I overgangsalderen som 30-årig: Skynd dig at blive mor
– Du skal bare i gang med at få børn, siger overlægen på Horsens Fertilitetsklinik og kigger på 30-årige Christine.
De seneste måneder har hun fået foretaget flere test for at finde ud af, hvorfor hendes menstruation er udeblevet.
Alligevel har hun ikke været nervøs. Teknologien er udviklet, og hvis det står så sløjt til med fertiliteten, kunne hun jo bare få frosset nogle æg ned, så hun kunne blive gravid på et senere tidspunkt.
Men den dag får hun den barske sandhed at vide.
Hun har for få æg, til de kan fryses ned, og hvis hun skal nå at blive mor, skal hun i gang.
– Det var noget af en melding at få, for jeg var slet ikke der i mit liv, hvor jeg tænkte, at jeg skulle være mor. Jeg havde jo en forestilling om, at jeg først skulle finde en kæreste, og vi sammen skulle skabe en familie, fortæller nu 31-årige Christine Bylod Jessen fra Viby J, mens hun tænker tilbage på den dag, hvor hun blev stillet over for sit livs dilemma.
Lægen undrede sig
Med en barndom i den sønderjyske by Padborg higede Christine efter at opleve verden.
Hun rejste flere gange til USA og var i praktik i London. Hun havde i mange år taget p-piller, men da hun begyndte at få pigmentforandringer, valgte hun til sidst at stoppe.
Men den ellers så regelmæssige menstruation udeblev.
I begyndelsen slog hun det hen, da kroppen måske lige skulle vænne sig til fraværet af pillerne, men som tiden gik, begyndte hun at undre sig.
– Jeg gik til lægen og fik at vide, at mit østrogenniveau var lavt, så jeg fik noget plaster, jeg skulle gå med, men hun nævnte ikke noget om børn, så jeg tænkte slet ikke på, at det kunne betyde, at jeg havde svært ved at blive gravid, fortæller Christine, der er på det tidspunkt arbejdede i Norge.
Da hun igen var hjemme i Danmark, gik hun til lægen, fordi hun var løbet tør for sine østrogenplastre.
Men lægen undrede sig over Christines udredning og valgte at lave nogle test, da hun mistænkte Christine for at være gået tidligt i overgangsalder.
Svære spørgsmål
Kort tid efter var dommen klar.
Hvis Christine skulle gøre sig håb om at få et barn, så skulle hun skynde sig.
– Da lægen sagde til mig, at jeg var på vej i tidlig overgangsalder, og at jeg havde et halvt år til at finde ud af, om jeg skulle være mor, var jeg lidt chokeret. Jeg troede slet ikke, at det var muligt at gå i overgangsalderen så tidligt, husker Christine.
Læs også: Lykke er mit livs mirakel
De følgende uger fyldte den forestående beslutning de fleste af hendes vågne timer.
Hvordan ville det være at få barn alene? Kunne kun klare det? Ville det føles som et nederlag, når der ikke stod en stolt far ved hendes side?
Til sidst var hun alligevel ikke i tvivl.
Ville være mor
Tanken om, at hun aldrig ville blive mor, ville hun ikke risikere, men det var alligevel med nervøsitet i kroppen, at hun mødte op til sin første insemination.
De efterfølgende dage fortsatte Christine sit liv, som hun plejede. Hun gik på arbejde og var sammen med veninderne, men cirka 10 dage efter hendes insemination, kom hendes menstruation.
– Det ramte mig faktisk hårdere, end jeg havde regnet med. Men jeg prøvede at holde fast i den positive indstilling, jeg altid havde haft, fortæller Christine, der kort tid efter blev insemineret anden gang.
Hun snakkede med nogle få veninder om sit forløb, men bad familien om at lade være med at spørge ind til det, selv om hun vidste, at de støttede hende.
– Jeg brugte en masse energi på det selv, og jeg gad ikke, at det hele skulle dreje sig om det, når vi var sammen. Men som tiden gik, kunne jeg godt mærke, at jeg havde behov for noget støtte, forklarer Christine, der krydsede fingre for, at et begyndende liv spirede i hendes mave.
Skyggen i hverdagen
Men den brutale virkelighed viste sig kort tid efter. Endnu en gang kom hendes menstruation, og det lagde sig som en sort skygge over hendes hverdag.
Fra at være en udadvendt pige, der elskede at være sammen med veninderne, lå hun ofte i sin etværelses lejlighed efter arbejde.
Læs også: Anne blev mor efter 10 spontane aborter
– Jeg følte, at andres liv kørte derudad. Jeg havde flere i min opgangskreds, der var gravide, og én skulle giftes. Jeg prøvede at blive gravid alene og ikke engang det lykkedes, husker Christine, der prøvede at tage en glad maske på, når hun var til babyshower eller hørte om andres børn, og da hun stod over for sit tredje forsøg med insemination, var forhåbningerne ikke store.
Tårerne trillede
– Jeg havde allerede set mig selv blive en gammel, sær dame med en masse katte, smiler Christine, når hun tænker tilbage på den mørke periode.
Efter tredje forsøg skete det samme igen: Hun blødte efter nogle dage.
Tårerne trillede ned ad hendes kinder, men som dagene gik, var det alligevel, som om noget var anderledes.
– Blødningen var lidt anderledes, og den blev ved. Da jeg nævnte det for min veninde, sagde hun, at jeg skulle tage en graviditetstest. Jeg synes i begyndelsen, at det var overflødigt, men efter nogle dage, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne udelukke muligheden, så jeg ikke brugte energi på det, fortæller Christine og smiler.
Du skal være mor
En søndag morgen tog Christine en test.
Hun vendte den om og mærkede sin puls stige.
– Da jeg kiggede på den, var der to streger. Jeg var helt målløs, for kunne det virkelig passe? Jeg sendte et billede til min veninde, for den ene streg var ret utydelig.
Men efter syv graviditetstest var der ingen tvivl:
Christine skulle være mor.
Kærlighed ved første blik
I de følgende måneder kunne Christine mærke, at hendes krop forandrede sig, og den dag, hun så sin lille datter på en scanning, gik det for alvor op for hende, at det var lykkedes.
– Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvad har jeg gang i? Selv om jeg havde været enormt ked af, at det ikke lykkedes, var der kun gået syv måneder, fra jeg gik i gang, så det var jo gået ret hurtigt, siger Christine, der fødte en sund og rask pige.
Det er nu tre måneder siden, at Christine fik sin datter Lærke i armene.
Fra første sekund var det kærlighed ved første blik, og alle bekymringer og spekulationerne forsvandt.
– Det er så svært at beskrive den følelse. Det var så fantastisk at se hende, og det var helt okay, at det bare var os, forklarer Christine, der for længst har accepteret, at hun ikke fik drømmescenariet med mand og større lejlighed.
– Nogle gange bliver livet ikke, som man havde forestillet sig, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke bliver godt.
Læs også: Mille Dinesens store sorg: Har prøvet at få børn i 10 år
