Jeg valgte mit barn fra - del 2:3

Da jeg trådte ind på min chef Steens kontor næste morgen, blev jeg mødt af en ung tysk mand, der præsenterede sig som Stephan. Vi havde arbejdet sammen før over telefon, men dette var første gang, vi mødtes ansigt til ansigt. ”Som du ved, har Stephan hidtil repræsenteret os i Tyskland”, sagde Steen, ”men nu kommer Frankrig også ind i billedet, og da Stephan er tosproget ligesom dig, så er det kun naturligt, at han flytter til Paris og bygger filialerne op derfra”. ”Vi har tænkt os at tilbyde dig stillingen i Tyskland”, sagde han: ”Du får hovedsæde i Hamborg, og du får fri bil og bolig. Du vil få det dobbelte i løn, og så kan din mand nå at søge arbejde på de dansksprogede skoler i området”. Jeg var målløs, og resten af mødet, ja, egentlig resten af min dag forsvandt i en tåge af tanker og overvejelser. Jeg måtte hjem og snakke med Michael om det her. Michael var glad for sin arbejdsplads, og han ville have det svært med, at jeg kun kom hjem til ham og Troels i weekenderne fremover. Hvis jeg insisterede, kunne det risikere at ende med en skilsmisse.

Michael var ganske rigtigt ikke begejstret for idéen, men vi blev enige om en prøveperiode på seks måneder, hvor han havde Troels i Danmark, og jeg arbejdede i Tyskland. Ikke mere, ikke mindre. Og sådan blev det. Jeg fik en pæn lejlighed i Hamborg, og Michael hjalp mig med at flytte mine ting. Afskeden var øm og svær, men jeg tog mig sammen og vinkede farvel, mens han forsvandt rundt om hjørnet i vores lille bil.

Stephan hjalp mig i den kommende tid med at falde til i Hamborg, mens han satte mig ind i de opgaver, jeg skulle overtage fra ham. Måske var det hjemveen, der var skyld i det, eller måske var det en brist i mig, men der gik ikke ret længe, før Stephans og mit professionelle forhold blev yderst uprofessionelt. Jeg valgte dog at gøre det forbi, før han rejste til Paris.

Weekendbesøgene hjemme i Danmark blev gradvist mærkeligere og mærkeligere for mig. Jeg følte, at jeg var gæst i Michaels hus, og jeg havde svært ved at relatere til Troels, som voksede i højde og ordforråd, hver gang vi sås.

Efter fem af de seks måneder var gået, ringede Michael og spurgte, om han måtte komme på besøg, for der var noget, han ville tale med mig om. Jeg blev med det samme urolig og med god grund. ”Jeg har mødt en anden, Lise”, sagde Michael, da han langt om længe sad i min stue. Stilheden mellem os var larmende, mens realiteten sank ind. ”Vil du gerne have, at jeg kører hjem igen?” spurgte han forsigtigt. ”Nej, jeg bliver nødt til at vide, hvem hun er. Kender jeg hende?” spurgte jeg, og Michael tog en dyb indånding. ”Kan du huske Kristoffer nede i Troels’ børnehave? Det er hans mor. Hun hedder Mette, og jeg har sagt til hende, at hvis du kommer hjem til Troels og mig, når nu det halve år er omme, så er der ikke mere at snakke om. Så er det dig og mig igen, men ... ”

”Du kan godt begynde at søge om skilsmisse”, svarede jeg: ”Jeg skal ikke lægge dig hindringer i vejen. Og du får selvfølgelig også forældremyndigheden til Troels, hvis bare jeg må få lov til at se ham en gang imellem”. Jeg lød fattet, men følte mig tom. Michael ville blive hos mig natten over, men jeg afslog høfligt. Jeg tænkte, det nok var bedst for os begge, at han tog hjem, og endnu en gang så jeg ham forsvinde i sin lille bil rundt om hjørnet.

Jeg åbnede en flaske rødvin og satte mig ind i stuen og begyndte at drikke den. Jeg stirrede tomt ud i luften, mens jeg drak. Hvad var der lige sket? ”Nu er du for alvor alene, Lise. Helt alene. Og du har kun ét eneste menneske at takke for, at det er kommet så vidt, og det er dig selv”, tænkte jeg dystert.

Se også: Jeg valgte mit barn fra - del 1