Angelika rejser hjem til krigen: Savnet blev for stort

Det er ikke med Angelikas gode vilje, at hun igen står i billetkøen. Denne gang for at købe tre enkeltbilletter til aftens afgang mod Ukraines hovedstad, Kyiv. Tilbage til krigen i hendes hjemland. Det er kun tre uger siden, at hun og døtrene, Zarina og Antonia, sidst stod på selvsamme banegård i den polske grænseby Przemysl. Dengang drog hun et lettelsessuk over, at pigerne var i sikkerhed, nu står hun her igen. Med en krop sitrende af uro over den beslutning, hun har truffet på sin families vegne.

– Beslutningen om at rejse tilbage til Ukraine er forbundet med uro og usikkerhed, men jeg handler på min mavefornemmelse, og den siger, at vi skal hjem, fortæller Angelika.

Svær beslutning

De mange stressede stemmer og hårde bump fra rullekufferter mod klinkegulvet giver genlyd i hele ventesalen, og en stemning af fortvivlelse og kaos gennemsyrer den gamle banegård. Her sidder Angelikas ældste datter, Zarina, midt i det myldrende virvar af mennesker på en taburet med sin toårige lillesøster sovende i armene. En beskyttende, omsorgsfuld og for sine kun tolv år alt for voksen favn.

– I samme øjeblik vi krydsede grænsen til Polen, var jeg alene med mine piger. Zarina har, som den ældste, hjulpet mig meget, og hun tager sit ansvar som storesøster alvorligt. Krigen, og særligt flugten, har gjort hende alt for hurtig voksen.

Beslutningen om at rejse hjem til landsbyen Staryky, 160 kilometer nordvest for Kyiv, var langt fra let. Den har kostet søvnløse nætter med tankemylder, utallige spekulationer og dårlig samvittighed. Alligevel besluttede Angelika, at hendes familie var færdig med at flygte.

– Det er svært at falde til i et nyt land, især når man er tvunget til det. Selv om folk i Polen er hjælpsomme og søde, føler vi os rodløse, og vi savner vores hjem, forklarer hun.

Inden Angelika og døtrene flygtede fra Ukraine den 4. marts, levede de en enkel tilværelse, langt ude på landet. Et liv med køkkenhave og fritgående høns, langt fra storbyens bilos, og hverken Angelika eller hendes ægtemand, Valentin, havde nogensinde drømt om livet i et pulserende Europa. I stedet nød hun hver dag sin korte gåtur i naturskønne omgivelser til den lokale vaskehal, hvor hun arbejdede som bogholder.

– I Staryky kender alle hinanden, og vi har et stærkt fællesskab. Når vi går uden for døren, falder vi altid i snak med naboer og venner. I Polen boede vores værtsfamilier i storbyer, og det gjorde kontrasten til livet i Ukraine, som vi savnede, endnu større.

De første uger, efter Rusland invaderede landet, forholdt familien sig afventende. Mens krigen udviklede sig dag for dag i hovedstaden, sad Angelika hjemme i Staryky og klyngede sig til håbet om, at den aldrig ville nå hendes hjem. Et håb der blev slukket, da krigen den 3. marts kom for tæt på.

– Dagen inden vi flygtede fra Ukraine, blev en lille landsby, kun tyve kilometer væk fra vores, ramt af et missil. Derefter tog Valentin og jeg beslutningen om, at pigerne og jeg skulle i sikkerhed, men det var ikke med min gode vilje, fortæller Angelika.

På lånt tid

Familiens flugt gik først mod Lviv, en storby i det vestlige Ukraine, hvor et tog førte dem videre over grænsen til Polen. Med sig slæbte familien store rullekufferter og en propfyldt blå Ikea-pose. Angelikas ihærdige forsøg på at pakke pigernes liv ned i poser, så hun på den anden side af grænsen kunne give dem bare en smule genkendelighed.

– Da vi stod af toget i Przemysl, havde vi været på flugt i to dage. Set i bakspejlet er det ironisk, at jeg dengang troede, at det værste var overstået.

Det skulle vise sig, at det sværeste langt fra var flugten over grænsen, men derimod at falde til i et nyt land, og fra det øjeblik familien ramte den polske banegård, begyndte en tid som kastebold.

– Vi blev taget godt i mod af flinke frivillige, som kun ville os det bedste, men landet står over for en umulig opgave, så selv om de fandt husly til os, var det for korte perioder ad gangen, fortæller Angelika.

Først blev de indlogeret hos en værtsfamilie i storbyen Krakow, 250 kilometer vest for den polsk-ukrainske grænse.

– Den første uge føltes som ferie. Zarina og Antonia syntes, at storbyen var spændende, og de faldt hurtigt til. Så det var ikke sjovt at fortælle dem, at vi ikke kunne blive hos den værtsfamilie, som de på kun halvanden uge havde knyttet sig til.

Herefter blev Angelika og børnene indlogeret hos et ældre ægtepar i storbyen Lodz. Igen knyttede de tillidsfulde piger hurtigt bånd til deres nye værtsfamilie, men relationen var endnu engang på lånt tid, og efter kun en uge gik rejsen videre sydpå til byen Opole, hvor et nyt midlertidigt hjem ventede på dem.

– Du skal som flygtning affinde dig med, at du lever på andre menneskers nåde. Det er stressende, det er kaotisk, og det er ikke holdbart i længden.

Knyttet sammen

Angelika, Zarina og Antonia var på flugt fra en krig, som de dagligt fik meldinger om, på deres hjemegn var på tilbagetog. En ny virkelighed, langt fra den de forlod, og som næsten virkede for godt til at være sandt.

– Enhver mor vil beskytte sine børn fra krig, men hvis der er roligt på vores hjemegn, så er det der, vi hører til. Mit største ønske er, at mine døtre vokser op i Ukraine, fortæller Angelika.

Enkeltbilletten retur til Ukraine lokkede mere og mere. I Polen havde familien en tilværelse med skiftende senge, korte relationer og næsten ingen penge på lommen. En stressende situation, der begyndte at bekymre Angelika mere end krigen.

– Vores nye liv gjorde, at pigerne blev mindre og mindre åbne over for nye mennesker. I stedet lukkede de sig om hinanden, og de har i dag fået et helt særligt bånd. De blev hinandens tryghed, største støtte og bedste ven.

I Ukraine ville Zarina langt hellere ses med sine veninder end lege med sin søster, men livet på flugt bragte et nyt og hidtil ukendt instinkt frem i den 12-årige pige. Nu udforskede hun gerne, hånd i hånd med sin lillesøster, den nye verden, men for hver gang familien flyttede, forsvandt en smule af pigernes naturlige nysgerrighed.

– Jeg tror, vi kunne være faldet til, hvis vi havde haft muligheden for at blive det samme sted, men når man ikke har venner i området, har det lange udsigter. Da vi fik besked på at flytte for fjerde gang, sagde jeg stop, forklarer Angelika.

Begge piger blev glade, da de fik beskeden om det snarlige gensyn med deres far, alligevel var Zarina skeptisk. Først krig, senere flugt og nu rodløshed havde sat sine spor i den unge pige, der, modsat sin lillesøster, udmærket forstod, hvad de rejste hjem til.

– Jeg forstår godt, at Zarina er skeptisk. Jeg er også selv i tvivl om, hvorvidt jeg har taget den rigtige beslutning, men jeg får hele tiden at vide, at der er roligt i Staryky, derfor tør jeg godt rejse hjem.

Kurs mod Kyiv

Turen retur til Ukraine har langt fra været ligetil. Andre landsmænd har fået samme idé, og det er en overfyldt togstation i Przemysl, der møder Angelika og pigerne.

– Vi er mange, der har fortrudt flugten og nu rejser hjem igen. Jeg tror, vi har det til fælles, at vi på grund af savn har svært ved at falde til. Savn til vores mænd, til vores land og til det liv, vi efterlod.

Efter flere timers venten på togstationen opgav Angelika at få billetter til aftens afgang hjem, og i stedet prajede hun en taxa, som kørte familien til grænseovergangen ved Medyka. Her gik familien til fods gennem den grønne jernlåge, som så mange landsmænd før dem har krydset den anden vej med kurs mod frihed.

– Jeg har hørt, der står busser klar på den ukrainske side af grænsen til os, der har fortrudt. De kører til Lviv. Derfra ved jeg ikke, hvordan vi kommer videre, men hjem skal vi nok komme.

Det er endnu usikkert, hvilken hverdag der venter, når familien rammer Staryky, men i det øjeblik de satte kurs mod Kyiv, valgte Angelika, at det var glæde og optimisme ved at vende hjem, der skulle have lov at fylde i hende.

– Selvfølgelig er jeg nervøs for mine pigers fremtid, men jeg vælger at være optimistisk og tro på, at vores hær snart sejrer. Sammen genvinder vi vores frihed, og når krigen er slut, har vi alle lært aldrig at tage livet og hinanden for givet.