Det blev min nye flugt. Det endte med, at jeg hyggede med en af mændene i en skov. I hemmelighed, troede jeg.

Behandlingshjemmets terapeut kaldte Maria til sig.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

– Så kom alle mine automatiske løgne frem igen. Da jeg var færdig, lænede han sig frem og sagde: ”Maria, hvordan føles det at være 47 år og ikke vide, hvem du er?”. Det var en knytnæve direkte i sjælen. Han ramte plet.

Maria indvilligede i at komme på et andet behandlingshjem, kun for kvinder. Der fik hun et kladdehæfte, hvor hun for første gang nedfældede alle de ting, som hun havde udsat sig selv og andre for.

– Så sagde min terapeut: ”Nu vil jeg gerne have, at du læser det op for de andre i gruppen”. Jeg læste det, og tårerne løb ned ad kinderne. Både af frygt for, hvad de ville sige, og af lettelse over, at jeg faktisk var ærlig.

Åbnede døren til sig selv

Ingen dømte Maria. Ingen lo hånligt eller syntes, at hun var modbydelig. Tværtimod. Og det ændrede hende.

– Det var første gang, jeg åbnede døren til mig selv. Den følelse var så stor for mig. Det er en af mine største nøgler til min ædruelighed.

I dag forstår Maria, at hun har værdi i sig selv. Hun har ikke brug for alkohol for at føle sig tilfreds og lykkelig. Idioten i hendes hoved er holdt i skak.

– Ja. Så længe jeg går til mine møder og ikke fordrejer sandheden, så tvinger jeg ham til at blive siddende.