Mathias satte livet på spil: Jeg kunne ikke lade dem brænde ihjel

Mathias trak sine kammerater ud af en brændende bil og reddede deres liv. Selv mener han ikke, han er en helt. Han er bare glad for at kunne hjælpe.

Flammer står op fra køleren på de to biler. En sort og en hvid bil er stødt frontalt sammen på den mørke landevej få kilometer fra Mathias’ hjem i Væggerløse. Braget runger stadig i hans ører, mens han fortumlet stiger ud af sin bil, som han i en lynhurtig undvigemanøvre har kastet ud i grøften. Han er ikke i tvivl om, at den er helt gal, og får med rystende hænder trykket 112 på telefonen.

Da han har afsluttet samtalen med alarmcentralen, er han godt klar over, at der kommer til at gå tid, inden hjælpen når frem til den mørke landevej, så han skynder sig hen til bilerne for at vurdere situationen.

Førerne af de to biler er kommet ud ved egen hjælp, og der ligger en person ved siden af den sorte bil. Flammerne vokser sig større. Imens stopper flere biler, men ingen gør noget. Chokerede folk kigger bare på, mens flammerne truende æder sig ind i kabinen.

– Jeg når kun lige at tænke, at det nok var farligt. Så løber jeg hen til bilen, tager ham, der ligger på jorden, under begge arme og får trukket ham så langt væk fra bilen, jeg kan. Det er først bagefter, jeg opdager, at der ligger en bevidstløs passager med overkroppen hen over instrumentbrættet, husker den 22-årige falstring.

Blod og glas overalt

Først forsøger Mathias at trække den bevidstløse passager ud gennem den åbne fordør, men personen sidder fast. Så kravler han ind på bagsædet af den brændende bil og får trukket den livløse og tunge krop tilbage og ud ad døren, så han kan slæbe ham væk fra bilen. 10 sekunder senere når flammerne benzintanken med et drøn, og bilen er indhyllet i flammer.

– Jeg kunne jo godt mærke, at der var ret varmt inde i bilen, men jeg fokuserede bare på at få ham fyren her ud i en fart, husker Mathias Nielsen.

Først da alle var i sikkerhed, gik det op for ham, at den unge mand, han havde slæbt ud af den brændende bil, var smurt ind i blod og glasskår, fordi hans hoved var slået til blods mod den knuste forrude.

– Det var et voldsomt syn, og jeg var virkelig rystet. I situationen handlede jeg bare instinktivt, og det er jeg glad for. Hvis jeg ikke havde gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, var han brændt ihjel, og så ville jeg ikke kunne leve med mig selv.

Mathias tog dette foto med sin telefon, efter at alle de tilskadekomne personer var bragt i sikkerhed.

Mathias tog dette foto med sin telefon, efter at alle de tilskadekomne personer var bragt i sikkerhed.

Bevarede roen

Mens Mathias ventede på ambulancerne, i hvad der føltes som en evighed, forsøgte han at berolige de tilskadekomne. Det var ikke nogen let opgave, men Mathias vidste, hvad han skulle gøre.

– De var i chok, så de havde brug for at blive beroliget, og jeg måtte få dem til at ligge stille, så de ikke fik yderligere skader, fortæller han.

Han tog kørekort i foråret, og i den forbindelse fik han et førstehjælpskursus, der stadig var i frisk erindring. Det betød, at han var i stand til at handle rationelt i en presset situation.

– De havde begge brækket ryggen, men jeg huskede, hvordan jeg skulle flytte dem rigtigt, så jeg ikke kom til at påføre dem flere skader. Jeg tror, det var med til, at jeg bevarede roen, at jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

Brød sammen

Mathias var egentlig bare på vej hjem til sine forældres hus den aften omkring midnat, da han så den hvide bil køre over i den forkerte vognbane og ramme den sorte bil frontalt. Han havde hovedet fuldt af sine egne tanker, da han brat blev revet ud af sine tanker. Han havde været ude at snakke med nogle veninder efter en emotionel dag og ville bare hjem i seng hos sine forældre, hvor han boede midlertidigt.

– Da politiet havde afhørt mig, sagde de, at jeg godt kunne køre hjem. Jeg forstår ikke, at de lod mig køre, for jeg var ret påvirket af situationen. Jeg kom kun et lille stykke vej, så brød jeg sammen. Jeg kunne ikke holde op med at ryste og græde, så jeg ringede efter mine forældre, der kom og hentede mig.

Kender ofrene

Dagen efter ulykken fik Mathias et nyt chok. Nogle kammerater fortalte nemlig, hvem de tilskadekomne i den sorte bil var, og det viste sig, at han faktisk kendte dem alle tre. Ham, som Mathias havde slæbt ud af bilen, var blevet fløjet til Rigshospitalet med blødninger i hjernen og skader på de indre organer. De to andre var uden for livsfare.

– Han er kommet hjem igen og er i god bedring, og jeg har besøgt ham et par gange. Det er vildt at tænke på, at jeg har reddet hans liv. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det.

Positivt livssyn

Der er nu gået et par måneder, og Mathias har fået den voldsomme oplevelse lidt på afstand. Men lige efter ulykken var han plaget af flashbacks, hvor han så sin kammerat ligge ud af forruden med blod over det hele. Han havde ofte mareridt om den nat, hvor han selv risikerede livet for at redde sine kammerater.

– Jeg har talt med en psykolog, men jeg synes ikke, det hjalp det store, så jeg vil hellere snakke med venner og familie om det, siger Mathias.

Han mener selv, at hans indstilling til livet har betydning for, hvordan han har håndteret den voldsomme oplevelse.

– Jeg er et positivt menneske, og jeg er mest af alt glad for, at jeg kunne redde deres liv. Det vælger jeg at fokusere på.

En ny fremtid

Snakken går hurtigt på Falster, og alle ved, hvem Mathias er. Derfor kommer mange mennesker hen til ham, når han er ude at handle eller i byen med vennerne.

– Helt fremmede kommer og klapper mig på skulderen og kalder mig en helt. Jeg synes nu ikke selv, at jeg er en helt. Men det er da rart at få anerkendelse, og jeg er også stolt af mig selv, fortæller han.

Mathias’ tid som single får nok også hurtigt en ende, for pigerne lægger ikke skjul på, at de godt kan godt lide en rigtig helt. Men lige nu er han dog mest optaget af at få styr på fremtiden, og den voldsomme oplevelse har givet ham et nyt perspektiv på, hvad han vil med sit liv.

– Jeg har besluttet at søge ind enten hos brandvæsnet eller politiet. På den måde har det også gjort noget godt for mig, fordi jeg er blevet klogere på, hvad jeg vil med mit liv. Jeg tænker, at hvis jeg kan redde to liv, så kan jeg vel også redde flere, forklarer han.