Tv-par mistede datter: Hun er i himlen

På knagen i entréen hænger Maries overtøj og på gulvet står hendes små sko. På værelset overfor står tremmesengen, der stadig indeholder sengetøjet, som Marie sov i. Det er over 3 måneder siden, at den lille glade pige hoppede i overtøjet, og den uberørte seng er en evig påmindelse om, at Marie nu er en stjerne på himlen.

Jeg går nogle gange ind på hendes værelse og dufter til sengetøjet. Hvis jeg virkelig snuser til, så kan jeg stadig dufte hende. Det giver mig en følelse af, at hun stadig er her, selvom jeg godt ved, at hun aldrig kommer til at ligge i sengen igen, fortæller den 31-årige Nicoline Bertram fra huset i Jerslev i Nordjylland.

Fandt kærligheden i tv-program

Det var hertil, at hun nyforelsket flyttede op fra Holbæk, da hun fandt kærligheden til Thomas Bertram i TV 2-programmet ’Landmand søger Kærlighed’. Da kameraerne slukkede, var forelskelsen stadig intakt, og i maj 2019 gav de hinanden et ja til at være sammen for evigt. Det blev forseglet, da parret kunne annoncere en forøgelse af familien, og da Marie kom til verden, følte parret, at de havde opnået deres største drøm.

– Marie var et ønskebarn, vi var så lykkelige, for vi ville begge gerne have børn, inden vi fyldte 30 år, fortæller Nicoline.

Hun og Thomas delte opgaverne imellem sig med den lille ny. Marie var kun en uge gammel, da hun var med far i marken første gang, og senere bar Thomas hende i en bæresele på maven, når han gik rundt på de store vidder.

- Marie kunne blive helt hysterisk, hvis hun ikke fik lov at komme med. Når vi så lagde overtøjet ud på gulvet, så blev hun ellevild, for så vidste hun, at hun skulle med far, fortæller Nicoline, der smiler ved tanken over den glæde den lille pige bragte ind i familien.

Den værste opringning

Men da tankerne vender tilbage til den skæbnesvangre dag, så bliver vejret trukket ekstra tungt. Tirsdag den 22. juni var en dag som alle andre. Marie kom i dagpleje fra morgenstunden, og da Nicoline havde aftenvagt på plejecenteret i Brønderslev, var det Thomas, der hentede Marie. Men ved 17.30-tiden fik Nicoline en opringning på arbejdet, hun altid vil huske som sit livs værste.

– Det var Thomas, der sagde, at jeg blev nødt til at komme hjem, for han havde kørt Marie ned. I starten var det, som om at jeg slet ikke forstod, hvad han sagde, og jeg kunne mærke frustrustationen, fortæller Nicoline, der brød sammen i tårer, mens hun råbte igennem telefonen.

Thomas havde været i marken sammen med Marie, der hjalp med at fodre grisene. Da Thomas skulle køre traktoren med fodervognen frem, opdagede han for sent, at Marie, han ellers lige havde set i marken, havde flyttet sig. Hurtigt blev der ringet 112.

Ude af stand til at køre bil blev Nicoline hentet af Thomas’ søster, og mens turen til Aalborg Universitetshospital blev tilbagelagt, var hendes hoved ved at springe af den tankemylder og den frygt, der rev i hende.

– Jeg havde spurgt Thomas, om hun levede, og han svarede, at de arbejdede på hende, men at det så sort ud. Så jeg prøvede mentalt at forberede mig på, at min datter var død.

Så hende på hospitalet

På hospitalet i Aalborg blev Thomas og Nicolines værste frygt til virkelighed. Da lægen sagde, at Marie var død, brød de begge sammen. De skulle aldrig igen se deres datters frække smil eller høre hendes entusiastiske hvin, når dragten blev lagt ud på gulvet.

– Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle se hende. Jeg ville så gerne huske hende som den smukke og glade pige, hun var, og jeg vidste jo ikke, hvordan hun så ud. Men som min svigerfar sagde; din fantasi har ingen grænser. Det havde han jo ret i.

Sammen med Thomas gik de ind på stuen, hvor de blev mødt af Marie, der lå i en barneseng med en dyne og med lukkede øjne. Det lignede hun sov, men hun var død.

– Vi er lige her, Marie, sagde Nicoline til hende, mens hun sammen med Thomas aede hendes hånd og gav hende kys på panden. De kunne begge mærke, hvordan det trak i dem for at blive sammen med deres datter, men trætheden var ved at overmande dem.

– Jeg skal nok passe godt på hende, sagde sygeplejersken til dem, og da de satte sig i bilen for at køre hjem til gården i Jerslev, følte de begge, at hjertet var blevet flået ud af kroppen på dem.

Stor skyldfølelse

Den efterfølgende tid var sorgen altoverskyggende. Thomas var ramt af skyldfølelse, men selv om Nicolines første reaktion var frustration over, at Thomas ikke havde holdt nok øje med Marie, så vidste hun godt, at det var en ulykke.

- Jeg tilgav meget hurtigt Thomas. Jeg vidste jo, hvor meget han elskede hende, og at han aldrig ville gøre noget for at skade hende. Det var jo en ulykke, så meget hurtigt besluttede jeg mig for, at vi skulle komme igennem det sammen, fortæller Nicoline, der trøstede sig med, at Marie havde været død på stedet.

Da Thomas kom hjem fra hospitalet, gik han op på marken til det sted, hvor ulykken var sket.

– Jeg havde behov for at blive konfronteret med det. Det måtte ikke være et sted, hvor jeg ikke kunne komme. Det er jo min arbejdsplads. Det var hårdt, men jeg vidste også, at det var vigtigt for mig at gøre det, forklarer 31-årige Thomas Bertram.

De efterfølgende dag var Thomas og Nicolines familie samlet på gården. De praktiske forberedelser med begravelsen holdt dem beskæftiget, og sorgen blev for en stund holdt ude i en armslængde. Nicoline var fast besluttet på, at begravelsen skulle være i Maries ånd med farver og den glæde, som de kunne mønstre, så Nicoline iførte sig en farverig kjole. På kapellet havde hun allerede givet Marie en kjole med grise på og hendes lyserøde grisebamse i favnen.

Hyldest til Marie

– Det skulle ikke være sort og dystert, for hun var jo den gladeste lille pige. Jeg så mere begravelsen som en hyldest til Marie og det liv, hun nåede at leve, forklarer Nicoline, der sagde et sidste farvel til sin datter sammen med familie og venner, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel.

Kondolencer og blomsterne havde fyldt gårdspladsen fra den dag, hvor det blev offentligt kendt, at familien havde mistet deres dyrebareste. Thomas og Nicoline ønskede til begravelsen, at folk donerede penge til Kræftens Bekæmpelse og De Danske Hospitalsklovne. Med tanken om syge børn ville de hellere hjælpe dem end at se blomsterne visne.

Den efterfølgende tid kastede Thomas sig over arbejdet, mens Nicoline var på sorgorlov.

Stilheden i huset er larmende, og om morgenen føler hun, at hun kan høre Marie rumstere inde i sengen. Legetøjet og tøjet med bondegårde og grise er blevet en daglig påmindelse om datteren, der endte sit liv alt for tidligt, og når følelsen af Marie er på vej ud af erindringen, tyer hun til billeder og videoer på telefonen.

– Jeg prøver at tænke på, at Marie vil have, at vi er glade. Men fra det ene sekund til det andet kan jeg bryde sammen, fortæller Nicoline, der oplever en stor omsorg fra familie og de fleste venner.

Der er også nogle få, der har holdt sig på afstand.

Tacklede sorgen forskelligt

– Det var, som om at de var bange for at gøre os kede af det. Men jeg er ked af det hele tiden. Også når jeg griner. Så der er ingen, der kan sige noget, der gør mig mere ked af det. Marie er i mine tanker hele tiden, og jeg ville gøre hvad som helst for at få hende tilbage. Men det kan jeg ikke. Det eneste, vi kan gøre, er at huske hende som den dejlige pige, hun var, fortæller Nicoline, der sammen med Thomas kort efter ulykken begyndte i et forløb hos en krisepsykolog.

Thomas arbejder sig ud af sorgen, mens Nicoline har behov for at snakke om det, og de forskellige måder at sørge på begyndte at påvirke forholdet.

– Vi fandt ud af, at når vi kunne mærke frustrationen, så skulle vi give hinanden et langt kram. Der sker noget, når man tier stille og holder om hinanden. Det er, som om at man accepterer hinanden bedre og uden ord siger, at det er okay, fortæller Nicoline og fortsætter.

– Jeg kan huske, at jeg var til polterabend, hvor de andre kiggede på billeder af deres børn. Pludselig blev jeg ramt af en enorm længsel efter at kramme Thomas. Der vidste jeg bare, at vi nok skulle klare den sammen.

I huset i Jerslev har familien kun minderne tilbage. Billederne af Marie på væggen vidner om den glæde, hun bragte ind i deres liv. Højstolen ved det store spisebord er fjernet, for når aftensmaden står på bordet, så føles tomheden ekstra voldsom. Der er ingen madrester på gulvet at tørre op, og der er ingen putterutiner, der skal følges længere om aftenen.

– Det er en tomhed, som er svær at beskrive. Og vi vil altid savne hende, men jeg er også fast besluttet på, at døden ikke skal være et tabu. Marie skal ikke være et tabu. Så når hun forhåbentlig en dag får søskende, så skal de også vide, at de har en storesøster i himlen. For uanset hvad der sker, så vil vi aldrig glemme hende.