Jeg opgav mine børn

Carinas største mål i livet var at blive en god mor for sine børn. Men efter hun blev invalideret, kunne hun ikke længere passe dem. Den dag hun gav dem beskeden, ramlede både deres og hendes verden.

– Jeg vil ikke af sted!

– Jeg vil bare gerne være hjemme hos dig, mor.

Ordene fra hendes børn føles, som om de brænder et hul i Carinas hjerte. I sofaerne på genoptræningscenteret sidder hendes elskede børn med tårer i øjnene. Hun har netop fortalt dem, at de ikke længere kan bo hjemme, men skal i pleje. Følelsen af at svigte de dyrebareste mennesker i hendes liv skriger i hendes krop, men udadtil holder hun hovedet koldt. I stedet sætter hun sig ved siden af hver enkelt af sine ulykkelige børn og knuger dem ind til sig. Fortæller, at hun vil gøre, alt hvad hun kan, for, at de igen kan komme hjem. Men frygten for, at hun er i gang med at splitte sin familie, ligger dybt i hende.

Stort nederlag

– Jeg følte, at jeg havde fejlet som mor. Jeg havde jo sat dem i verden, fordi jeg ville dem, og det var mit job at passe på dem. Derfor var det et kæmpe nederlag, da det blev den eneste mulighed. Jeg følte, at jeg havde et stempel i panden, hvor der stod ’dårlig mor’, fortæller 51-årige Carina Bigand fra Farum.

Carina sidder i sin kørestol. På spisebordet ligger der farverige malerier fra Carinas hånd, som er med til at trække fokus væk fra hendes daglige smerter, og fra sin plads ved spisebordet har hun udsigt til et stort familieportræt, der dagligt minder hende om, hvad der er vigtigst i livet.

Efter en hård opvækst, var det et stort ønske for Carina at skabe den familie, hun altid havde længtes efter. Hun uddannede sig pædagog, og som 23-årig blev hun gravid første gang. Lejligheden i Værløse blev basen for det spirende familieliv. Hjemmet var altid åbent, og hvis der var en ekstra mund til aftensmad, lavede hun hurtigt noget mere mad. Om sommeren tog hun initiativ til at indkøbe en fælles pool til børnene i området, og når efteråret bankede på, så var de ofte samlet rundt om spisebordet, hvor de bagte og malede.

Blev invalideret

Da Carina blev gravid med sit tredje barn, sønnen Zacharias, var lykken lige så stor som de to første gange. Men da hun fik veer fire uger for tidligt, begyndte det at gå galt.

En overvægtig krop og otte liter fostervand, havde medført et stort pres på Carinas krop. Efter at jordemoderen havde taget vandet, rejste Carinas sig op, og hun husker stadig den altoverskyggende smerte, der jog gennem ryggen og ned ad hendes venstre ben. Smerterne blev slået hen som veer, men da hendes søn kom verden, forsvandt smerterne ikke.

Familien flyttede til Farum i 2009, og som årene gik, blev smerterne en del af hverdagen. Hun gennemgik endnu en graviditet, og selv om smerterne ofte betød, at hun kun kunne stå oprejst kort tid ad gangen, formåede hun at holde hverdagen kørende. Hun blev til sidst opereret for to diskusprolapser, men til hendes frustration, var smerterne stadig kraftige, og hun blev lam i venstre ben.

Svært ved at tage sig af børnene

– Jeg måtte ofte hvile mig på sofaen, og jeg kunne ikke lave de aktive ting med mine børn, som jeg gerne ville. Til gengæld prøvede jeg at give dem nærvær, så det ikke gik ud over dem, fortæller Carina.

Hun blev skilt fra børnenes far i 2014. Året efter væltede ulykkerne ned over Carina, der blev ramt af tre blodpropper og en blodforgiftning, hvilket betød, at hun var indlagt i lange perioder.

Kommunen hyrede et firma til at tage sig af børnene, men det stod hurtigt klart, at ordningen ikke virkede for hverken børnene eller Carina. Hendes ældste datter, Clara, blev ofte tilkaldt, fordi der ikke var nok hænder, og Carina blev flere gange ringet op af sine fortvivlende børn, der fortalte, at det var kaotisk derhjemme.

– Jeg lå på Gentofte Sygehus, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg følte mig magtesløs, og det var tydeligt, at situationen var uholdbar, forklarer Carina

Den sværeste besked

Hun kom på et genoptræningscenter, men om hun nogensinde ville blive så rask, at hun kunne være der for sine børn, var der ingen, der kunne love. Alligevel var det en mavepuster, da hun til et møde fik den nedslående besked, at hendes børn skulle anbringes.

– Den dag følte jeg, at mine børn blev taget fra mig, og det var den største sorg, jeg har oplevet. Samtidig kunne jeg godt se, at det var det bedste for os, for vi havde alle behov for, at der kom ro på situationen, forklarer Carina, der prøvede at holde hovedet koldt den dag hun overbragte nyheden til sine børn.

Hvor datteren Clara allerede var flyttet hjemmefra, blev Carinas tre yngste børn placeret i tre forskellige plejefamilier. Den efterfølgende tid bragte Carina ud i en depression. Hendes tanker kredsede om at tage sit liv, for hun følte, at hun havde mistet alt.

Mørk fremtid

– Alt godt i mit liv var væk, og jeg lå i et smertehelvede, som jeg ikke engang havde accepteret endnu. Jeg følte jo, at jeg var den bedste til at passe mine børn, så det var med en følelse af, at plejefamilierne stjal dem. På det tidspunkt kunne jeg slet ikke se noget lys for fremtiden.

Ophelia var 13 år, da hun fik beskeden. Chokket fik tårerne til glide ned ad kinderne, men da hun fik at vide, at hun kunne komme i pleje hos den familie, der tidligere havde haft hende i aflastning, fik hun ro i maven.

– Nogle gange savnede jeg min mor rigtig meget, og så fik jeg lov til at ringe til hende, selv om det ikke var den aftalte dag. Men jeg kunne hurtigt mærke, at forandringen var god for mig. Der kom ro på, og jeg kunne fokusere på min skole og min udvikling. Samtidig var mine plejeforældre nogle dejlige mennesker, der snakkede med mig om de svære ting, forklarer 20-årige Ophelia Bigand.

Taknemmelighed over plejefamilier

Med hjælp fra en psykiater og en psykolog, begyndte Carina at få det bedre. I stedet for at fokusere på det, hun havde mistet, begyndte hun at se fremad. Hun fik sit lille rækkehus, købte hunden Molly og fik sat sin lille have i stand. Hver tredje weekend havde hun sine børn hos sig, og de nød tiden sammen med kreative sysler ved spisebordet, hygge i sofaen og bagning. Hun kunne se, at de trivedes i deres nye familier, og hun begyndte at føle taknemmelighed over, at familierne tog sig så godt af hendes børn.

– Jeg kunne godt se, at jeg havde haft en masse følelser i klemme. Jeg havde jo set plejefamilierne som skurke, der tog mine børn fra mig, men de var jo det modsatte, fortæller Carina.

Hun havde i årevis stadig et håb om igen at få sine børn hjem at bo, men da hun i 2019 blev ramt af en nervesygdom, begyndte drømmene at smuldre.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Mine børn skal det godt

– Jeg kunne være egoistisk og få mine børn hjem. Det var der ingen, der kunne forhindre mig i. Men selv om det stadig var mit største ønske, var jeg bange for, at jeg på et tidspunkt ikke længere kunne klare det. Det ville betyde, at jeg endnu engang skulle sige til dem, at de ikke kunne bo hjemme, og tanken om, at de skulle ud i nye plejefamilier, kunne jeg ikke bære, fortæller Carina, der igen måtte overbringe en trist nyhed til sine børn.

– Selv om nogle af dem var frustrerede, lige da de fik nyheden, accepterede de faktisk alle situationen. De var jo glade for deres plejefamilie, og jeg vidste inderst inde, at det var det bedste for mine børn, fortæller hun.

Når Carina kigger tilbage på de valg, hun har taget, er det med en god fornemmelse i maven. Hendes frygt for at familien ville blive splittet, er gjort til skamme, for de nyder at tilbringe tid sammen. Til påske puster de æg, og de har lavet en ’pyt ’-kasse af en gammel skotøjsæske, hvor de skriver deres bekymringer ned og smider dem i.

Elsker hinanden

– Jeg har altid gået op i, at vi skal respektere hinanden, også selv om vi er uenige. Der har altid været plads til at udtrykke sine følelser, og vi har haft en stor åbenhed, så der ikke var nogen, der skulle gå i stilhed med deres tanker. Og så har vi bare en enorm stor kærlighed til hinanden, og den har vi alle formået at værne om, fortæller Carina og kigger på det store familiebillede.

– Når jeg kigger på mine børn og tænker på, hvad de har været igennem, bliver jeg så stolt.

 

 27-årige Clara med sin søn Willads og 20-årige Ophelia. 

Carina med to af sine fire børn. Fra venstre: 27-årige Clara med sin søn Willads og 20-årige Ophelia. 

Carine havde skrevet en huskeseddel, da hun skulle fortælle sine børn, at de skulle i plejefamilier.

Carine havde skrevet en huskeseddel, da hun skulle fortælle sine børn, at de skulle i plejefamilier.