Fies graviditet var et mareridt: Jeg blev syg af min baby

”Det er så alvorligt nu, at hvis det bliver ved sådan, står hjertet af”. Det er ikke de præcise ord, for dem kender 33-årige Fie Louise Kristensen fra Hjørring ikke. Ordene var om hende, men det var hendes mor, der fik beskeden fra lægen, mens Fie havde travlt med at kaste op fyrre gange i døgnet.

Fie havde under sin graviditet sygdommen hyperemisis, der rammer omkring to procent af alle gravide kvinder. En sygdom der gjorde, at Fie i syv måneder var konstant syg. Hun kastede op og kunne intet spise. Den manglende mad gjorde også, at hendes kalium-niveau var så lavt, hendes hjerte var ved at stoppe to gange.

– Den graviditet, jeg havde drømt om i så mange år, blev forvandlet til et mareridt, hvor jeg var afhængig af mine nærmeste og følte mig ensom, fortæller Fie.

Fie havde i flere år været en festpige, der brugte mange af sine weekender på landevejen med sit band, som hun var forsangerinde i. Men nu var hun klar til at skrue ned for festen, da hun og hendes mand besluttede sig for, at det var tid til at udvide familien.

– Jeg glædede mig til at blive gravid, så jeg kunne gå og strutte med maven og rigtig vise den frem, fortæller Fie.

Nem start

Det lykkedes Fie og hendes mand at blive gravid, og lykken var stor. De første to måneder var der ingen symptomer.

– Det var nærmest lidt skuffende. Når man går og venter sit første barn, vil man jo gerne mærke, der er liv derinde. Men der mærkede jeg intet, fortæller Fie og smågriner lidt.

Så skete det. Fie fik kvalme en morgen, da hun åbnede køleskabet. Det var nærmest en glæde, for det var første gang, hun kunne mærke det lille liv inde i sin krop. Men lykken stoppede hurtigt; det gjorde kvalmen til gengæld ikke. I 14 dage lavede Fie ikke andet end af kaste op.

– Til sidst blev jeg så afkræftet, at jeg ikke kunne noget som helst. Jeg forstod ikke noget, når folk talte til mig, og der var ingen energi i min krop. Så der blev jeg indlagt på hospitalet for første gang, fortæller hun.

Fie blev indlagt med dehydrering, og hun fik væske i drop og kvalmestillende medicin, der ellers kun bliver brugt til kemopatienter. Det hjalp lidt, men Fie kunne stadig ikke spise noget, fordi hun blev ved med at kaste op. Den første indlæggelse varede syv dage, hvor Fies mand blev medindlagt for at hjælpe hende.

– Uanset hvor hurtigt sygeplejerskerne omkring mig løb, kunne de ikke følge med. Jeg var nødt til at få min mand med ind, så jeg hele tiden kunne få hjælp. For jeg kunne intet selv, fortæller Fie.

Det tog lægerne lidt tid at finde ud, hvorfor Fie ikke stoppede med at være syg, selv om hun modtog behandling. Det var ikke noget, lægerne i Hjørring havde erfaring med. Heldigvis var der en fødselslæge i Aalborg, der kunne diagnosticere, hvad Fie fejlede. Hun led af hyperemisis.

Efter en uge blev Fie udskrevet og kom hjem igen. Men hun kastede stadigvæk op. Det næste par måneder fandt Fie dog ud af, at sygdommen fulgte et mønster. I 10 dage kastede Fie op konstant og kunne ikke få noget mad ned i kroppen, derefter var der fem dage, hvor hun ikke kastede op, og så var der fem dage, hvor symptomerne så småt begyndte at tiltage, indtil hun igen fik et anfald på 10 dage, hvor hun intet kunne.

– Det var udmattende at vide, at det ville fortsætte. De fem dage, hvor jeg ikke havde kvalme, handlede om, at jeg skulle have noget mad indenbords, så der var næring til det lille liv, der voksede inde i min mave. Det var stressende for mig, og når jeg endelig ikke havde kvalme, tænkte jeg hele tiden på, at den snart ville komme tilbage.

Fie måtte sygemeldes fra sit job som pædagog, og hun var hun nødt til at få hjælp fra sine nærmeste til alt. Hendes mand blev nærmest hendes sygeplejer, hun havde anfald, hvor hun ikke åbnede øjnene i tre døgn, og hun måtte tage medicin seks gange om dagen. Fie følte sig ensom, fordi hun ikke så andre end sin familie, da hun ikke kunne komme ud af huset. Hun fandt nogle fora på nettet, hvor hun kunne dele sine oplevelser med andre kvinder, der havde samme sygdom.

– Det var på en måde en trøst, at jeg ikke var alene, og ensomheden blev lidt mindre, men samtidig var det nedslående, fordi jeg følte, at det hele virkede som en endeløs tunnel af sygdom, når jeg hørte om andre, der havde det lige så skidt som jeg.

Knuste drømme

Fie læste sig til, at hun ville stoppe med at være syg, når barnet var blevet født. Men selv om der faktisk var lys for enden af tunnelen, var det svært for Fie ikke at miste modet, når hun havde det så dårligt, og hun vidste, at der var seks måneder igen. Især fordi Fie blev så syg, at hendes hjerte var ved at stå af to gange.

– Jeg blev hele tiden kontrolleret, fordi de skulle være sikre på, at mit hjerte kunne klare den her graviditet. Alle sagde, at det eneste der kunne gøre mig rask, ville være, hvis jeg ikke havde barnet i min krop, men det var slet ikke en mulighed for mig. Så jeg måtte kæmpe mig igennem, fortæller Fie.

Men hun kom frem til, at det i hvert fald var første, eneste og sidste gang, hun skulle være gravid. For hvis hun blev gravid igen, ville der være over 80 procents risiko for, at hun ville blive syg igen. Derfor traf hun også en beslutning, der var svær for hende, mens hun lå med drop på hospitalet og et hjerte, der var ved at stå af. Hun skulle ikke igennem det igen.

– Det er jo en sorg, jeg stadig arbejder på, at jeg ikke skal have flere børn. Det har altid været min store drøm at få mange børn. Men jeg kan ikke gå igennem det her en gang til. Og nu hvor jeg er blevet mor, vil jeg ikke risikere, at mit barn mister sin mor, hvis hjertet ikke kan klare det igen.

Født for tidligt

Graviditeten gik sin gang. De fem dage, hun kunne spise noget, stod menuen på røde pølser og mælkesnitter, fordi det var de ting, hun kunne klemme ned. Hun gik jævnligt til tjek, så lægerne kunne sikre sig, at alt var, som det skulle være. En måned inden termin tog hun og manden igen turen til Aalborg for at blive tjekket, og den endte med, at Fie og hendes mand ikke måtte forlade sygehuset igen, før de havde et barn i deres arme.

– Lægen kunne se, at moderkagen var ved at stå af, og at mit barn ikke ville klare en måned mere derinde. Så hun skulle ud af min krop nu. Der var selvfølgelig en risiko for, at hun ikke klarede den, når hun blev taget ud for tidligt, men risikoen hvis hun blev derinde ville være større.

Et kejsersnit blev arrangeret, og tre timer efter var Fie gjort klar på operationsbordet. Der gik kun fem minutter, så kunne Fie høre et barn skrige. Fie var blevet mor til lille Liv.

– Det er fuldstændig fantastisk. Nu er jeg mor. Men noget, der var næsten lige så fantastisk, var, at så snart barnet var ude af mig, kunne jeg mærke, at min kvalme forsvandt.

Syv minutter efter at Liv var født, blev Fie rask. Liv havde det også godt og havde ikke problemer, selv om hun var født en måned for tidligt.

På vej hjem fra sygehuset et par dage efter fødslen var første stop på vejen at få en flæskestegssandwich. Det var lige dét, Fie havde lyst til, nu hvor kvalmen var væk.

– Jeg turde næsten ikke tro det. Men den var god nok. Pludselig var jeg mor og rask. Det var fuldstændig fantastisk.

Ikke alt har været fantastisk efter fødslen af Liv. Det har krævet blod, sved og tårer for Fie at stå her i dag. Ægteskabet kunne ikke holde til det, og da hendes mand pludselig ikke skulle være sygehjælper for Fie mere, blev det svært for dem at finde tilbage i parforholdet. Så da Liv var et år, valgte Fie og hendes mand at skilles som venner.

– Han er stadig min bedste ven og verdens bedste far for Liv. Men når man har været så meget igennem, som vi var under min graviditet, kan det være svært at gå tilbage til ”bare” at være gift, fortæller Fie.

Derudover har hun skullet acceptere, at hun ikke skal være gravid igen, og det var svært for Fie.

– Men Liv er det hele værd. Jeg knuselsker det lille menneske, og selv om det var forfærdeligt at bære hende i min mave, er det fantastisk at være hendes mor.