Er min søn en tyv?

Hos os har familielivet altid været i højsædet. Min mand, Jens, og jeg har Lukas på 15 år og Cecilie på 10 år, og vi har altid forsøgt at tilbringe så meget tid sammen som muligt. Men for et lille års tid siden kom jeg i tvivl om, om vores tilværelse nu også var så harmonisk, som jeg troede.

Det begyndte en dag, hvor jeg stod hos købmanden og opdagede, at der manglede 500 kroner i min pung. Det var både mærkeligt og irriterende, og jeg spekulerede som en gal over, hvor pengene kunne være forsvundet hen. Hverken Jens, Cecilie eller Lukas vidste, hvor pengene var blevet af, men efter den dag tog jeg ofte mig selv i at tjekke, om der manglede noget i min pung, og jeg var irriteret over, at jeg var blevet så mistroisk.

Der gik en måneds tid, før jeg igen opdagede, at mine penge var forsvundet. Denne gang fandt jeg pungen uden for tasken i gangen. Der manglede 200 kroner. Uden nogen egentlig grund dukkede Lukas’ ansigt op for mit indre. Det gjorde ondt at tro sådan, men jeg kunne ikke se andre muligheder. Cecilie var kun 10 år, og alt talte imod, at det skulle være hende, der stjal. Og Jens var det selvfølgelig heller ikke.

Denne gang havde jeg en længere snak med Jens, og i fællesskab fremlagde vi min mistanke over for Lukas. Først sad han bare og stirrede fra den ene til den anden, og så begyndte tårerne at løbe ned ad hans kinder: ”Det kunne jeg aldrig finde på, mor! Hvordan kan du beskylde mig for sådan noget”? spurgte han. Det vidste jeg heller ikke. Jeg manglede pengene som bevis, men desværre bestyrkede Lukas’ voldsomme reaktion min mistanke. ”Hvorfor tror du, at jeg har taget dine penge? Hvorfor skulle jeg det”? spurgte Lukas rasende. Jeg prøvede at virke så rolig som muligt. ”Jeg vil helst heller ikke tro det, Lukas. Men hvem kan så have taget dem? Pengene mangler jo”, konstaterede jeg. ”Det ved jeg da ikke, men det er tarveligt bare at give mig skylden”, råbte Lukas.

Der gik nogle uger efter konfrontationen, og jeg troede, at Lukas var kommet på bedre tanker. Men så en dag opdagede jeg, at en af mine halskæder var forsvundet. Jeg ledte overalt, og jeg spurgte Cecilie og hendes veninde Caroline, om de havde taget den, men det benægtede de. På det tidspunkt var tyverierne ved at drive mig til vanvid. Hvorfor skulle Lukas nu have taget en halskæde? Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, og jeg blev bange. Hvad havde Lukas rodet sig ud i? Man hørte så meget om gruppepres og dummebøder.

Jeg satte mig for at opklare tyverierne en gang for alle. Jeg ville tage ham på fersk gerning, så kunne han i hvert fald ikke længere benægte. Jeg lagde 200 kroner på skænken i gangen og ventede. Der gik næsten en uge, hvor både Lukas og Cecilie havde forskellige venner på besøg, og jeg glemte helt at kigge efter dem. Pludselig en dag var de 200 kroner væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke anklage Lukas en gang til. Det blev en hel besættelse for mig at kontrollere, hvor mange penge jeg havde i min pung. Og hver gang kunne jeg konstatere, at der ikke manglede noget.

Indtil en dag, hvor jeg tog Cecilies veninde Caroline på fersk gerning. Caroline stod og rodede i min taske, og jeg ved ikke, hvem af os der blev mest forskrækket, men jeg skældte pigen ud, og bagefter fulgte jeg hende hjem. Og det var først, mens jeg sad og fortalte det hele til Carolines mor, at det gik op for mig, hvad jeg havde gjort mod Lukas.

På vej hjem forsøgte jeg at få styr på mine tanker. Hvad skulle jeg sige til ham? Jeg havde simpelt hen så dårlig samvittighed. Tænk, at jeg havde mistænkt ham uden grund. Da jeg sad over for ham på hans værelse, blev det endnu sværere. Jeg undskyldte, men jeg kunne slet ikke give udtryk for, hvordan jeg havde det. Men Lukas var helt utrolig i den situation. Han tilgav mig uden forbehold, og han sagde endda, at han godt kunne se, hvordan det måtte have set ud fra min side. Jeg var stolt af ham, men samtidig skammede jeg mig over mig selv, og det gør jeg stadig, når jeg kommer til at tænke på det.

Se også: Jeg stjal fra mine venner