Skæbner

Jeg mistede kontakten til mine børn

12. oktober 2021 Af Maibrit Jürs. Foto: Gregers Overvad/ Aller Foto & Video.
Da Inger fandt en anden og forlod sin mand, vidste hun, at skilsmissen ville blive hård. Men hun havde aldrig forestillet sig, at den ville komme til at koste hende kontakten til børnene.
Inger

– Når jeg kom for at hente mine drenge, gemte de sig for mig. De ville ikke med. De ville slet ikke have noget med mig at gøre. Engang kastede de sten efter mig, da jeg kom for at hente dem, fortæller Inger.

Da hun forlod sin mand for en ny kærlighed, havde hun forventet en hård skilsmisse. Men intet havde kunnet forberede hende på det mareridt, hun skulle igennem: Hendes to sønner ville ikke længere have noget med hende at gøre.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– De opførte sig pludselig, som om jeg ikke længere eksisterede, husker hun.

Drengene var kun syv og ni år dengang og alt for unge til at træffe en så stor beslutning som at slå hånden af deres egen mor. Men det var det, der skete.

– Jeg var min mand utro, og jeg var godt klar over, at en skilsmisse ville blive slem, men jeg havde aldrig forestillet mig, at mine egne børn ville nægte at have noget med mig at gøre, siger 54-årige Inger Petri.

Mødte en anden

Inger var kun 22 år, da hun blev gift med sin første mand. Brylluppet var smukt og eventyrligt, og ægteskabet tegnede godt. Efter et par år fik parret deres to sønner, og familien levede et godt og helt almindeligt kernefamilieliv.

– Jeg havde jo egentlig alt, hvad jeg ønskede mig: En god mand, to dejlige børn og et godt job i en bank i Holbæk.

Men det var ikke nok, og som tiden gik, begyndte Inger at savne noget, hun ikke selv vidste, hvad var. Det ’noget’ fandt hun på jobbet.

– Det var bestemt ikke en del af planen, men jeg blev forelsket i en kollega og var min mand utro, fortæller Inger.

Undgik mig

Fra den dag, da hun fik fortalt sin mand, at hun havde mødt en anden, var der kold luft imellem dem. Hun blev boende i huset i nogle måneder, mens hun ledte efter et andet sted at bo, men hun blev behandlet, som om hun ikke eksisterede – også af sine børn.

– Det var tydeligt, at min daværende mand allierede sig med børnene. De rottede sig sammen mod mig og frøs mig ude af familien, husker Inger.

Hun var forberedt på, at hendes mand ville være såret og have svært ved hendes nærvær. Men børnenes reaktion kunne intet have forberedt hende på.

– De talte ikke til mig. De opførte sig, som om jeg var luft for dem. Når jeg forsøgte at kramme dem godnat, undveg de mig og nægtede fysisk kontakt. Det var simpelt hen så hårdt, og jeg gik konstant rundt med en syndflod af tårer lige under overfladen, mens jeg forsøgte at virke positiv udadtil.

Inger bevarede længe håbet om, at hendes sønner ville ønske at have kontakt med hende igen. Hun tænkte, at de ville tilgive hende, når den værste krigsstemning havde lagt sig, og gjorde alt for at være der for sine børn.

– Jeg flyttede ind i et hus, kun to kilometer fra min eksmand, for så kunne drengene selv komme og besøge mig, når de havde lyst. Jeg sørgede også for, at min nye kæreste ikke var hos mig, når der var en chance for, at drengene kunne komme på besøg.

Forsøgte alt

Men drengene kom ikke på besøg. Uanset hvor umage hun gjorde sig, nægtede de stadig at have noget med hende at gøre.

Inger og hendes eksmand have aftalt en såkaldt syv-syv-ordning. Men når det var hendes tur til at have drengene, og hun kom for at hente dem, gemte de sig for hende, og hendes eksmand trak bare på skuldrene. Så måtte hun gå igen. Alene.

Hver morgen mødte hun op til morgensang på drengenes skole, sådan som hun altid havde gjort. Og hver morgen undgik hendes egne børn hende. Alligevel blev hun ved med at møde op på skolen og til drengenes rideundervisning og fodboldtræning, for hun ville have lov at vise sine børn, at hun ville dem og ikke gav op.

– Uanset hvad jeg gjorde, blev jeg afvist. Det var selvtortur. Men jeg kunne jo ikke opgive mine børn.

Tabte i retten

Efterhånden bad skolen og trænerne hende om at holde sig væk. Det var for hårdt for drengene, at hun altid dukkede op.

– Der blev langsomt lukket ned for mig, og jeg begyndte at gå i stykker. Uanset hvad jeg gjorde, var det galt. Jeg anede ikke mine levende råd.

I to lange år kæmpede Inger for at få sine børn tilbage. Hun deltog i et hav af møder i statsamtet, hun sagde ja til alt, hvad der blev foreslået af aftaler om samvær og overvågede samtaler, men intet kunne få hendes sønner til at tilgive deres mor.

– Jeg måtte indse, at uanset hvor meget jeg pressede på, gjorde det ingen forskel. Men det var så svært at lade være, for jeg ønskede dem jo i mit liv. Jeg elskede dem højt og savnede dem voldsomt.

Til sidst mistede hun forældremyndigheden i en retssag, og der måtte hun se i øjnene, at hendes værste mareridt var blevet virkeligt: Hun havde officielt mistet sine børn.

– Jeg var helt flosset. Jeg levede i et underligt vakuum mellem dyb sorg og forelskelse. Gennem to år levede jeg i to verdener, og det er ufatteligt, at mit nye forhold kunne holde til at være i det kaos. Da jeg havde det værst, lå gråden som en flodbølge under overfladen. Altid klar til at bryde igennem. Mit nervesystem var ødelagt.

Tilgiver alt

Det er 21 år siden, Inger Petri blev skilt, og hendes to sønner er voksne. I dag er hun gift med den mand, hun forlod sit første ægteskab for. Sammen har de to børn og lever et godt og lykkeligt familieliv.

I årenes løb har hun gjort forsigtige tiltag for at få kontakt med sine to ældste sønner.

– Jeg mødte op til deres konfirmation med en sang og gaver, men jeg måtte aflevere det på trappen, så jeg ved ikke, om de fik noget af det.

For fire år siden mødte hendes to yngste børn med de to ældste, og Inger håbede, at det kunne skabe kontakt, men det blev ikke til mere. I dag har de stadig ingen kontakt, og med årene har hun affundet sig med, at det er sådan, det er.

Vil hjælpe andre

– Jeg håbede, de ville komme, når de blev ældre. Det har taget lang tid at give slip, men nu er der gået mere end 20 år, og jeg har accepteret, at de lever deres liv og jeg må leve mit, siger hun.

Selv om det har været en hård rejse, har Inger besluttet sig for at være glad for det, hun har, frem for at blive i sorgen over det tabte.

– Jeg skrev et langt brev til hver af mine ældste sønner og fortalte, at jeg tilgav dem. Nu har jeg ikke mere hængende, for jeg kan ikke gøre mere, og det er op til dem, om de vil genoptage kontakten. Jeg har også tilgivet min eksmand. Det har taget mig lang tid at slippe min vrede mod ham, men jeg har aldrig bebrejdet mine sønner.

Inger er i dag lykkeligt gift med den mand, hun forlod sit første ægteskab for. Hun har sagt farvel til jobbet i banken og arbejder som coach og foredragsholder, og når hun fortæller om sit liv, bliver hun ofte spurgt, om det var det hele værd. Om hun ville være sin mand utro og lade sig forelske i en anden, hvis hun havde kendt konsekvenserne.

– Jeg synes, det er et umuligt spørgsmål at besvare, for jeg elsker de børn, jeg havde, og jeg elsker de børn, jeg senere fik, og hvis jeg havde handlet anderledes, havde jeg ikke fået mine to yngste børn. Men jeg er ked af, at mine store sønner og jeg skulle igennem det her, for sådan havde det ikke behøvet at blive, siger Inger.

Nu forsøger hun at se fremad og at se det positive i den sorg, hun gennem de sidste tyve år har båret i sit hjerte, selv om hun har stiftet ny familie og på mange måder har fået et lykkeligt liv.

Skrev som terapi

– Jeg ville selvfølgelig helst have undværet at skulle igennem det her, men jeg er glad for det, som det har ført med sig. Uden de oplevelser var jeg ikke blevet coach, så havde jeg måske stadig siddet i en bank og havde aldrig udlevet mine drømme.

– Vi skal alle igennem nogle prøvelser i livet. Nu er jeg selv kommet igennem mit liv største prøvelse, og nu er jeg klar til at hjælpe andre.

I mange år kæmpede Inger med skyld og skam over ikke at kunne være den mor, hun drømte om at være for sine to ældste børn. Hun har arbejdet hårdt på at acceptere, at give slip og at tilgive, men det lykkedes hende først at give helt slip, da hun begyndte at skrive om de mange års kamp. Skriveriet er blevet til en bog, der handler om den mørkeste tid i hendes liv, men også om, hvordan man kommer over så stor en sorg.

Min dør er åben

– Det hjalp at skrive bogen, for det fik mig til at zoome ud og se mit liv med nye øjne, og jeg indså, at jeg gjorde mit bedste, og det er ikke noget at skamme sig over.

I dag har Inger accepteret sit tab, og sorgen fylder ikke længere alt i hende.

– Sorgen forsvinder aldrig, tror jeg. Men den vælter mig ikke længere omkuld. I dag kan jeg for eksempel se på barndomsbilleder af mine ældste sønner og føle sorg, men jeg kan håndtere det.

– Jeg har givet slip på mine to drenge, men hvis de en dag banker på min dør, er de velkomne, og så håber jeg, de vil lytte til min historie. Hvis jeg aldrig hører fra dem igen, så håber jeg, at de vil læse min bog, for den er min kærlighedserklæring til dem, og de skal vide, at jeg ønsker dem et godt liv. Men min dør og mit hjerte står altid åbne.

Sponsoreret indhold