Johanna blev vanrøgtet som barn: Jeg ville bo hos min plejefamilie

Bare otte måneder gammel blev Johanna fjernet fra sine forældre på grund af vanrøgt. Hun blev anbragt i en plejefamilie, og de næste mange år levede hun med frygten for at skulle tilbage til sine biologiske forældre.

Følelsen af utryghed er en rød tråd gennem 39-årige Johanna Bergströms liv, og hun lever stadig med arrene fra sin barndom. Bare otte måneder gammel blev Johanna fundet svært dehydreret i hjemmet, og hun fik efterfølgende at vide, at hun kun var få timer fra at dø.

Hun blev straks anbragt hos en plejefamilie. En familie, hvor der var omsorg og kærlighed, men frygten for, at hun kunne blive tvunget hjem til sine biologiske forældre, fulgte hende igennem hele hendes opvækst.

Barndommens traumer har altid ligget som en stor, sort skygge i hendes sind, og hun besluttede derfor, at hun ville tage hul på bylden og dykke ned i de smertefulde minder, da hun valgte at skrive bogen ’Uden dig har hun ingen’, der handler om en anderledes og til tider svær opvækst.

– Det var, som om min historie ventede på at blive fortalt. Den prikkede i mig, og da jeg gik i gang, kunne jeg mærke, at det var en enorm forløsning. Jeg fik adgang til al dokumentation om min anbringelse, og jeg måtte genopleve smertefulde minder, usikkerheden og følelsen af aldrig at være en naturlig del af en familie, fortæller Johanna fra Hälsingland i Sverige.

Hun har altid oplevet kærlighed fra sine plejeforældre, og hun blev altid behandlet på lige fod med deres andre biologiske børn. Men hun husker, at socialrådgiverens mål var, at Johanna skulle tilbage og bo sammen med sine forældre for enhver pris.

– Socialrådgiveren kom på besøg hver anden uge, og hun havde altid mine biologiske forældre med. Så sad de rundt om køkkenbordet og diskuterede mig, hvilket fik mig til at føle skyld og skam. Det var på grund af mig, at de var der, selv om det ikke var min skyld. Jeg kan huske, at jeg havde det rigtig dårligt under de besøg, og jeg kunne først puste ud, når de var væk, fortæller Johanna.

Bange for min mor

Hun oplevede under de besøg, at socialrådgiveren flere gange spurgte hende, om hun ikke snart ville hjem at bo. På det tidspunkt var hun omkring 10 år gammel.

Johanna holder en pause i talestrømmen, inden hun fortsætter.

– Flytte hjem? Jeg var jo allerede hjemme. Min største frygt var, at jeg blev trukket tilbage til det miljø, jeg var født ind i, og så var jeg samtidig også bange for min biologiske mor. Jeg kunne jo se, at hun ikke var som andre mødre, forklarer Johanna, der ikke præcis kan sætte ord på, hvad der manglede fra hendes forældre.

De var ikke misbrugere, men de kunne ikke opfylde deres datters basale behov. Hendes far havde et venligt glimt i øjet, og han virkede venlig, men dog lidt patetisk, synes Johanna.

Hendes mor virkede til gengæld kold og uinteresseret, selv om hun fik masser af chancer for at forbedre sig. Hun skulle på et tidspunkt hjælpe til i den børnehave, hvor Johanna gik, så hun kunne lære at tage sig af børn, og især Johanna, i det daglige.

Men hun kom ofte for sent eller dukkede slet ikke op. Der var intet, der gjorde, at hun fik interesse for sin egen datter, på trods af at folkene fra kommunen blev ved med at insistere og forsøge.

– Jeg forstår godt, at man prøver alt. Men for mig havde det været bedre at få klar besked om, hvor jeg skulle være permanent. Jeg følte ikke, at jeg kunne slappe af og slå rod nogen steder, for jeg mærkede hele tiden den her trussel om en flytning. De kunne havde sparet mig for en masse angst, siger Johanna og fortæller, at hun aldrig har følt sig set af folkene fra kommunen.

– Alt handlede om forældrenes ret til deres barn. Ikke om barnets ret til tryghed og forudsigelighed. Jeg ville ønske, at der havde været en børnerådgiver, der spurgte, hvordan jeg havde det, og som var på min side. Jeg følte mig ensom og sårbar. Jeg følte, at jeg var nødt til at kæmpe for min ret til at blive hos min familie, og jeg lever stadig med de sår. Selv i dag har jeg svært ved at tage min plads i familien for givet, forklarer hun.

Skammede mig

Johanna fortæller, at hun udadtil fungerede godt. Hun var god i skolen og havde venner. Alligevel var der altid en gnavende følelse af, at hele hendes liv var betinget af, at hun skulle gøre sig fortjent til sin plads i familien. Hun følte, at hun på et øjeblik kunne miste alt.

– Jeg blev god til at hærde mig selv, og jeg gjorde alt for at være loyal over for de voksne. Det var store og svære følelser at bære, hvilket førte til, at jeg fik angst. Men jeg forstod det jo ikke dengang, fortæller Johanna, der plejede at sige, at hun havde to mødre og to fædre.

Da hun blev ældre, følte hun skyld og skam over sit ophav og ville ikke tale om, hvor hun kom fra – selv om hendes efternavn var en konstant påmindelse om hendes biologiske forældre.

I teenageårene begyndte hun at tænke over sin relation til sine biologiske forældre, og hun begyndte at reflektere over, hvorfor det var gået, som det gjorde. Besøgene fra kommunen og hendes biologiske forældre fortsatte gennem årene, men ifølge Johanna blev de mere og mere ligegyldige. Forældrene viste stadig ingen vilje til at lære Johanna at kende, og det førte til sidst til, at plejeforældrene fik den fulde forældremyndighed over hende.

– Det føltes så rigtigt, og det var jo et stort skridt hen imod det, jeg ønskede mig allermest. Nemlig et hjem, som jeg ikke skulle være bange for at blive fjernet fra, fortæller Johanna.

Flere år senere, i voksenalderen, blev hun adopteret af plejeforældrene – noget, der både gjorde hende rørt og glad. De ønskede, at jeg skulle have samme status og arveret som deres biologiske døtre. Dermed følte jeg endelig, at de sidste biologiske bånd var klippet til mine forældre.

Johanna var allerede begyndt i terapi som ung, men da hun blev gravid med sit første barn, troede hun, at hun havde arbejdet sig gennem sit traume.

– Jeg tænkte; når jeg bliver mor, åbner der sig en helt ny dør, og jeg bliver hel som menneske. Det gik lige omvendt. Alt gik i stykker i mig, og der var en stor kløft mellem, hvad jeg ville give mit barn, og hvad jeg følte. Jeg følte mig nemlig mislykket og skyldig over, at jeg ikke var så glad, som jeg havde forventet, fortæller Johanna.

Endelig tryg

Samtidig frygtede hun, at hendes barn ville blive taget fra hende. En dag snakkede hun med en sygeplejerske, der valgte at sende Johanna videre til en terapeut, hvor hun følte sig set og hørt, og langsomt begyndte hun at hele sig selv.

I dag føler Johanna sig tryg i rollen som mor til tre og som hustru, og hun er ikke længere en enlig satellit, der er kastet ud i rummet, selv om det har taget tid følelsesmæssigt at forstå, at hun ikke længere behøver at gøre sig fortjent til en plads i familien.

– I dag forstår jeg, at det lille barn, Johanna, ikke havde nogen skyld. Men skyldfølelsen er alligevel noget, jeg arbejder med. Hun mødes jævnligt med sine forældre og søstre, og hun har igen turdet tænke på de biologiske forældre i sit arbejde med bogen.

– I lang tid ville jeg ikke tænke på dem. Men i dag kan jeg mærke, at jeg har en empati for deres situation. De gjorde det nok så godt, som de kunne, fortæller Johanna, der med sin viden og erfaring ønsker et større fokus på barnets behov for pleje og familieanbringelser.

– Det er vigtigt at se ud over det, der ikke er synligt bag facaden. Og hvis barnet ikke har det godt i samspillet med de biologiske forældre, skal man være tydelig og turde tage en beslutning om, at det må blive i plejefamiliens hjem. Intet barn skal bære sig selv. Det er de voksnes ansvar.

 

– Det føltes, som om at min historie var nødt til at blive fortalt, og skrivningen blev en forløsende måde at nærme mig den lille Johanna.

– Det føltes, som om at min historie var nødt til at blive fortalt, og skrivningen blev en forløsende måde at nærme mig den lille Johanna.