Familiens ære - del 2

I årevis nægtede jeg at besøge mine forældre, hvis min bror også var der, og selv om de rullede øjne af mit krav om ikke at se ham, så bemærkede jeg, at de nærmest virkede skamfulde, når jeg nævnte Morten.

Da jeg besluttede, at jeg ville overvinde min depression, meldte jeg mig til et hf-kursus, og det lykkedes mig også at få mig et rengøringsjob, som jeg passede ved siden af studierne, hvilket var en god start. På hf havde jeg valgt psykologi som et af fagene, og langsomt begyndte jeg at forstå, hvad der lå i begrebet fortrængninger, og jeg lærte en masse om selvhad, om apati og om det at lade stå til, fordi alting synes ligegyldigt.

Læsningen var ikke nok for mig, og en dag tog jeg mod til mig og spurgte min psykologilærer, Gitte, om hun ikke godt ville ofre en halv time og snakke lidt med mig. Den halve time blev til mange timer. Jeg kan ikke finde ord for, hvor taknemmelig jeg er for hendes hjælp. Hun tog sig al den tid, det krævede, og hun gjorde det gratis. Uden hende tror jeg aldrig, jeg var blevet et helt menneske igen. Hun fik mig til at tilgive mine forældre, og jeg kunne til sidst distancere mig så meget fra det, der var sket, at jeg ikke længere forgiftede mit liv med hadefulde følelser over for Morten.

Alligevel blev jeg overrumplet af mit had, da mine forældre pludselig inviterede mig og Morten til middag hos dem. Det var første gang, vi skulle se hinanden, siden jeg havde afbrudt forbindelsen til ham. Jeg tvang mig selv til at tage af sted, for jeg ville vise mig selv, at jeg kunne klare det. Og så havde jeg også den bagtanke med mødet, at jeg ville stille Morten til regnskab for det, han havde gjort mod mig. Jeg gav ham høfligt hånden og sørgede for at se ham direkte i øjnene uden den mindste flakken. Det var, som om han krympede – ja, som om han blev mindre – lige for øjnene af mig.

Da vi var nået til sidste ret, lagde jeg kniv og gaffel fra mig, så Morten i øjnene endnu en gang og spurgte, om han kunne gætte, hvorfor jeg overhovedet var her i dag. Morten begyndte hakkende og stammende at fortælle, at han måske ikke altid havde opført sig som en storebror, men at han ikke kunne se, at det havde været så slemt, det, han havde gjort.

Han mente, at når alt kom til alt, havde det været ganske uskyldigt, og han syntes ikke, der var grund til at snakke mere om det. Det var også kun sket nogle få gange. ”Jeg førte dagbog over det, Morten”! sagde jeg roligt. ”Jeg satte et kryds i min kalender, hver gang du forgreb dig på mig. Og ved du, hvor mange krydser det blev til i de fire år? Over 100!” Morten svarede ikke. Han så tavst ned i dugen, og da han lidt efter løftede sit glas, kunne jeg se, at han måtte bruge begge hænder, fordi han rystede så voldsomt.

Da jeg kom hjem til mig selv, kastede jeg mig udmattet på sengen og gav tårerne frit løb. Først langt ud på aftenen rejste jeg mig. Men jeg følte mig mere afklaret end nogensinde før. Og jeg var helt færdig med Morten.

Da jeg var færdig med hf, besluttede jeg mig for at tage ud at rejse. Jeg var væk fra Danmark i to år, og jeg oplevede utrolig meget og lærte en masse om mig selv og andre. Jeg havde flere seksuelle forbindelser i den tid. Det var langtfra nogen succes hver gang, men det gik op for mig, at jeg nok ikke var mere ødelagt i sjæl og sind, end at jeg en dag ville kunne få et godt forhold til en mand.

I øjeblikket er jeg ved at uddanne mig til lærer. Jeg er single, men jeg håber og tror, at der snart dukker en kæreste op. Jeg er i hvert fald parat til at gøre forsøget på at indlede et mere varigt og forpligtende forhold med al den kærlighed jeg kan give.

Se også: Familiens ære - del 1