Marina gjorde skade på sig selv: Reddet af kærlighed

Når Marina modtog post, var den sendt til den psykiatriske afdeling. For hun var indlagt så ofte, at hun havde folkeregisteradresse på den lukkede.

– Jeg har brugt et halvt liv på at være så forbandet psykisk syg, men jeg havde hverken lysten, kræfterne eller modet til at kæmpe mod det syge og ændre det, siger Marina Fauerholdt.

I dag fremstår den 50-årige kvinde som et menneske i balance. Hår og makeup sidder perfekt, og hjemmet i den nordjyske by Hals er indrettet med lige så stilsikker smag.

Det er umiddelbart svært at forstille sig, at hun gennem 22 år led af paranoid skizofreni og var så syg, at en ansat beskrev hende som ’det sygeste menneske, han havde set gennem sine 30 år i psykiatrien. Men trækker hun op i ærmet, afslører en lang række ar, at hun var så selvskadende, og at det flere gange var ved at koste hende livet.

– Det var voldsomt, men jeg forsøgte kun bevidst at tage mit eget liv én gang. Dog var det mange gange ved at gå galt, fordi jeg skar så dybt, fortæller hun.

Alene mod verden

Marina voksede op hos sin mor og stedfar og en række hel-, halv- og stedsøskende. Fra femårsalderen blev hun udsat for seksuelle overgreb fra flere personer, som ikke må identificeres her, fordi overgrebene aldrig førte til dom. Det medførte, at Marina i en tidlig alder fik en følelse af, at de voksne ikke passede på hende. En følelse af at være alene mod verden.

– Jeg opgav at råbe op, da ingen hørte mig. I stedet blev jeg et følelseskoldt barn, der aldrig græd eller viste følelser, for det gjorde bare det hele værre, siger hun.

Marina var blot 12 år, da hun for første gang opdagede, at det kunne lindre at skade sig selv. Hun spiste et halvt glas slankepiller for at tage sit eget liv, men det blev opdaget.

– I det øjeblik, hvor jeg var ved at miste bevidstheden, fik pillerne mig til at føle en form for ro indeni. Næste dag fandt jeg ud af, hvor det sidste halve glas piller var gemt. Nu havde jeg pillerne, og det gav mig ro, fordi jeg vidste, at jeg kunne forsvinde, fortæller Marina.

Senere opdagede hun, at hun kunne opnå den samme følelse af ro, når hun skar i sig selv eller stak nåle i armen.

– Når jeg skadede mig selv, følte jeg mig i kontrol. Jeg kunne kontrollere den fysiske smerte, og det gav mig et øjebliks fred, som jeg ville gøre alt for at opnå, fortæller hun.

Marina satte gerne knappenålene så dybt i armen, at kun hovederne stak op i et sirligt farvekoordineret mønster af 100 knappenåle. Dem lod hun sidde så længe, at der gik betændelse i huden.

– Engang var der en lærer, der opdagede mine nåle og spurgte, hvorfor jeg havde nåle i armen. Jeg svarede bare: ”For sjov”, og så sagde han ikke mere, siger hun.

Anbragt som 17-årig

Som 17-årig blev hun fjernet fra hjemmet, men det blev ikke begyndelsen på et bedre liv. Marina udviklede paranoid skizofreni, og hendes selvskade tog til. Hun kunne ikke længere skelne mellem fantasi og virkelighed, men hørte stemmer og havde hallucinationer.

– Der gik mange år, før jeg forstod, at det kun var mig, der hørte stemmer og oplevede de ting. Jeg troede fuldt og fast på, at andre også kunne se og høre de samme grimme ting som jeg, forklarer hun.

Ofte blev hun indlagt med politiets hjælp og lagt i bælte, fordi hun var til fare for sig selv og andre.

– Jeg var fanget i nogle kløer, som jeg ikke kunne komme ud af, fortæller hun.

I perioder overspiste hun, så vægten ramte 184 kilo, eller sultede sig selv så meget, at hun blev lagt i bælte og tvangsfodret.

– Jeg ønskede ikke at dø. Det var et råb om hjælp, for jeg havde det så dårligt, men jeg kunne ikke sætte ord på, forklarer hun.

Marina har lige udgivet bogen ’Smertens Kys’ om sit liv med selvskade.

– Jeg vil gerne vise andre, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side og blive et helt menneske, siger hun.

Bogen er skrevet i datid, for Marina har ikke længere behov for at sætte barberbladet til huden og er heller ikke længe svingdørspatient i det psykiatriske system. Årsagen hedder Tage, og han deler både efternavn, adresse og hund med Marina.

Varm julehilsen

Parret mødtes for 11 år siden, da Marina var overbo til Tages mor. Han kom op for at ønske hende glædelig jul, hun kvitterede med at invitere ham ind, og siden har de ikke set sig tilbage. En måned efter deres første møde blev Marina indlagt igen, men det blev den sidste gang.

– Jeg har ikke længere behov for at skade mig selv. Tages kærlighed har gjort mig rask, siger Marina og smiler til sin mand.

Hun er i dag førtidspensionist og får stadig medicin for sin psykiske lidelse, men har ingen symptomer og lever et normalt liv, hvor hun bruger sin tid på Tage og hunden Beathe og holder foredrag.

– Jeg er ikke erklæret rask, men mit liv er i balance. Jeg har lært at elske mig selv og har opdaget, hvor fantastisk livet kan være.

Har du brug for støtte eller rådgivning vedrørende spiseforstyrrelser eller selvskade, kan du ringe til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade på 7010 1818. Her kan du dele dine bekymringer og tanker.