Tæv og sult var hverdag på kostskole: Jeg kan stadig høre skrigene

Mie var en udadvendt og glad pige, men da hun som 16-årig kom på Gravenshoved Kostskole, blev hun hurtigt en skygge af sig selv. Hver dag var hun vidne til fysiske og psykiske overgreb fra de ansatte, og i dag sidder vrede og sorg stadig i hende.

”De slår ham ihjel,” tænker Mie, mens hun lammet er vidne til, at drengen gisper efter vejret. Store mandehænder er strammet om hans hals, og hans blodsprængte øjne og blå læber vidner om, at presset er voldsomt. Hun ser, hvordan hans ben spjætter febrilsk i luften for at finde fodfæste, og Mie har lyst til at rive ham ud af lærerens hænder.

Men frygten holder hende tilbage. Hun ved, at hvis hun rykker sig bare en millimeter, får hun samme tur. Alligevel dunker pulsen under blusen, og da den mandlige lærer trækker drengen tilbage i rækken, prøver han desperat at kvæle gråden.

– Han var bare kommet til at gabe, inden vi skulle til undervisning. Mere skulle der ikke til, fortæller den nu 46-årige Mie Hertzberg modløst fra huset i Dronninglund, hvor hun bor med sin kæreste og to hunde.

Hun er arbejdsløs. De sidste mange år har hun kæmpet med depression, stress, angst og andre fysiske diagnoser. Det er en del år siden, at hun oplevede rædslerne på Gravenshoved Kostskole i Sønderjylland, men skrigene, de skrækslagne ansigter og de daglige ydmygelser er prentet ind i hendes hukommelse.

Hun har forgæves forsøgt at fortrænge dem, men som årene er gået, har hun fundet ud af, at de er en del af hendes liv.

En spøg fik store konsekvenser

Mie kom fra en familie, hvor meninger og holdninger blev ytret højlydt. Hendes mor døde, da hun var 11 år, og som teenager havde hun ikke længere lyst til at bo hjemme hos sin far.

Efter at have været på både døgncenter i Nibe og efterskole på Sjælland flyttede hun ind på en ungdomspension i Aalborg, hvor det hurtigt stod klart, at stoffer var en del af hverdagen for nogle af beboerne.

Mie havde prøvet hash et par gange, men denne gang holdt hun sig til festerne og de sene nattetimer. Hun havde altid klaret sig godt i skolen, og hun var bevidst om, at hun skulle bruge sit liv på noget fornuftigt.

Men en festlig aften besluttede 16-årige Mie sammen med en anden at ringe til brandvæsnet og sige, at det brændte på ungdomspensionen.

Det var ment som en harmløs spøg, men opkaldet endte med at få store konsekvenser for Mie. Hun blev efterfølgende smidt ud, og en morgen i 1991 bankede det på hendes værelsesdør. Udenfor stod en sagsbehandler sammen med forstanderen fra Gravenshoved Kostskole.

Kort efter sad Mie i en bil på vej mod kostskolen i Sønderjylland uden at vide, hvad hun skulle forvente. Kostskolen var isoleret beliggende i grønne omgivelser ved Haderslev med smuk udsigt ud over Lillebælt. Men allerede da Mie trådte ind ad døren, kunne hun mærke, at der var noget galt.

– Eleverne havde ingen gnist i øjnene, de lignede nogle, der hele tiden var på vagt, fortæller Mie.

Hun fik besked på at aflevere stort set alle sine ejendele. Hendes tøj og makeup blev konfiskeret, og hun fik at vide, at hun skulle have nyt tøj.

 

Privatfoto af Mie som ung.

Privatfoto af Mie som ung.

 

En larmende stilhed

Da hun første gang stod i den snorlige række for at komme ind til frokost, lagde hun mærke til den larmende stilhed. Børn ned til otte år stod helt stille og stirrede ud i luften. Mies øjne flakkede, men stemningen sagde mere end tusind ord.

– Jeg tænkte, at det var en slags sekt, og da vi fik lov til at gå ind i spisesalen, kan jeg huske, at jeg begyndte at øse op ad maden. Hurtigt kom en lærer hen og sagde, at jeg var for fed. Hun fjernede det meste af min mad, så jeg kun havde en kartoffel og et halvt stykke kød på min tallerken. Jeg måtte ikke få noget sovs, forklarer Mie, der på det tidspunkt vejede 62 kilo og var 165 cm høj.

– I starten prøvede jeg at spørge de andre om noget, men jeg fik bare et advarende blik tilbage. Det var tydeligt, at børnene var bange, forklarer Mie, der hurtigt blev klar over, at der herskede en masse regler, hun ikke var vant til.

Man måtte ikke snakke med sin værelseskammerat, når man skulle i seng, og døren skulle stå åben. I de vågne timer skulle de opholde sig i fællesrummet, når de ikke var i skole, og hvis der var de mindste afvigelser fra reglerne, blev man skreget ind i hovedet og væltet omkuld.

– Når jeg lagde mig til at sove, var det altid med en frygt i kroppen. Vi skulle altid kysses godnat af en lærer, og jeg kan stadig lugte den klamme ånde, fortæller Mie, der flere gange oplevede, at forstanderens hænder krøb under dynen.

Han prøvede at massere hendes bryster, og flere gange oplevede hun, at hans hænder forsøgte at komme længere ned. Selv om hun var bange, skubbede hun hans hænder væk, og hun fik for vane at pakke dynen tæt om kroppen og lade som om, at hun sov.

En skygge af sig selv

Fra at være en udadvendt og smilende pige begyndte hun at være en skygge af sig selv. Kommunikation blev udført som blikke i stedet for ord eleverne imellem, og frygten og sulten blev en del af hendes dagligdag.

– Når jeg var i køkkenet, snuppede jeg nogle gange noget pålæg, når læreren kiggede væk. Jeg var jo konstant sulten, da de jo mente, at jeg skulle tabe mig. Det har betydet, at jeg slet ikke kan styre mad i dag, forklarer Mie.

Hun lærte hurtigt mantraet på skolen: “glad, tilfreds og positiv”. Det var det, de skulle give udtryk for, når de fik lov til at ringe hjem. Samtalerne foregik på forstanderens kontor, og de blev nøje overvåget. Blev der givet udtryk for, at de ikke havde det godt, kunne de få tæsk med telefonrøret.

Giv Ude og Hjemme i gaveKlik her og læs hvordan!

På daglig basis så hun elever, der blev kastet ned ad trappen, holdt op i ørerne og trukket hen ad det ru kokostæppe, så huden var rød flere dage efter. Hun så, hvordan børn fik stoppet mad ned i halsen, så de endte med at kaste op, og hvordan rødkål kunne serveres med mælk på til morgenmad.

– Jeg kan huske, at en af de mindre drenge blev kastet ned i gulvet, fordi han kom til at grine. En stor mandlig lærer borede sit knæ ned i hans brystkasse og kørte det frem og tilbage. Han skreg af smerte. Hvis man græd på Gravenshoved, fik man bare en tur mere. Ofte var den voldsommere end første gang, fortæller Mie, der så flere elever med forstuvede arme og ben, sår i hovedet og flækkede læber som følge af afstraffelserne.

Volden blev skjult for omverdenen. Var der synlige skader efter afstraffelserne, måtte eleverne ikke komme hjem på weekend.

Flugtplaner

Mie begyndte at opbygge en vrede indeni, men selv om hun hver dag havde lyst til at gøre oprør, var frygten for stærk.

En dag besluttede en gruppe elever inklusive Mie, at de ville stikke af. To drenge havde hentet en stige og var kravlet under vinduerne udenfor, men da der kom en melding om, at de var blevet opdaget, blev Mie liggende i sin seng.

Alligevel blev hun sammen med de andre elever hevet ud af sengen og kylet ind under den kolde bruser, hvorefter de skulle stå i deres kolde og våde tøj i en række på gangen midt om natten. Hvor lang tid de stod der, kan Mie ikke huske. Ofte varede straffen i timevis.

De to drenge blev sendt i kælderen, hvor de skulle tage deres bukser af og vaske dem på et vaskebræt. Derefter skulle de stå med bukserne i hænderne, indtil de var tørre.

– Jeg tror, de stod der indtil næste formiddag, fortæller Mie.

“Vi kunne høre skrigene”

I de to år, Mie var elev på Gravenshoved Kostskole, oplevede hun blandt andet at få boret negle ind huden, at blive skreget ind i hoved, at blive trådt på fingre og fødder af en voksen med træsko på og at blive rusket og skubbet rundt. Ifølge hende var det ingen ting. Det værste var, når hun kunne høre sine kammerater blive mishandlet.

– Når de blev trukket ned i skoven, vidste vi, at det var slemt. Ofte kunne vi høre skrigene, og det gjorde nærmest fysisk ondt på mig, at jeg ikke kunne gøre noget, forklarer Mie.

En dag blev hun taget med ud at sejle sammen med nogle andre elever. Forstanderen havde købt en båd, der skulle sejles igennem Limfjorden. Mie spejdede ud over dækket, og da de kom forbi Nibe, hvor hun kom fra, fik hun en tanke.

– Hvis jeg hoppede over borde, ville jeg være fri. Tanken var fristende, men jeg vidste også, at jeg ikke kunne lade de andre børn i stikken. Jeg følte på en måde, at jeg havde et ansvar for dem, fordi jeg var en af de ældste, forklarer Mie.

Hun fortalte sin tante og onkel, hvad der foregik på skolen. Men af frygt for, hvad der ville ske med hende og de andre elever, lovede de ikke at gøre noget ved det.

– Jeg ved, at der var flere forældre, der klagede til kommunen, men de blev bare afvist. Man troede simpelt hen ikke på dem.

 

Lærere på Gravenshoved Kostskole i samtale med forældre. Personerne på fotoet er blevet anonymiseret af redaktionen. Privat foto.

Lærere på Gravenshoved Kostskole i samtale med forældre. Personerne på fotoet er blevet anonymiseret af redaktionen. Privat foto.

 

Psykiske problemer

Da Mie efter to år kom væk fra Gravenshoved Kostskole, kunne hun ikke længere kende sig selv. Den ellers så højlydte pige med de markante holdninger, fandtes ikke længere.

Hun var ofte i tvivl om, hvad hendes egne meninger var, og hvis folk hævede stemmen i hendes nærvær, kunne hun mærke ubehaget i kroppen. Det kan hun stadig. Hun har siden hen dulmet sine oplevelser med hash, haft dårlige forhold og forgæves prøvet at holde fast i et arbejde.

Hun ved, at mange af eleverne efterfølgende har døjet med psykiske problemer, og hun er bekendt med flere elever, der blev udsat for seksuelt misbrug på skolen.

Derfor har hun som en af 91 tidligere elever skrevet under på en klage modAalborg Kommune, der ejede Gravenshoved Kostskole. For selv om vreden er blevet mindre med årene, er sorgen og følelsen af uretfærdighed lige så levende som i 1992.

– Jeg synes, at de skal stå til ansvar for deres handlinger. Jeg håber og tror, at det vil være med til at give en afslutning på det mareridt, vi blev udsat for. Samtidig synes jeg, at det er vigtigt for omverdenen at vide, hvad der er foregået. Det her foregik i 1990’erne, og jeg kan frygte, at det stadig foregår i dag.