Isabellas mor drak: Folk så den anden vej

Isabella boede hos sin far, men hver anden weekend var hun hos sin mor, der skjulte sin alkoholisme. Undtagen over for sin datter, Isabella, der fik utrygheden at mærke.

Udefra set var alt godt. Isabellas mor var den smukke velklædte mor, som klarede hjemmet og kunne servere udsøgte søndagsmiddage, men hun havde en hemmelighed, som kun Isabella og hendes far kendte til: Hun drak og tog piller.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var to år. Min far kæmpede for at få den fulde forældremyndighed, men hver gang klagede min mor, fortæller Isabella Henriksson Andersdotter.

Det førte til, at hun boede hos sin far og skulle være hos sin mor hver anden weekend. Når hun var der, oplevede hun morens skyggeside, samtidig med at de voksne omkring hende lod som ingenting.

Da Isabellas forældre blev gift, var de et flot par, og lykken tilsmilede dem, da de fik Isabella. Men to år efter fulgte skilsmissen og med den en bitter strid om forældreretten. Isabella havde det godt, når hun var hos sin far, men hun følte sig altid utryg, når hun skulle besøge sin mor.

– Min mor var som to personer. Hun kunne være fantastisk, når hun var ædru, men når hun havde drukket, blev hun ond og talte nedsættende til sin datter, der fik at vide, hun var både grim og havde grimt hår.

Morens humor skiftede voldsomt. Det ene øjeblik ville hun være den ansvarlige mor, men det næste øjeblik kunne hun sætte sig fuld ind i en bil og køre med sin datter.

Isabella husker sådan en tur, fra da hun var otte-ti år. Moren faldt i søvn bag rattet, og de var på vej mod en modkørende lastbil. Isabella tog i rattet, og det lykkedes hende at undvige en kollision. Så vågnede moren og fortsatte sin kørsel, så hun kunne få de cigaretter, hun var kørt efter. Da hun skulle parkere bilen, ramte hun et træ.

– Vi gik ind i kiosken, og min mor købte flere kilo tobak. Fyren, der stod bag disken, så ud til at forstå situationen. Men han gjorde ikke noget, han lod bare min mor betale, fortæller Isabella.

Bryggede selv vin

Efter kioskbesøget fortsatte de til en burgerrestaurant, hvor Isabellas mor købte ti burgere. Også der lukkede personalet øjnene.

Isabella var ti år, da hun fandt ud af morens hemmelighed. Hendes mor bryggede vin i vaskerummet, men hun var for lille til at forstå, at det var vinen, der gjorde moren ond og destruktiv.

– Det var pinligt over for mine venner, og jeg skammede mig. Jeg kunne jo blive bange for min egen mor, fortæller Isabella.

Hun husker en dag, hvor moren faldt om af druk. Isabella løb over til morens bedste veninde. Hun ville have veninden til at ringe til Isabellas far, så han kunne komme og hente hende. Men veninden tyssede det ned og fortalte Isabella, at det ikke var noget farligt, og det nok var bedre, de ringede til moren.

– Det endte med, at min mor kom og hentede mig. Der var ingen, der greb ind.

Det samme var tilfældet, da Isabella blev låst ud i regnen, fordi hun havde spurgt sin mor, hvorfor hun opførte sig så mærkeligt.

– Så blev hun rasende, og jeg flygtede ud af lejligheden, uden hverken sko eller overtøj. Jeg søgte tilflugt på en bakke og blev gennemblødt. Et ældre par med en hund gik forbi. De stoppede og kiggede, men bagefter fortsatte de deres gåtur. De sagde ingenting, de gik bare videre. Mange har set mig, men valgte ikke at se mig.

Da Isabella en dag bad moren om at vælge mellem hende og alkohol, blev hun mødt med et grin. – Hun benægtede, at hun drak, og jeg fik bare at vide, at hun var syg.

Sorg og lettelse

Isabellas selvværd var i bund, efter hun flere gange var blevet slået af sin mor. Så da moren døde i 2007, da Isabella var 15 år, følte Isabella sig både tom og lettet på samme tid.

Hun sørgede mest over den mor, hun aldrig havde haft, især da det var tid til skoleballet, og veninderne tog med deres mødre ud for at købe tøj og smykker.

Traumerne fra barndommen blev til angst, Isabella havde svært ved at sove og kæmpede med en spiseforstyrrelse. Heldigvis stod hendes far altid ved hendes side. Han støttede hende, da hun søgte professionel hjælp, der resulterede i, hun begyndte i kognitiv adfærdsterapi.

Isabella uddannede sig til fotograf, og i dag underviser hun i fotografi på et gymnasium. Ved siden af studerer hun 3D-visualisering og arbejder som fotograf på et atelier. På den private front har hun fundet lykken og har de sidste år boet sammen med kæresten Richard.

– Terapien har helet sårene. Min mor sagde altid, at jeg var grim, men gennem terapien begyndte jeg at se mig selv med andre øjne. Jeg så en kvinde, der også er stærk og handlekraftig.