Mads hjalp sårede i Ukraine: Det er så givende

Det er et syn, Mads sent vil glemme, da han træder ind på hospitalsstuen. Foran ham i en hospitalsseng ligger en pige på cirka 10 år. Hun har et frisk operationssår på højre lår. Selv om hun har fået smertestillende medicin, og moderen er helt ude af den, smiler den sårede pige til Mads. Det syn prenter sig på hans nethinde.

40-årige Mads Geisler er uddannet læge og har flere gange været udsendt for Læger uden Grænser til verdens brændpunkter. Da han i foråret 2022 bliver ringet op og spurgt, om han vil være medicinsk projektleder i det østlige Ukraine, har han ikke været udsendt i to år. Men en akut situation er opstået i Ukraine, og et stort hold af hjælpende hænder skal sendes af sted snarest muligt!

– Jeg vidste med det samme, at jeg ville sige ja, men jeg skulle lige høre min chef, og min oversygeplejerske ad, om det var muligt.

Mads fik ok fra begge.

Børn på flugt

Derefter pakkede han sine ting og rejste til Belgien, hvor han skulle mødes med et stort hold af mennesker fra hele verden. Sammen med sine nye kollegaer fløj han til Polen og krydsede grænsen til Ukraine.

– Jeg kørte en varevogn fra Polen ind over grænsen til Ukraine. Det var lidt abstrakt at se alle de biler køre den anden vej. Der var børn med skoletasker og bamser, og det var kun få biler, der kørte i vores retning.

De ankommer til Lviv, en by i det vestlige Ukraine, langt fra frontlinjen mod øst. Her bliver en stor planlægning igangsat. De får at vide, at det vigtigste er at få et fodfæste i det østlige Ukraine, hvor situationen er mest kritisk. Dnipro, som er en stor millionby ved Dnepr-floden i øst bliver valgt som base. Mads stiger på toget fra Lviv mod Dnipro sammen med en australsk feltkoordinator og efter en togtur på 800 km ser de for alvor krigens barske realiteter.

– Dnipro ligner en europæisk storby. Der er torve, kiosker og restauranter.

Når man så kører rundt i området og hører luftalarmer, eller hører og ser nedslag fra artilleri og missiler, virker det absurd. At noget, der normalt ligner Danmark, ser sådan ud.

Dannede overblik

I de første par uger danner Mads og hans australske kollega sig et overblik over, hvad de lokales behov er, og hvilke byer der er vigtigst at gå ind i først. Næste skridt er at finde et afkølet lager, hvor de kan opbevare medicin, vacciner. Derudover begynder de at opslå stillinger, så de kan ansætte chauffører, tolke, læger, sygeplejersker, psykologer, ambulancefører. Kort tid efter vrimler det med unge, der gerne vil hjælpe til. Udover, at det er en stor hjælp for Mads og resten af holdet, er det også et plus for ukrainerne at få et arbejde.

– Det er altid bedst at hyre de lokale, for det er dem, der kender indbyggerne og ved, hvordan det fungerer. Vi skal heller ikke fratage dem job. I krigssituationer er det ekstra vigtigt, at folk kan betale deres regninger og har en indkomst.

Mads sætter pris på hjælpen, men det bekymrer ham at sende sine medarbejdere mod frontlinjen, for de ved aldrig, hvor eller hvornår angrebene rammer. Det er i løbet af årene blevet mere udfordrende at udføre nødhjælp i krigsramte områder.

– Sundhedsfolk, klinikker og ambulancer er alle blevet mål i krig. Det der med at have flag eller måne på et hospital ville i gamle dage øge sikkerheden, men der er opstået en disrespekt for sundhedspersonale, og det er blevet en effektiv måde at svække fjenden på at angribe sundhedspersonale.

De første par uger i Ukraine er kaotiske, og Mads forsøger på bedste vis at bevare overblikket. Som ugerne skrider frem, ændrer deres opgaver sig. Mads har hidtil taget sig af arbejdet med at hyre folk og få organiseret dem rundt omkring i krigszonerne, men det viser sig, at mange sårede har brug for hjælp til at komme væk fra østfronten. Derfor bliver det Mads’ primære opgave at rejse i de krigsramte områder og undervise i håndtering af sårede og evakuering af patienter.

Mads bruger megen tid på at finde ud af, hvor de må og ikke må køre. Han og kollegerne navigerer ved at lytte efter nedslag fra missiler og granater.

– Det kan være svært at høre, hvor langt væk et artillerinedslag er. Hvis man kan se en røgsøjle, er det nemt nok, ellers kan det være svært.

Massakre på civile

Et nedslag, som Mads særligt husker, rammer en togbane nær byen Kramatorsk. Angrebet sker halvanden måned efter hans ankomst. Over tusind mennesker stod og ventede på toget, da to missiler pludselig slog ned. Målet var en civil banegård, og dem på perronen var kvinder og børn.

Flere hundreder blev sårede, og 61 blev dræbt. Hospitalerne blev lynhurtigt fyldt op i Kramatorsk, så de kvæstede blev kørt i ambulancer eller af civile til nabobyerne.

Mads ankommer til et hospital i naboby dagen efter angrebet. På hospitalet er overlevende børn, nogle let sårede – andre svært. Mads skal sammen med sin kollega vurdere, om børnene er stabile nok til at blive flyttet vestpå med et hospitalstog.

– Vi skulle finde så mange børn som muligt, som kunne klare at komme med toget, så det gjorde vi hele den efterfølgende dag.

Et rørende øjeblik

Særligt én oplevelse står klart i hans erindring. På en af stuerne ligger en såret pige på omkring 10 år. Ved hendes side er hendes mor.

– Det var en mærkelig kontrast, at pigen lå der og burde være bange og såret, men hun var sød og smilende. Det gjorde stort indtryk på mig.

Selv om Mads flere gang har set krigens mørke sider, efterlader bombeangrebet på togstationen ham med en følelse af magtesløshed og uretfærdighed.

– Der var hundredvis af angreb på offentlige bygninger, så det var ikke noget nyt. Men dette var så absurd, for det var en tæt pakket togstation, fyldt med kvinder og børn, som ikke udgjorde et militært mål.

Det er svært for Mads at finde de rigtige ord, da han står over for pigen og hendes mor. Derfor gjorde han, hvad han gør bedst – hjælper folk i nød. Den 10-årige pige var heldigvis stabil nok til at kunne blive tilbudt en plads på hospitalstoget med sin mor. Her ville hun få den nødvendige pleje og behandling og samtidig komme til et sikkert sted i det vestlige Ukraine. ”Vil I med? Vi kører i aften,” spurgte Mads. Svaret var ja.

– Nogle af dem vi hjalp ind i toget brød sammen, da de kunne se, at alt var, som det skulle være. Der var megen angst, og jeg tror også, at de pårørende havde været i en form for overlevelsesmodus, indtil de var kommet ombord på toget.

Mads beskriver det selv som en af sit livs mest følelsesladede situationer, da han ser børnene køre af sted med toget. Samtidig oplevede han en stor vrede over, at der bliver ført en krig, hvor denne form for angreb på uskyldige finder sted.

– Det har påvirket mig. Det lægger en dæmper på en i nogle uger. Og det kan være, at man ikke rigtig kommer videre derfra, mens man er i projektet, men at man skal hjem og slappe af og være sammen med familie og venner, før det fordamper.

Tilbage til hverdagen

Halvanden måned senere står Mads igen med fødderne på dansk jord, og et nyt hold har overtaget opgaverne i Ukraine. Pludselig befinder han sig igen i sin fredelige hverdag i Danmark – en stor kontrast. Selv om han er glad for at kunne sænke skuldrene, føles det også en smule ensomt, når man har været en del af så stærkt et fællesskab.

– Det kan godt være lidt fladt at komme hjem. Så skal man på arbejde, og folk brokker sig over trafikken. Det kan godt være lidt svært.

Han nævner også, at det kan føles lidt som at lade nogen i stikken, når man rejser hjem til sit komfortable liv og videregiver sine arbejdsopgaver. Dog er han klar over, at det er en del af spillereglerne, når man arbejder, som han gør. Og han er da heller ikke i tvivl om, at han skal af sted igen – også gerne til Ukraine. For lige så hårdt jobbet kan være, lige så meget udvikler det ham som person.

– Hvis det giver mening med min erfaring, og jeg kan hjælpe med noget, så vil jeg gerne af sted igen. Det er noget af det mest meningsfulde, jeg kan udrette med mit liv – og det har jeg fået bekræftet gang på gang.

Du kan høre Mads Geisler fortælle sin historie i podcasten Liv eller Død på Ally.dk