14-årige Zander er blind og avisbud

Jannie Holm Riis anede ikke, at hendes hverdag ville blive vendt op og ned, da hun den 22. december 2008 fødte sit yngste barn, Zander. Hun havde seks andre børn i forvejen, så den erfarne mor forestillede sig på ingen måde, at der ville komme store overraskelser med det sidste skud på stammen.

Det gjorde der.

– Men der gik nogle måneder, før vi opdagede, at noget var anderledes med Zander. Da tiden kom, hvor man plejer at kunne få øjenkontakt med en baby, fik han en voldsom luftvejsinfektion. Han havde svært ved at trække vejret og blev indlagt på sygehuset, hvor han i en uges tid kæmpede for sit liv, siger Jannie og fortsætter:

– Da han kom hjem, var han stadig svækket i nogle uger og for det meste kun lige vågen for at spise, så der var ikke mange muligheder for at skabe øjenkontakt i den første tid.

Fik en mistanke

Da Zander endelig kom sig, begyndte Jannie at søge hans blik, og hun glædede sig til at opleve, at hendes lille søn kiggede tilbage på hende. Men det skete ikke.

– Nogle gange tænkte jeg: ”Wauw, dér var øjenkontakten!”, men så gik det op for mig, at hans øjne bare var flakket tilfældigt forbi mine et kort øjeblik. Da de begyndte at flakke endnu mere, fik jeg mistanke om, at der var noget galt.

Jannie ringede til lægen og sundhedsplejersken, men fik i første omgang at vide, at børn jo udvikler sig i forskelligt tempo, og at øjenkontakten nok skulle komme inden længe.

– Men da sundhedsplejersken kom på besøg og så ham med egne øjne, reagerede hun prompte.

En hård besked

Zander blev først sendt til en børnelæge og videre til en øjenlæge, inden han endte hos specialister på Rigshospitalet. De var ikke i tvivl: Zander var blind.

Jannie glemmer aldrig øjeblikket, hvor hun og hendes daværende mand – Zanders far – fik overrakt beskeden.

– Hele min verden smadrede. Pludselig stod man med sit nyfødte barn, som man havde de største og bedste ønsker for, og så fik man at vide, at han ville få et helt andet liv, end det man håbede. Jeg var helt ødelagt på hans vegne. Hvilken fremtid ville han få? Hvilke problemer skulle han igennem?

Det tog Jannie nogle måneder at hive sig op af det sorte hul. Men så fandt hun en styrke, der har båret hende fremad lige siden.

– Jeg indså, at jeg jo ikke kunne blive i den tilstand resten af mine dage. Jeg var nødt til at være der for Zander og sørge for, at han fik de bedste forudsætninger for at skabe sig så godt og selvstændigt et liv som muligt. Vi var nødt til at fokusere på det, han trods alt kunne.

Kan en masse

Gennem sin opvækst har Zander derfor fået lov til at klatre i træer og boltre sig lige så meget som sine ældre og seende søskende. Han går til ridning og svømning i sin fritid, og i skolen synger han i et band.

– Zander skal have de samme muligheder som alle andre, og han har derfor også fået de samme udfordringer. Han er ikke blevet opvartet eller pakket ind i vat. I stedet har vi skubbet ham ud i tingene og sagt ”prøv dem af”. Så har vi bagefter konkluderet, om han kan klare dem selv, eller om han skal have hjælp. Vi giver aldrig op på forhånd, siger Jannie og tilføjer:

– Faktisk er det overraskende få ting, der er gået galt, for blinde bevæger sig jo i sagens natur mere forsigtigt. Det værste, der er sket, er, at han indimellem er gået ind i en dør, hvis vi har glemt enten at lukke eller åbne den helt. En halvåben dør er svær for ham at fornemme, og så siger det altså ”smak!”.

– Ja, det har jeg prøvet, og det er altså ikke sjovt, afbryder den nu 14-årige Zander Holm Sandberg, som alligevel ikke kan lade være med at grine, når han forestiller sig, hvor komisk det må se ud for resten af familien.

Han er klar til at tage ud på sin ugentlige avisrute – for sådan en har han også. 52 husstande skal have ugeavisen og en stak reklamer ind ad postkasserne i udkanten af Korsør, hvor familien bor.

Mor er guide

Jannie kører ruten i bil, men det er Zander selv, der går turen fra bilen og hen til hver enkelt postkasse og smider posten gennem brevsprækkerne.

– Mor fortæller mig, hvor jeg skal gå hen. Hun siger for eksempel: ”Gå til højre”, ”Gå til venstre”, ”Der kommer en kantsten” eller ”Pas på grenen foran”. Det var lidt svært i starten, men nu har jeg vænnet mig til mange af stederne, og så er det egentlig nemt nok. I bilen taler vi om, hvilken vej vi er på, og om der er nogle kendetegn ved de steder, jeg stiger ud. På den måde kan jeg danne mig et billede af, hvad jeg skal gøre, forklarer Zander.

Det var også Jannie, der sidste år fik ideen om avisjobbet og ringede til Zanders nuværende chef for at ansøge om det.

– Ligesom de fleste andre teenagere, ville Zander gerne tjene sine egne penge, og vi havde mange snakke om, hvilket fritidsjob han kunne passe. Hans søskende har også kørt med aviser og reklamer, så jeg ringede til chefen og sagde, at det måske lød mærkeligt, men at min blinde søn gerne ville være uddeler. Jeg forklarede, at jeg ville tage med på ruten og tage ansvar for fejl og mangler. Det så chefen ikke som noget problem, så længe posten blev uddelt, fortæller Jannie.

Selv om det også kræver tid og indsats af hende at tage med på avisruten hver uge, så gør hun det med et smil.

– Zander er god til jobbet, og jeg kan mærke på ham, at han får en succesoplevelse ud af det, så det er det hele værd. Nu hvor han er blevet teenager, kan vi sagtens have diskussioner om en masse ting, men det er aldrig sket i forbindelse med avisruten. Han gør, hvad han skal uden brok eller problemer. Det største problem er nok, at jeg ikke er så skarp til at kende forskel på højre og venstre, ler Jannie.

– Nej, dét er er du ikke, understreger Zander og får sin mor til at grine endnu mere.

Højt humør

Humøret er også højt, da de tager hver sin kasse med post, bærer dem ud i bilen og begiver sig ud på dagens avisrute. Det er tydeligt, at de nyder kvalitetstiden sammen, og selv om den højre/venstre-blinde Jannie indimellem får ledt sin søn på vildspor, er Zander taknemmelig for sin mors hjælp.

Foruden lønnen – som efter planen skal finansiere en ny telefon – kan han nemlig se en anden fordel ved fritidsjobbet.

– Jeg synes, det er fedt at få lidt frisk luft og have noget at lave, så jeg ikke bare sidder derhjemme og hænger, som mange i min alder nok ellers har tendens til, siger Zander.

Jannies positive indstilling har åbenlyst smittet af på sønnen, som heller ikke bruger tid på at ærgre sig over sit manglende syn, men i stedet glæder sig over de mange ting, han er i stand til – og i visse sammenhænge gør bedre end seende.

– Mine andre sanser er skærpede, så jeg hører bedre end de fleste. Jeg lægger mærke til flere lyde end andre, fordi jeg bruger dem til at navigere ud fra. Min mor vil nok sige, at jeg har svært ved at høre efter, men det er en anden snak, joker Zander.

Han håber, at andre unge – handicappede eller ej – vil finde inspiration i hans historie og tilgang til livet.

– Man er, som man er. Det kan ikke laves om, så der er ingen grund til at bruge livet på at føle sig forkert eller ønske, at tingene var anderledes. Alle kæmper med noget, men alle kan også noget særligt, og det er det sidste, der er vigtigst. Man skal bare gå ud og gøre sit bedste, lyder Zanders budskab.

Lys fremtid

Selv har han opdaget, at han har et særligt talent for at lave podcast. Fra sit hjemmestudie på værelset optager han podcasten ”Den blinde vinkel”, hvor han spiller sin favoritmusik, taler om sit liv og interviewer kendte mennesker som tv-værten Sebastian Klein og sangeren Kasper Eistrup.

Zanders drøm er en dag at få sit eget radioprogram, og mor Jannie tror nu på en lys fremtid for ham.

– Jeg har jo set, at blinde sagtens kan have et fint liv, og at forskellen ikke var så voldsom, som jeg havde forestillet mig. Det kræver lidt mere kommunikation og omtanke i hverdagen, men alt behøver ikke at gå i stå, fordi en i familien er blind. Vi kan sagtens rykke rundt på møblerne i hjemmet, så længe vi fortæller Zander, at vi har gjort det, siger Jannie som eksempel.

Derudover er Zanders synshandicap ikke noget, der fylder i hverdagen.

– Det er ikke, fordi jeg glemmer, at han er blind, men jeg tænker heller ikke over det konstant, for det er ikke noget, der mærker ham specielt meget. Det er bare sådan, tingene er, konstaterer hun.