Mathilde gav sit barn væk: Mit livs nederlag

​Mathilde stod og kiggede ned i vuggen, hvor hendes otte måneder gamle søn lå og græd. Men hun så ikke en grådkvalt baby, der havde brug for at komme op i sin mors trygge favn. Det eneste, hun kunne se, var en fed, grøn larve, der lå og vred sig. Hun blinkede og kiggede igen, men larven var der stadig. Klam og væmmelig. Hun havde mest lyst til at tage den og smide den ud over trappegelænderet. Ud af sit liv.

Inderst inde vidste hun dog, at der bag hendes synsforstyrrelser gemte sig en forsvarsløs, lille dreng. En dreng, hun måtte skynde sig at aflevere i dagpleje, før hun gjorde noget, hun ville fortryde for evigt.

Men hun vidste også, at det var sidste gang, hun afleverede ham. Når dagen var ovre, ville hun ikke banke på dagplejerens dør for at hente sin søn.

– Jeg glemmer det aldrig. Jeg tænkte bare, at den her larve havde overtaget mit barn. Heldigvis afleverede jeg ham og sagde, at det her, det duer ikke. Jeg kommer ikke tilbage efter ham, fortæller 41-årige Mathilde Blicher med tårer i øjnene.

Ingen villa, Volvo eller vovse

Det er snart 21 år siden, Mathilde traf det afgørende valg. Når hun i dag sidder i sit hus i Skive og tænker tilbage, står det klart for hende, at hun formentlig havde en fødselsdepression og desperat brug for hjælp. Men dengang vidste hun ikke, hvor hun skulle finde den.

Hun var 20 år og alene med et barn, der ikke var planlagt. Hun følte, at hendes ungdom var blevet revet væk fra hende, og hendes nye liv som mor var på ingen måder, som hun havde forestillet sig. Der var ingen villa, ingen Volvo og ingen vovse. Der var faktisk ikke engang en far. Han var kriminel, og Mathilde var gået fra ham allerede inden, hun opdagede, hun var gravid.

Læs også:

Kicki er familiemor og hiv-positiv: Min sygdom er et tabu

Da hendes søn kom til verden, var hun alligevel fast besluttet på, at hun skulle være den perfekte mor og samtidig fortsætte sit liv som ung studerende.

– Det var en turbulent tid. Jeg havde det sådan, at der var i hvert fald ikke nogen, der skulle sige til mig, at jeg ikke kunne klare at være mor, selv om jeg også skulle passe mine studier. Men det var svært og hårdt, for jeg sad oppe til langt ud på natten for at nå lektier og rengøring, efter han var lagt i seng, fortæller Mathilde.

Alt så perfekt ud

Hun følte, at hun på forhånd var stemplet af sine omgivelser som en dårlig mor. Derfor havde hun et stort behov for at bevise, at hun sagtens kunne klare opgaven.

Udefra så alt perfekt ud. Hendes søn var altid i ren ble og nyvasket tøj, fliserne på badeværelset var skurret skinnende rene, og der var ikke en nullermand at finde i hjemmet. Men indvendigt var Mathilde ved at bryde sammen og tvivlede konstant på, om hun gjorde det godt nok.

– Det var hårdt at skulle overbevise andre om, at man var god nok, og at man godt kunne. Hvis der bare havde været noget støtte og nogen, der sagde: “Du kan godt” eller “Du gør det godt nok”, men det var der ingen, der gjorde, siger Mathilde og fortsætter:

– Jeg prøvede at være så god en mor som muligt, men jeg kunne bare ikke finde ro i det. Jeg kunne ikke finde ro til at få ham til at sove. Jeg kunne ikke finde ud af at få ham til at spise. Jeg tvivlede hele tiden på mig selv.

Mathilde er her fotograferet kort efter fødslen. Da var hun 20 år, alene med barnet og under uddannelse.

Dødeligt udmattet

Facaden som supermor begyndte langsomt at krakelere, og en fredag morgen i august tog hendes usikkerhed overhånd. Mathilde var dødeligt udmattet og stolede ikke længere på, at hun kunne tage vare på sin søn. Grædende afleverede hun ham hos dagplejemoren med beskeden om, at hun ikke kunne klare det mere.

– Da jeg kom hjem, tog jeg en masse piller, og der kom en kammerat og fandt mig på gulvet. Jeg var fuldstændig væk. Jeg var virkelig syg, mindes Mathilde.

– Jeg kunne ikke overskue at skulle være her. Det, at jeg ikke kunne være der for min søn, var det værste i hele mit liv.

Heldigvis var hjælpen nær. Dagplejemoren og hendes mand tilbød at tage Mathildes søn i pleje, så hun kunne komme på benene igen. De behandlede ham, som var han deres egen, og Mathilde besøgte ham så ofte, hun kunne. Men samtidig kastede hun sig nu ud i det vilde ungdomsliv, hun aldrig havde haft.

Læs også:

Jeg efterlod mit barn på P-pladsen - Hittebarnet, del 1

– Jeg skulle ud at baske med vingerne og mærke mig selv og prøve at være ung. Min ungdom blev jo pludselig taget fra mig, idet jeg stod som 19-årig og var gravid. Jeg nåede jo slet ikke alt det med fest og farver, så nu begyndte jeg at rende i byen torsdag, fredag og lørdag, forklarer Mathilde og ryster på hovedet over sit yngre jeg.

– Det var fuldstændig åndssvagt. Det stod på i et halvt år, og jeg tænkte bare: “Hvad har du gang i? Kom nu ind i kampen! Du er faktisk mor.”

Efter tre år fik Mathilde kæmpet sig ud af sin depression, men usikkerheden kom stærkt tilbage, hver gang hun forsøgte at få sin søn hjem igen. Da hun endelig stolede nok på sig selv, var det for sent. Plejeaftalen var for længst formaliseret, og det var ikke længere kun op til Mathilde, om han skulle flytte ind på børneværelset igen.

Læs også:

Maria er 35 år og mor til 7

Fik ekstra støtte

Som 25-årig fødte Mathilde sit andet barn, en lille pige. Selv om forholdet til faren gled ud i sandet, var Mathilde denne gang bedre rustet. Tvivlen kunne stadig dukke op, men nu vidste hun, hvordan hun skulle håndtere den.

– Det er takket være min læge. Havde det ikke været for hende, havde jeg nok ikke fået flere børn, forklarer Mathilde og uddyber:

– Vi havde så mange samtaler, og der var ekstra megen støtte på, da hun blev født, men det faldt hurtigt væk igen, for de kunne jo se, at jeg sagtens kunne. Hvis jeg var usikker, og advarselslamperne begyndte at blinke, var jeg hurtig til at reagere på det. Jeg tror, min læge reddede mig. Hun troede på mig og overbeviste mig om, at jeg faktisk godt kunne.

Siden fik Mathilde tre piger mere og følte sig urokkelig i sin rolle som mor. Det var først, da hun fik sit sjette barn, at tvivlen begyndte at skylle ind over hende igen. Det var nemlig en dreng.

– Det hele blussede lige pludselig op igen. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne passe ham godt nok. At der var nogen, der ville komme og tage ham fra mig, fortæller Mathilde.

– Der gik et år, før jeg begyndte at føle, at jeg faktisk godt kunne finde ud af at være mor til en dreng. Det lyder helt skørt, men det var sådan, jeg havde det.

Kommet stærkt igen som mor

Siden kom endnu en dreng til verden, og Mathilde er nu mor til syv, hvor den yngste er 3,5 år gammel, og den ældste er 21. Heraf bor de fem yngste hjemme i huset i Skive, hvor det ikke længere er tvivlen, der styrer dagligdagen.

Hjemmet er pænt og dufter af nybagte boller, men Mathilde er ikke længere bange for, om der ligger krummer på bordet eller perler på gulvet. For hun ved, at hun er en god mor. Alt kan ikke se perfekt ud, når man helst vil have mest mulig kvalitetstid med sine børn – om det så er at hjælpe med lektier ved spisebordet eller at lave bål i kolonihaven.

– Jeg er kommet 100 procent over tvivlen. Du kan skrælle tapetet af, du finder ikke noget. Der er ro, struktur og glade og velfungerende børn, der trives i deres hverdag, understreger Mathilde.

Selv om det kan være travlt at være alenemor, føles det helt rigtigt for Mathilde. Hun har løbende haft forskellige mænd i sit liv, men har fundet ud af, at lykken ikke nødvendigvis er en kernefamilie med mor, far og børn.

– Lykken, det er mig og mine børn, siger Mathilde med et stort smil.

Mathilde er i dag mor til syv. Hendes ældste søn er 21. Hun har en datter på 15 år, som bor hos faren, og her ses hendes fem hjemmeboende børn: tre piger og to drenge.

Kærligheden er aldrig blevet mindre

I dag har hun svært ved at forstå, hvorfor hun ikke kunne magte sit første barn, og hun fortryder ofte, at hun ikke hentede ham den dag i august.

– Jeg kan godt forstå, hvis han føler sig svigtet, og jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der for ham, siger Mathilde og tilføjer:

– Kærligheden til ham er aldrig blevet mindre. Jeg elsker ham lige så højt som de andre, og hans søskende knuselsker ham også. Lige så snart han står i døren, omfavner de ham, og det er, som om han aldrig har været væk.

Læs også:

Jannie er terminalt syg: Vores sidste jul sammen