Med livet som indsats - del 1

Jeg har to fødselsdage. Den første dato er jeg født, og den anden dato er den dag, hvor jeg gennemgik en stor og risikabel hjerneoperation i USA. En operation, som en gang for alle skulle stoppe de tusinder af epilepsianfald, der havde plaget mig det meste af livet.

Jeg hedder Helle, og jeg kom til verden for 35 år siden og det her er min historie.

Da jeg var halvandet år gammel, faldt jeg og bankede hovedet ind i kanten på fjernsynet. Jeg fik et livslangt minde i form af et ar over det ene øjenbryn, men derudover udløste faldet epilepsi. Mine forældre prøvede at give min lillebror og mig så normal en barndom som muligt trods anfaldene og de mange indlæggelser.

På et tidspunkt var jeg oppe på at tage 19 tabletter dagligt. Det var ikke sjovt for et barn at skulle tage så meget medicin, men der var ingen vej udenom, hvis jeg skulle fungere bare nogenlunde normalt. I skolen fik jeg en støttelærer, som jeg havde til og med 7. klasse. Jeg havde problemer med at huske, og efter 7. klasse kom jeg i specialklasse. Jeg forsøgte at leve som andre børn og unge, men det var svært med min sygdom.

Efter skolen kom jeg på efterskole i to år. Her var jeg glad for at være, og jeg drømte om at uddanne mig til køkkenassistent. Men det var desværre ikke muligt med min sygdom. I stedet foreslog de mig at tage en uddannelse med henblik på et job i slagteribranchen. Jeg ville gerne have en uddannelse og vidste, at mulighederne var begrænsede.

Jeg kunne ikke få kørekort, da det var for farligt, hvis jeg fik et anfald midt i trafikken. Jeg forsøgte at leve et normalt liv trods sygdommen, og jeg havde mine gode venner, som jeg hyggede mig med. Jeg levede dog en mere stille tilværelse end dem. Jeg kunne ikke gå i byen af frygt for at få et anfald, og det var ikke hensigtsmæssigt, når man var omgivet af fulde folk. Derfor foretrak jeg at være hjemme og se fjernsyn og strikke.

Lægerne forsøgte at finde frem til et lægemiddel, der kunne fjerne mine anfald, men intet virkede, uanset hvad vi prøvede. Trods mine anfald gennemførte jeg uddannelsen og fik bagefter arbejde på slagteriet i min hjemby. Jeg fik også min egen lille lejlighed, som lå tæt på mine forældre. Jeg var glad for mit arbejde, hvor jeg havde gode kolleger, som jeg havde meget sjov sammen med.

Et par år efter min 30-års fødselsdag begyndte anfaldene at tage til. Det blev til sidst så slemt, at jeg ikke længere kunne passe mit arbejde. Jeg blev sygemeldt, og jeg var bange for, at det var mit farvel til arbejdsmarkedet. Jeg havde ikke lyst til at skulle førtidspensioneres i en alder af bare 32 år, men på det tidspunkt havde jeg uden held prøvet omkring 20 forskellige præparater mod epilepsi, så fremtiden så ikke lys ud.

Lægerne begyndte at tale om at operere min hjerne. Men da lægerne i Danmark ikke kunne foretage den, blev jeg tilbudt en hjerneoperation i USA. "Helle, du skal vide, at der er en risiko for, at du ikke vågner igen, eller at de rammer din hukommelse eller talecentret", sagde lægen og kiggede alvorligt på mig. "Og hvis det går godt"? spurgte jeg. "Ja, så får du et nyt liv. Et liv uden anfald", sagde lægen og smilede.

Og så vidste jeg godt, hvad jeg ville gøre…

Se også: Det føles fantastisk at dø