Jeg sad otte år i etiopisk fængsel

Da storsvindleren Ingela Jansson flygtede fra Sverige for at starte et nyt liv i Etiopien, vidste hun ikke, at det i stedet blev starten på hendes livs værste mareridt.

Ingela Jansson var en af Sveriges største svindlere, og på avisernes løbesedler gik hun under navnet ”Storbedrageren”. Hun fik sin første dom for bilbedrageri, men slap med en betinget straf, da hun valgte at vidne mod en bandeleder. Det betød, at hun kunne fortsætte sine lyssky forretninger.

I september 2006 blev hun igen arresteret i Stockholm, efter at hun havde snydt sig til varer og tjenester for 1,6 millioner svenske kroner. Men da dommen skulle afsiges, var Ingela forsvundet. I lang tid var hendes liv en gåde for både politiet og medierne, og hun blev efterlyst internationalt.

– Hvis hun er i Sverige, har hun formentlig fået en plastikoperation og skiftet identitet, sagde anklageren Jakob Holmberg dengang til avisen Expressen.

Blev svindler som teenager

Ingela voksede op som datter af en bilhandler i Mariestad. Penge var Jansson-familiens mål for succes, og ifølge Ingela så hendes forældre ned på folk, der levede et almindeligt middelklasseliv. Selv nød hun at tilhøre en familie, som havde råd til alt og aldrig måtte ty til rabatkuponer.

Som teenager begyndte hun at sælge biler som sin far. Ved at snyde med regnskaberne tjente hun ”hurtige penge”, og det ledte hende ind på det forkerte spor. Men hun havde aldrig forestillet sig, at det kunne gå så galt.

I det tidlige forår i 2007 flygtede Ingela til Etiopien. Hun var netop blevet idømt 2,5 års fængsel for groft bedrageri. På passagersædet ved siden af Ingela sad hendes daværende kæreste, og på bagsædet datteren Michelle.

– Min datters desperate bøn om aldrig at blive efterladt gjorde beslutningen enkel: Hellere flygte og være sammen med hende end at blive og tage min straf, skriver Ingela i sin nye bog ”Mine otte år i Kality”, som er beretningen om det mareridt, der ventede hende i det østafrikanske land.

Drømte om nyt liv

Valget var faldet på Etiopien, da kæresten havde familie og venner i landet. De drømte om et nyt liv sammen. Men intet blev, som de havde tænkt sig. De kæmpede med at etablere en forretning i hovedstaden Addis Abeba, og det var svært at betale regningerne.

De begyndte at spille højt spil og startede en virksomhed, der foregav at tilbyde hjælp til visumansøgninger. Det udviklede sig til et avanceret checkbedrageri. Men de blev afsløret, og i 2010 blev Ingela pågrebet og ført til et af verdens mest berygtede fængsler, Kality.

– Jeg kunne kun tænke på min datter, siger den nu 40-årige Ingela, når hun bliver spurgt om, hvad der gik gennem hovedet på hende, da hun sad på bagsædet af politibilen på vej mod fængslet.

Men der skulle gå otte år, næsten en hel barndom, før de så hinanden igen.

Fanget blandt mordere

Snavs, smerte og støj. Når Ingela skal beskrive tiden i fængslet, er det disse tre ord, der dækker oplevelsen bedst.

– Jeg husker at være underernæret og have migræne og mavesår. De konstante lyde og følelsen af aldrig at være i fred. Snavs, der gravede sig frem overalt. Og den psykiske tortur og frygten, siger Ingela og fortsætter:

– Otte år er lang tid. Jeg havde ingen rettigheder og vænnede mig til at underkaste mig vagterne og de fanger, der var højere rangerede end mig.

Hun delte sovesal med hundredvis af andre indsatte, heriblandt psykisk syge, morddømte og børn, der var født i fængslet. Fangerne boede tætpakket i tinskure, og gårdområdet var omkranset af høje betonmure med pigtråd.

Ingela, som altid havde afskyet småkryb, vænnede sig til lyden af kakerlakker. De for rundt på gulvet. Nogle gange var der blot nogle få, andre gange dannede de nærmest en sort bølge.

Tog piller for at klare sig

Hver dag blev en kamp for at fordrive tiden, og Ingela fik udskrevet medicin for at klare sig igennem. Små rosa piller på hundrede milligram, som normalt bruges til at lindre svære psykoser.

Ingelas to døtre, som hun har med to forskellige mænd, fortsatte imens deres liv hjemme i Sverige. Datteren, som fulgte med hende til Etiopien, blev anbragt i en plejefamilie, og den anden boede hos sin far. Ingela måtte forholde sig til, at de formentlig ville være voksne, når hun en dag slap ud. Hun havde fået en hård dom.

– Jeg fik en straf på 55 år og 10 måneders fængsel, og selv om jeg vidste, at jeg sandsynligvis ville komme ud efter 25 år, var tiden ikke til at overskue. Jeg levede fra dag til dag, og for at overleve var jeg nødt til at opgive håbet. Håbet blev en fjende, og jeg måtte overlade min skæbne til en højere magt.

Ingela byttede sig til en engelsk lommebibel i fængslet. Den blev en trøst. Hun læste den igen og igen og sov med den under puden. Og hun bad til Gud om et liv uden for fængslets mure.

– Mit eneste ønske var, at jeg skulle se mine børn, inden jeg døde.

Skammede sig

Når Ingela taler om tiden i fængslet, fyldes hendes øjne af tårer, og hun tørrer dem hurtigt og irriteret væk. Livet inden for murene blev hverdag, og det samme gjorde lusekæmningen og køerne til maden og de beskidte toiletter.

– Jeg skammede mig over den, jeg var blevet. Jeg savnede mine døtre, og der gik aldrig en dag, hvor jeg ikke tænkte på dem, hvordan det gik dem i skolen, hvordan de så ud, og hvad de godt kunne lide at lave.

Men i februar 2018 lød en stemme over højtalersystemet. Den råbte hendes navn og ordet ”tefechi”, som betyder befriet på amharisk.

– Jeg var totalt i chok.

Ifølge det svenske udenrigsministerium skete benådningen af sundhedsmæssige årsager. Ingela var flere gange i løbet af fængselstiden blevet ramt af sygdom i tarmen, og hendes silikoneimplantater i brysterne var begyndt at lække og skabte infektioner.

Få dage senere landede hun i Arlanda-lufthavnen med udsigt til en helt ny tilværelse hjemme i Stockholm.

Er taknemmelig

– Hver gang jeg åbner køleskabet, føler jeg en enorm taknemmelighed over, at der er mad. Jeg kan blive overvældet af friheden og det fantastiske i, at der i dag ikke er noget, der truer mig på livet, siger Ingela og tilføjer:

– Men jeg savner også dem, som jeg efterlod i fængslet. Venskaberne, jeg fik, kan ikke sammenlignes med noget andet. Min ven Hanna vaskede blodet af mig, når jeg kom til skade. Ingen andre har nogensinde taget hånd om mig på den måde.

Ingela fortryder det meste, hun har gjort i livet indtil nu.

– Men først og fremmest fortryder jeg, at jeg ikke greb chancen for at være mor til mine børn. Deres barndom får jeg aldrig tilbage. Jeg fortryder også dybt, at mennesker omkring mig er blevet inddraget i mine dårlige valg. En del af mig vil altid leve med skylden, men en anden del ved, at jeg også må tilgive mig selv. Hvis jeg lader skylden tage over, kommer jeg til at krympe sammen. Jeg stræber i stedet efter at rejse mig og blive en bedre version af mig selv.

Skal genopbygge bånd til døtrene

Tiltalen mod Ingela blev droppet af de svenske myndigheder, og det gav hende chancen for at starte på en frisk. Og ikke mindst at genskabe kontakten til sine døtre.

– Det tager tid at genopbygge forholdet. Min ældste datter blev voksen, mens jeg sad i fængsel. Jeg efterlod en 10-årig pige og mødte en voksen kvinde. Vi har skullet lære hinanden at kende på ny. Jeg ringer og vækker hende hver morgen, og i dag er jeg en mor, der tager ansvar. Men jeg må arbejde en del for at vise en anden side af mig selv.

Ingela har også et stykke arbejde foran sig, når det gælder forholdet til hendes anden datter.

– Jeg følger hendes tempo. Er der noget, jeg lærte i fængslet, så er det at have tålmodighed og at vente.

I dag arbejder Ingela på deltid i psykiatrien, mens hun uddanner sig til socialpædagog. Hun drømmer om at blive en af dem, som hendes forældre foragtede: En, der lever et helt almindeligt middelklasseliv.

– Rutiner gør, at jeg føler mig tryg. Det er fantastisk at have styr på sagerne, betalte regninger og et fast tidspunkt at skulle på arbejde.

Har fundet kærligheden

Ingela bor nu sammen med en ny kæreste. En lærer, som aldrig havde hørt om hende, før de mødtes. Hun fortalte ham om dele af sin historie allerede på deres første date.

– Han viste mig tidligt, at han havde tænkt sig at blive, og han er en utroligt sød og fordomsfri person.

Ingela fortæller, at hun stadig oplever, at andre dømmer hende for hendes fortid.

– Nogle mennesker vil ikke se længere end dét. Men jeg får energi af de andre, min chef, som tror på mig, eller min kæreste, som altid får mig til at føle mig godt tilpas. Jeg kan ikke ændre min fortid. Men jeg håber, at jeg kan bruge mine erfaringer til noget godt.