Fokus på momshaming: For tyk til at være mor

En aktuel dokumentar på tv rejser spørgsmålet: Må jeg være mor? Syv kvinder med særlige udfordringer har valgt at gå efter moderskabet, selv om andre synes, de burde lade være.

Selv om det er en af de største gaver at blive mor, følger der også en hadegave med. En evig bekymring. Er man en god nok mor? Kan man klare det? Hvordan skal det gå ens barn? Men én ting er de bekymringer, man selv kan gå rundt med. Forestil dig, at omverdenen også tvivler på dig.

I en ny serie fra TV 2 Echo, som du kan finde på TV 2 Play, bliver der sat fokus på ”mom-shaming”. I serien ”Må jeg være mor?” møder man syv mødre, der alle har oplevet at blive bebrejdet, at de vil have børn, og at andre kommenterer deres måde at være mor på, selv om de ikke har bedt om folks råd.

For ung eller tyk

En af de syv er Line (på fotoet øverst i artiklen), der er ufrivilligt barnløs, og hvis største ønske er at skabe en familie sammen med kæresten. Men fordi Line er tyk, kan de ikke få hjælp til gratis fertilitetsbehandling af det offentlige, da det kræver en bmi under 25.

Hun føler, at myndighederne har vurderet, at hun bliver en dårligere mor, fordi hun er tyk, så hun og kæresten må selv betale for fertilitetsbehandling ved en privat klinik.

Trodsede lægerne

– Jeg er bange for, at jeg aldrig får lov til at opleve det familieliv, jeg ønsker, bare fordi jeg er for tyk. Det har jo intet at gøre med, hvor god en mor jeg bliver, fortæller Line.

I serien møder vi også Zenia, der er 19 år og alenemor til Liam. Hun bliver oftest mødt af spørgsmålet om, hvordan hun kan tage sig af et barn, når hun næsten selv lige har været et, mens en anden mor, Christina, kæmper med psykisk sygdom, der gør, at folk tror, hun er en dårligere mor.

Marlene er også en af de kvinder, der optræder i serien. Hun er uhelbredeligt syg med en særlig kræftform.

I dag er hun mor til to børn. Hun fortæller, at hun har fået sine børn af kærlighed, og at hun er en god mor, selv om hendes børn måske har deres mor i kortere tid end andre.

Det er dog ikke kun indre kampe og alder, der kan være med til at skabe en tvivl om mødrene. Serien introducerer også Marie, der til daglig sidder i Folketinget for Venstre, og som kom tilbage på arbejde, blot to måneder efter hun havde født sin datter.

Giv et gaveabonnement til Ude og HjemmeJulegaven, der glæder igen og igen

Rodet fortid

Hun blev mødt med kommentarer som ”burde du ikke være hjemme med det barn?”, men hun synes godt selv, at hun kan både passe sit job og være mor.

For Fie er historien en lidt anden. Hun har kæmpet med en rodet opvækst og en kriminel fortid, men nu er hun mor til to. Hun venter svar på nogle verserende sager, så hun ved ikke endnu, om hun skal i fængsel.

– Min fortid skal ikke definere, hvem jeg er som mor, siger Fie i programmet.

Hun ved, at folk betvivler hendes evne til at være mor, og derfor tænker hun ofte på sine handlinger og er opmærksom på, hvordan hun fremstår, fordi ”folk indberetter hinanden for et godt ord,” som hun siger. Hun er altid på vagt over for folks opfattelser, selv om hun fylder sine børn med kærlighed og krammere og gør alt, for at de ikke bliver som hende.

Afhængig af hjælp

Den syvende mor er Eva Westergaard Bang, der er født med cerebral parese. Hun er gift med Jon, og sammen har de datteren Veronika. Eva beskriver sig selv som en normal kvinde, der lever sit liv som de fleste andre. Hun har gået i folkeskole, på gymnasiet og på universitetet, og der er intet anderledes med hende, bortset fra at hun ikke kan styre sine ben og arme. Derfor har hun en hjælper, der er ved hendes side 24 timer i døgnet. Hjælperen fungerer i det daglige som hendes arme og ben.

– Da min mand og jeg skulle være forældre, var vi mest bekymrede for de samme ting som de fleste andre. Ville vi få nok søvn? Ville vores barn blive sundt og raskt? Men hurtigt gik det op for mig, at visse andre havde helt andre bekymringer, fortæller Eva.

Da hun og Jon kom til jordemoren, blev der udtrykt bekymring. Også på barselsgangen blev hun mødt med tvivl, for de havde aldrig hjulpet en spastisk kvinde med et kejsersnit før.

 

Eva med sin datter Viktoria og sin mand Jon.

Eva med sin datter Viktoria og sin mand Jon.

Al min kærlighed

Alle steder blev Eva mødt med en skepsis. Men Eva vil ikke bøje sig for skeptikerne.

– Selvfølgelig er der visse begrænsninger, men når det kommer til at give kærlighed og omsorg som mor, er jeg lige så god som alle andre, fortæller Eva.

Eva har været bekymret for, om hendes hjælper ville blive mere mor for hendes datter end Eva selv. For eksempel er det hjælperen, der skifter ble og derved får den nærhed med barnet, som andre mødre normalt selv opnår, men det har Eva fundet en løsning på.

– Jeg sørger for, at jeg også er der, når hjælperen skifter ble eller gør andre ting for mig som mor. Det er mig, der taler med min datter, og jeg er ved hende, det forstår folk bare ikke. Men alle børn har jo brug for deres mor, uanset handicap, og den gode relation er det vigtigste, og det afhænger ikke af, om ens arme eller ben virker. Det handler om kærligheden til barnet.