Gry er ordblind: Mobbet ud af skolen

Der stod kun ni bogstaver fordelt på tre ord. Det tog længere tid for Gry at læse dem, end det ville have gjort for de andre i klassen. Men til sidst indså hun, hvad de havde skrevet overalt på væggene, dørene og spejlene på skolens pigetoilet: Gry skal dø.

Lige siden skolestart var Gry blevet udset som mobbeoffer af de andre elever. Nu gik hun i 8. klasse, og den daglige hetz mod hende var kulmineret i en trussel på livet. Den var sandsynligvis ment som en spøg blandt klassekammeraterne, men for Gry var der intet at grine ad. Det havde der ikke været længe.

– Faktisk havde jeg ikke lyst til at leve mere, siger den nu 24-årige Gry Nicolaisen, der er vokset op i Holstebro.

Hun får stadig våde øjne, når hun tænker tilbage på den frygtelige dag, hvor hun trådte ind på det overmalede toilet.

– Jeg løb ned i cykelkælderen, hvor jeg fandt mine cykeldæk sprættet op, og der stod en flok fra klassen og ventede på mig. Hvor mange de var, ved jeg ikke, for jeg nåede ikke at tælle dem. Jeg forsøgte at slippe væk, men de tog min it-rygsæk, som betød alt for mig, og smed den hårdt ned i jorden, så min computer fik en stor bule. Jeg opgav at få fat i rygsækken og løb grædende væk. Bagefter fik jeg en skideballe af lærerne, fordi jeg var løbet bort fra skolen. Jeg følte mig så alene.

Smilet forsvandt

Gry var glad, stolt og spændt, da hun med sin lyserøde skoletaske og spidsede blyanter i penalhuset mødte op til første skoledag med sine nye klassekammerater. Men smilet forsvandt hurtigt fra hendes læber.

– Jeg blev mobbet stort set fra dag et. Noget af det første, jeg husker, er, at vi skulle lave et rundboldbat i 0. klasse, og da vi var færdige, tog en af drengene sit bat og slog mig hårdt bagi med det. Han gjorde det, uden at læreren så det, og jeg stod bare helt lammet af chok, mens de andre børn grinte ad mig, siger Gry og fortæller om nogle af de mange andre ting, hun blev udsat for de kommende år.

Læs også:

Vilma er særligt begavet: Mobbet ud af skolen

– De stjal mit gymnastiktøj, kastede min cykel op på taget, skubbede mig, rev mig i håret og spyttede mig i hovedet. Når vi skulle lave gruppearbejde, var der ingen, der ville være sammen med mig, og i frikvartererne gik jeg også rundt for mig selv, fordi ingen gad at lege med mig.

Gry ved godt, hvorfor hun hurtigt blev udvalgt som klassens mobbeoffer.

– Det er fordi, jeg er ordblind, siger hun kort og kontant.

Overhalet af lillebror

Allerede de første dage i 0. klasse blev det tydeligt, at Gry var anderledes. Hun kom ”bagud på point” med det samme, som hun selv udtrykker det.

– Jeg kæmpede mere end de andre med bogstaverne og ordene, og det påvirkede også, hvordan de andre så mig som person. Jeg var bare en, man grinte ad.

Da Gry gik i 1. klasse, fik hendes mor mistanke om, at datteren kunne være ordblind. Grys bror, som er 16 måneder yngre, havde langt bedre styr på læsningen end sin storesøster – til trods for at der var et års skolegang imellem dem.

Gry gennemgik en såkaldt risikotest for ordblindhed, som viste, at hun højst sandsynligt var ordblind. Det blev bekræftet ved den endelige ordblindetest, som foretages i 3. klasse.

Læs også:

Jeg blev mobbet med mine tics

– Jeg var lettet over at få en forklaring på, hvorfor jeg ikke var i stand til at læse som de andre, og jeg fik pludselig en masse hjælpemidler, som jeg var virkelig stolt af. Som den eneste i klassen, fik jeg lov til at bruge computer og høretelefoner, og jeg havde en sej håndscanner, som kunne læse tekster på papir for mig. Jeg følte, at jeg havde fået superheltekræfter og viste stolt mine hjælpemidler frem for de andre i klassen.

Skiftede skole

Klassen reagerede dog ikke, som Gry havde håbet. Faktisk blev tingene bare værre.

– Måske var de misundelige på mine nye ting. Eller måske blev der bare skabt en endnu større distance mellem os, fordi jeg tit blev taget ud af undervisningen for at få eneundervisning. Jeg ved det ikke. Men jeg blev i hvert fald mere og mere ekskluderet, siger Gry, som i 4. klasse skiftede skole i håbet om at få en frisk start.

– Men Holstebro er en lille by, så folk vidste allerede, hvem jeg var, og mobningen fortsatte. Jeg husker især en episode, hvor de tog min stil fra min skoletaske og brændte den i en mikrobølgeovn. Jeg havde kæmpet så hårdt for at få den skrevet, og pludselig havde jeg ingenting at aflevere. Jeg var helt knust.

Det lykkedes for det meste Gry af holde facaden i skolen, men når hun kom hjem, krakelerede den.

Da klassekammeraterne begyndte at holde fester, var Gry næsten aldrig inviteret med.

– Når det en sjælden gang skete, var det altid med en bagtanke. Så kunne der være et væddemål om, hvem der kunne gå i seng med mig først. Der var hele tiden væddemål om, hvordan man kunne udskamme mig, fortæller Gry, der dog havde det sværest med, at mobningen også påvirkede hendes familie.

– De var jo kede af det på mine vegne, og min lillebror blev råbt efter på gaden, bare fordi han var i familie med mig. Det værste var, da han blev opsøgt af en, som sagde, at jeg ville blive slået ihjel, hvis vi ikke passede på.

Læs også:

Mathilde er blevet mobbet hele sit liv

Fik en depression

Grys forældre gjorde, hvad de kunne for at hjælpe deres datter og stoppe mobningen.

– Men når lærerne tog det op i klassen, sagde de andre bare, at det ikke passede. Så var det mit ord mod deres. En hel klasse imod mig – og hvem skulle man så tro? Efter episoden på toilettet kunne jeg ikke mere og insisterede selv på at skifte skole igen. Der var ikke andet at gøre, siger Gry, som allerede ugen efter startede i en ny klasse i Vinderup.

– Der havde jeg det godt. Jeg vil endda sige, at jeg var populær, for jeg snakkede med alle, og jeg var glad hver dag. Men da jeg skulle tage min htx-eksamen, flyttede jeg tilbage til Holstebro og kom i klasse med nogle af dem, der havde mobbet mig før, og så begyndte det forfra igen. Jeg fik en depression og udviklede migræne på grund af stress. Min vægt røg op på 90 kilo, og jeg endte med at droppe ud.

Efter et kort ophold på hf for ordblinde i Nørre Nissum vendte Gry dog tilbage til htx, gennemførte stædigt studierne og fik sin studenterhue.

– Jeg har været tæt på at knække undervejs, men af en eller anden grund er det lykkedes mig at holde fast med neglene alligevel. Jeg tror, det har hjulpet mig meget at fokusere på de ting, jeg trods alt var god til. Ja, jeg er ikke god til at læse og skrive, men jeg har eksempelvis dyrket svømning og roning på eliteplan. Alle er gode til noget, understreger Gry, som håber, at andre mobbeofre kan finde hjælp i hendes historie og se, at der kan være lys forude, selv når det ser mørkest ud.

Vil bryde tabuer

I dag bor hun i Ishøj sammen med sin kæreste, Patrick.

– Jeg har aldrig været gladere end nu. Jeg flyttede væk fra Holstebro, fordi det stempel, jeg havde fået som ordblind og mobbeoffer dér, var for stort til, at jeg kunne være den, jeg havde lyst til at være. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvem det er, for mobningen trak mig så langt ned, at jeg til sidst mistede kontakten til mig selv. Jeg ser mig stadig over skulderen, når jeg er ude, og mine sociale kompetencer halter, fordi jeg ikke er vant til, at folk taler pænt til mig. Men min selvtillid er vokset, og det samme er min omgangskreds.

Læs også:

Sebastian Dorset om sin depression: En ven hjalp mig ud af mørket

Gry har fået gode kollegaer i Bilka, hvor hun er i gang med at tage en lederuddannelse, og hvor hun har fået indført, at ordblinde som hende kan få stillet de hjælpemidler til rådighed på arbejdspladsen, som de har behov for. I sin fritid er hun frivillig i Ordblindeforeningens ungdomsafdeling, hvor hun producerer al indhold til de sociale medier.

– Jeg laver blandt andet små videoer, hvor jeg fortæller om min hverdag som ordblind og interviewer andre ordblinde om deres udfordringer og måden, de løser dem på. Jeg håber, at det kan være med til nedbryde tabuer omkring ordblindhed og få andre til at tænke sig om en ekstra gang, inden de mobber.

Gry elsker sit arbejde for Ordblindeforeningens ungdomsafdeling, hvor hun laver al indhold til de sociale medier i håbet om at nedbryde tabuer om ordblindhed.

Læs også:

Marie skelede og var ordblind: De troede jeg var dum