Lykkelig på lidt plads

I en autocamper med udsigt til vandet bor kæresteparret 29-årige Amanda Fellov og 30-årige Tobias Madsen. Udefra ligner det en hvilken som helst autocamper, men når døren åbner til det lille hjem, emmer den både af hygge og hjemlig stemning, som de sammen har skabt på de få kvadratmeter:
– Vi flyttede ind for to år siden 14. juli, fortæller Amanda. Den dato husker jeg tydeligt, for samme dag friede Tobias til mig.
Til sommer skal parret giftes, og de har allerede planlagt, at bryllupsrejsen skal foregå rullende, hvor de vil køre land og rige rundt for at opleve alt det, Danmark har at byde på. Inden deres eventyr i autocamperen begyndte, boede de i en ejerlejlighed i København, hvor voksenlivet for alvor bankede på døren:
– Pludselig havde vi købt en lejlighed på Amager, hvor vi nåede at bo i halvandet år, fortæller Amanda. Det var simpelthen så kedeligt, og der var så mange regninger og udgifter. Jeg begyndte derfor at tænke på, om det var det her, vi havde sagt ja til de næste 30 år. Ikke, at der var noget galt med det, men jeg havde bare en følelse af, at jeg ikke kunne se mig selv bo sådan de næste mange år.
Tankerne om at bo på en anden måde voksede hos dem begge, og de begyndte derfor at overveje andre muligheder i forhold til deres boligsituation:
– For os handlede det om at komme ind til kernen i, hvor lykkelig man kan være på hvor lidt plads, fortæller Tobias.

Josephine har endelig fundet lykken
Idéen om at flytte i noget andet blev efter nogen tid til en realitet, og i starten handlede det om at bo så billigt som muligt, så de fik mere frihed til at kunne bruge pengene anderledes. I den forbindelse satte de sig et mål om at spare én million kroner op, så de på sigt kunne købe et hus uden at tage et lån:
– Vi begyndte at tænke på at bo i et sommerhus, kolonihavehus, tiny houses eller campingvogn, fortæller Tobias.
– Men jo mere vi begyndte at undersøge, desto mere fandt vi ud af, at der er mange regler i Danmark, og at det er nærmest umuligt at bo anderledes. Vi læste os derfor frem til, at autocamper er den bedste måde at bo på, hvis man gerne vil bo på en anden måde, tilføjer Amanda.
Derfra tog det fart. Tobias og Amanda besluttede sig for at købe en autocamper, som de kunne bo i. De solgte deres lejlighed, og efter et magisk møde med deres nuværende bolig sagde de farvel til de kendte rammer i lejligheden.
Gør det selv projekt
De gav sig selv en måned til at gøre autocamperen beboelig. Alle deres frie timer efter arbejde samt weekenderne blev brugt på at renovere autocamperen, og efter et utal af gør-det-selv-guides og søgninger på smarte løsninger var de klar til at rykke ind i det rullende hjem. Efter en måned fik de etableret både soveplads, køkken, toilet og spisestue. Alt det, man har brug for i en bolig. Desuden er der solceller på taget og varme i pejsen, og de kan gå på nettet, uanset hvor de befinder sig:
– I starten var idéen, at vi ville køre rundt som nomader, der boede et nyt sted hver dag. Vi har derfor prøvet at bo forskellige steder, men det er mentalt drænende hele tiden at skulle finde et nyt sted at holde. Inden for de første par måneder fandt vi derfor ud af, at det gav mere ro at have en fast base, fortæller Tobias
– Modpolen til den faste base er, at vi i weekenderne kan sætte os ind i bilen og køre en tur og så vågne op et natursmukt sted. Det giver en følelse af frihed, fordi vi har muligheden for spontant at holde weekend et nyt sted.

Tre gode råd til økonomi i parforhold

I begyndelsen krævede det sin tilvænning at bo på så lidt plads og med så få ting, men ligesom med så meget andet fik Tobias og Amanda skabt sig nogle vaner og rutiner for hverdagen i de nye rammer:
– Vi har fundet ud af, at det er hyggeligt at vaske tøj på vaskeri eller hjemme hos vores familier. Enten kan man vælge at se på det som værende irriterende, at det tager tre timer at vaske tøj, eller man kan tænke, at så får man vasket tøj og har samtidig tid til at læse en bog. Man vænner sig til, at man bliver nødt til at skrue tempoet ned, siger Amanda.
Fælles oplevelser
Med kun få kvadratmeter at boltre sig på skulle man næsten tro, at det ville være umuligt at tage fem minutter hver for sig. Især fordi autocamperens eneste separate rum er toilettet. Indtil videre har det ikke vist sig at være noget problem:
– Det er noget af det bedste, vi har gjort parforholdsmæssigt. Bare det at skulle istandsætte den her og problemløse sammen har gjort noget godt for vores parforhold. Vi er blevet rige på mange oplevelser sammen, og vi bruger weekenderne på en helt anden måde, end hvis vi boede i vores gamle lejlighed, fortæller Amanda.
– Jeg har aldrig tænkt over, at det ville ændre på den måde, vi er sammen på. I stedet for at have meget plads er vi jo bare tættere sammen her. Vi har ikke haft brug for den fysiske adskillelse, men vi kan også sagtens skabe det separate rum mellem os ved for eksempel at sidde på hver vores computer med høretelefoner på. Det er bare nogle andre værktøjer, tilføjer Tobias.

I livsfare 10 gange på en dag
Spændende liv
Der er ingen tvivl om, at hverken Tobias eller Amanda har fortrudt at sige farvel til lejligheden på Amager og hoppe ud i det anderledes autocampereventyr. De havde ingen forventninger til, hvordan det ville blive, men derimod var de bevidste om, at de havde valget om at gøre noget andet:
– Det handler om at tage det aktive valg og springe ud i det. Og det er tit, at folk ikke tør at springe ud i at prøve noget nyt, og hvor de tænker, hvad vil andre ikke tænke, eller hvad hvis det går galt. Men hvis det går galt, så har man prøvet, siger Amanda.
– Vi lever ikke et kedeligt liv. Der er også nogle, som er ekstreme og kun bruger 1.200 kroner om måneden, men vi har et almindeligt forbrug, hvor vi også bruger penge på at tage på restaurant eller købe nyt tøj.
Efter snart to år i autocamperen har deres idé om, hvad de ville med projektet, ændret sig. For livet i autocamperen har nemlig givet dem større økonomisk frihed, som blandt andet har medført, at den ene kan gå hjemme, når der en dag kommer børn ind i familien:
– De ting kan vi kun gøre, fordi vi bor så billigt og har haft mulighed for at spare op. For det ville vi ikke kunne, hvis vi havde købt et hus på Amager og sad for mange penge. Vi er derfor blevet mere bevidste om, at vi selv kan bestemme, hvad vi gerne vil i fremtiden, siger Amanda.
– Livet i autocamperen har også været en proces i at tage mere ansvar for vores økonomi. Det har været en form for dannelsesrejse, fordi vi har gennemgået, hvad vi brugte penge på, og lært at strukturere vores økonomi mere, siger Tobias. Vi har også leget med tanken om at gå på pension tidligt eller investere i aktier for at kunne leve af det. Og de tanker havde vi ikke om projektet, da vi startede.

Hvad fremtiden bringer for Tobias, Amanda og deres autocamper, er stadig åbent. Siden de flyttede ind i det rullende hjem, har de sparet så mange penge op, at de har kunnet købe en grund i Egebjerg. Idéen er, at de i fremtiden skal bo i et økobofællesskab, og drømmen om at få børn spiller også ind i boligdrømmene. Men lige nu er de glade for, hvor og hvordan de bor:
– Hvis vi kan være rollemodeller for nogle andre, som også overvejer at tage springet og leve på en anderledes måde, så er det bare dejligt, at vi kan være med til at give noget videre til andre, siger Amanda.