Nødhjælpers mareridt: Angrebet af machete-bande

Lindis kan mærke sin puls banke hårdt og hurtigt, mens hun går rundt i Oslos gader. Det er december i 2017, og folk omkring hende er travlt optagede af at købe julegaver. I Lindis’ tanker er det noget ganske andet, der fylder.

Hun prøver at lade være med at tænke på, hvordan hendes seneste mission endte, tidligere på året. Men hun har mareridt om det om natten, og om dagen kommer minderne til hende i gruopvækkende flashbacks.

En mand kommer gående mod hende på gaden. Det mørke vinterlys falder på hans skikkelse, og hun ser, at han bærer på et gevær. Med ét er hun tilbage i Den Centralafrikanske Republik. Hun ser de aggressive mænd og hører dem slibe deres macheter. Og så – ligesom dengang – falder hun til jorden.

– Da jeg kom til mig selv på fortovet, var jeg brandvarm. Der stod mange mennesker omkring mig, og det viste sig, at manden, jeg havde set, slet ikke bar på et gevær, men et par ski, siger norske Lindis Hurum, som gennem 16 år var udsendt til alverdens krigszoner og katastrofeområder for Læger Uden Grænser.

For to år siden blev hun generalsekretær i organisationen. Udsendelserne tog hårdt på hende, og hun trængte til at bearbejde traumerne hjemme i Norge. Da hun faldt om på fortovet midt i julehandlen, var det hendes hjerne, der som en beskyttelsesmekanisme fortalte hende, at hun skulle spille død, og hun besvimede.

Rejse ændrede alt

Engang var Lindis tv-producent. Hun havde deadlines, en god løn og ville sikkert være fortsat i underholdningsbranchen, hvis hun ikke var rejst til Afrika for første gang. Turen til Senegal var et samarbejdsprojekt mellem hjælpeorganisationen PlanFadder og TV 2 Norge.

Rejsen ændrede Lindis og førte til, at hun søgte jobbet hos Læger Uden Grænser.

– Jeg har senere indset, at der er en sammenhæng mellem min opvækst og det liv, jeg valgte, fortæller hun om sit karriereskifte.

Lindis voksede op i en kernefamilie. Hun elskede at læse sine skolestile højt for forældrene og besøgte ofte sin mormor og morfar, som boede i nabohuset. Hun var morfars pige. Lindis husker ham som en tynd mand med store øreflipper. Han lugtede af tobak og fløjtede hele tiden. De hyggede sig sammen.

En dag sagde han til hende: “Kom, så skal jeg vise dig noget”. Han tog barnebarnet med ind til natbordet i sit soveværelse, trak hemmelighedsfuldt en skuffe ud og hev en æske frem. Inde i den lå en medalje. “Hvor har du den fra?”, spurgte Lindis nysgerrigt. “Fordi jeg skød med kanon under krigen”, fortalte han.

Lindis’ morfar var med til at sænke det tyske krigsskib “Blücher” under anden verdenskrig. Han var en krigshelt, men så aldrig sig selv som en sådan. Tværtimod mente han ikke, at man skulle have en medalje for at dræbe. Han havde hørt unge mænd fra det tyske skib skrige, mens de kastede sig over bord. “Det kunne lige så godt have været mig”, sagde han til barnebarnet.

Lindis tænker tilbage på sin morfar som en person, der valgte at se sig selv i andre. Med årene fik hun brug for den ydmyge holdning, som hun lærte af ham. På sine missioner i kriseramte lande har det været afgørende at møde nødlidende mennesker med forståelse og respekt.

Brød ind i lejr

Det var midnat i Læger Uden Grænsers feltlejr i Den Centralafrikanske Republik. Lindis var udsendt som nødhjælpskoordinator i landet, der er et af verdens fattigste og farligste på grund af krig og konflikter mellem de forskellige befolkningsgrupper.

Læger Uden Grænser havde indtil videre været skånet for angreb. Organisationen holdt løbende kontakt med alle stridende parter uden at vælge side for at vise sin uafhængighed og vilje til at hjælpe ethvert menneske i nød. Men den nat brød ti maskerede mænd pludselig ind i lejren.

Med et automatgevær rettet mod hovedet blev Lindis ført ind i rummet, hvor pengeskabet befandt sig.

– Når jeg taler om det nu, får jeg hjertebanken, men i det øjeblik var jeg helt rolig, husker hun.

Lindis åbnede pengeskabet. Hun tænkte, at hun ville give dem alt, hvad de ville have, for ingen værdier er mere værd end et menneskeliv. Hvis hun gjorde, som de sagde, forholdt sig i ro og ikke provokerede dem, skulle det nok gå godt. Hun var trænet til at håndtere sådan en situation og handlede på autopilot.

Men tingene gik ikke, som hun forventede. Stærke hænder tog fat i hende og kastede hende mod jorden med ansigtet nedad. Hun hørte, hvordan de sleb deres macheter. Store knive, som også bliver kaldt “den fattige mands sværd”. Lindis troede, at hun skulle dø.

– Det var bare et spørgsmål om, hvornår jeg ville dø, hvor ondt det ville gøre, og om jeg ville blive voldtaget først.

Menneskeligt skjold

Mændene tog hende med i en af Læger Uden Grænsers egne biler og kørte af sted. Hun husker ikke særligt meget fra turen. Så pludselig, efter nogle få kilometer, stoppede bilen, og mændene forsvandt, lige så hurtigt som de var dukket op.

Der gik et stykke tid, før Lindis fattede, at de var væk. Hun bestemte sig for at tage chancen og køre tilbage til lejren. Efterfølgende har hun tænkt, at mændene ville bruge hende som et menneskeligt skjold. At hun kunne være blevet et forhandlingskort, hvis de var blevet stoppet af nogen.

Hun besluttede, at teamet måtte evakuere, så snart det blev lyst. Angrebet fortalte dem, at aftalen, de havde med de stridende parter, ikke længere blev respekteret.

– Jeg ved ikke, hvem mændene var, men jeg ved, at de var ude efter penge og ikke vores liv. Ellers havde jeg ikke siddet her i dag. De havde en plan og en strategi, som de fulgte. Men det er svært for mig at leve med det efterfølgende.

Den 23. oktober sidste år blev indsamlingsshowet ”Tv-aktionen” afviklet på NRK. Bidragene gik denne gang til Læger Uden Grænsers arbejde med at give livreddende hjælp og medicin til mennesker i nød. Blandt landene, som blev fremhævet, var Den Centralafrikanske Republik.

Trods Lindis’ oplevelse med machete-banden er hun optaget af at formidle sin kærlighed til landet.

– De mennesker, som bor der, er mennesker som dig og mig. De elsker også deres hjemland, bliver forelskede og drømmer om en fremtid for deres børn.

Et dobbelt traume

Lindis fortæller, at i hendes job bliver det absurde hurtigt hverdag. Men hendes seneste udsendelse gav hende posttraumatisk stress.

– Jeg har lært, at sådan noget sætter spor i lillehjernen, om du vil det eller ej.

For Lindis blev oplevelsen et dobbelt traume. Byen, de skulle forlade, havde længe været et utrygt og lovløst sted. Læger Uden Grænser var den eneste organisation, der var tilbage. Angrebet førte til, at de måtte forlade det hospital, de drev, og dermed også patienterne, som var afhængige af dem for at overleve.

Hun og kollegerne var nødt til at fortælle patienterne, at der inden for få timer ikke ville være nogen læger, og at der ikke fandtes andre hospitaler, de kunne tage til. Flere af patienterne døde, den dag Læger Uden Grænser forlod stedet. Lindis kendte mange af dem.

– Da jeg bestemte, at vi skulle forlade stedet, valgte jeg mit og kollegernes liv frem for andres. Jeg mener, at det var den rigtige beslutning, men det er stadig svært at leve med.

Efter angrebet og den hastige evakuering vendte hun hjem til Oslo. Til overfloden og de opvarmede fortove – det modsatte af, hvad hun var flygtet fra. Da hun kom til sig selv på et fortovene midt i julehandlen, gik det op for hende, at angrebet havde sat spor på en måde, hun ikke havde kontrol over.

Efterfølgende har hun fået psykologhjælp for at kunne håndtere sin posttraumatiske stress. Som chef er det i dag vigtigt for hende, at man taler med hinanden om oplevelserne i felten.

Lindis deler sine oplevelser for at skabe fokus på behovet for nødhjælp i kriseramte lande, men hun frygter samtidig, at hun ved at tale om fattigdommen, sulten og angrebet med macheter er med til at underbygge opfattelsen af afrikanske lande som vilde og onde steder. Hun mener, at indbyggerne er præcis som alle os andre.

Den værste mission

Udsendelsen til Den Centralafrikanske Republik ikke er den værste mission, Lindis har været på. Det var i stedet, da hun var udsendt til Liberia under ebolaepidemien i 2014. Læger Uden Grænser var stort set den eneste organisation, som var villig til at sætte ind med humanitær hjælp uden i realiteten at kunne hjælpe nogen.

Mennesker døde i hobetal, og der fandtes ingen kur.

– Til sidst stoppede ruteflyvningerne, ambassaden lukkede, og alle evakuerede. Det virkede, som om at man bare havde en plan om at lukke landet ned og åbne igen, når epidemien var overstået. Med andre ord: Når de allerfleste var døde. Sådan føltes det. Mørkt, mørkt, mørkt.

Da epidemien kom ud af kontrol, indså hun, at de ikke kunne risikere at være der, når de alligevel ikke kunne redde liv. Lindis var leder for et team på fem, og de besluttede at afvikle deres indsats og i stedet vende styrket tilbage på et senere tidspunkt. Men i sidste øjeblik ombestemte Lindis sig, og hele teamet blev i Liberia. De ønskede at vise befolkningen, at den ikke var helt overladt til sig selv.

Teamet kunne ikke gøre andet end at isolere de syge og give dem væske, indtil til de døde af virussen. Der var ikke plads til alle patienterne, og mange lå døende på fortovet uden for isolationsteltene.

Men midt i den håbløse situation skete der noget andet:

– Folk, der boede i nærheden, kom forbi for at hænge balloner op. På ballonerne stod der “Thank you”, “Hope” og “God bless you”. Så sang de takkesange og klappede. Da græd vi alle, og jeg fik følelsen af, at vi gør meget mere end bare at redde liv. Vi giver folk håb blot ved at være der.

Ved sin fars side

Selv frygter Lindis ikke noget, bortset fra at dø alene.

– Jeg har set mange dø alene, så det er jeg bange for. Jeg har flere gange været den sidste, nogen ser, før de dør. Ingen ønsker, at den sidste, de ser, skal være en fremmed. Nu er jeg så heldig at have mange nære venner, en storebror og en kæreste, så hvis jeg bare opfører mig godt fremover, så tror jeg ikke, det bliver tilfældet for mig.

Lindis var der, da hendes far døde af Parkinsons sygdom i 2017.

– Det er en forfærdelig sygdom. Vi havde en lang ventesorg, og vi vidste, at der kun var én udvej. Han havde ondt længe, så der var også en dobbelthed i det. Vi ville ikke have, at han skulle være væk for altid, men samtidig ønskede vi ikke, at han skulle have ondt mere.

Hun er glad for, at hun var ved hans side, og at hendes far var klar over det. Den sidste tid, han levede, var hun meget hjemme. Hun skrev en bog om fire af sine missioner for Læger Uden Grænser og læste fortællingerne højt for sin far.

Han lyttede, kunne ikke læse selv mere, men gav tilbagemeldinger. Ligesom han gjorde, da hun var barn.